Lige nu er det ganske gratis at overføre penge til en ven via betalingsappen MobilePay. Men på sigt kan det komme til at koste penge.
MobilePays danske topchef, Claus Bunkenborg, åbner nemlig for at indføre gebyr på overførsler.
- Det er da oplagt at tænke på, at det, som du i dag ikke tager en pris for, kan man måske tage en pris for i morgen. Så selvfølgelig er det en mulighed, men ikke noget, der kommer i morgen, siger han til Børsen.
Dundrende underskud
MobilePay blev lanceret af Danske Bank i 2013. I begyndelsen kostede det ifølge Børsen omkring en krone per overførsel.
Senere kom flere danske banker med som partnere uden ejerskab, og det fik prisen per overførsel til at falde markant til få øre.
Alligevel kom MobilePay ud af 2022 med et underskud på 342 millioner kroner ifølge Børsen.
Det skyldes ifølge Claus Bunkenborg blandt andet høje omkostninger på det finske marked, hvor appen også er tilgængelig. Derudover har der været en stigning i omkostningerne til at bekæmpe hvidvask.
Højeste antal transaktioner nogensinde
I starten af 2021 meldte Danske Bank ud, at tjenesten skulle fusioneres med lignende tjenester fra Finland og Norge.
Det endte dog kun med en fusion med den norske pendant Vipps. I dag hedder selskabet Vipps MobilePay og ejes hovedsaligt af de norske banker bag Vipps.
Fusionen blev endeligt godkendt af EU-Kommissionen i oktober sidste år.
Danske Bank tjente 415 millioner kroner på salget af MobilePay. I dag ejer banken 27,8 procent af Vipps MobilePay-koncernen.
I 2022 rundede MobilePay en halv milliard transaktioner. Det var det højeste antal i løbet af et år nogensinde og en stigning på omkring 19 procent sammenlignet med året før ifølge MobilePay selv.
MobilePay er tilgængelig i Danmark og Finland, mens Vipps er tilgængelig i Norge.
En del af planen med fusionen er, at tjenesterne skal over på den samme underliggende it-platform. Når det er på plads, vil det være muligt at overføre penge via de to apps på tværs af landene.
Det vil blive et af de første eksempler på en fælles mobilbetalingsløsning på tværs af forskellige valutaer.
Kilde: /ritzau/