Vil blokere for mikrochips - så kom der en opringning fra Kina

Holland har planer om at forbyde eksport af vigtig teknologi til Kina. Det fik kinesisk leder til at ringe.
En mobiltelefon med mikroteknologiske komponenter fra den hollandske it-gigant ASML. Holland gør klar til at forbyde eksport til Kina af de højteknologiske komponenter fra selskabet.
En mobiltelefon med mikroteknologiske komponenter fra den hollandske it-gigant ASML. Holland gør klar til at forbyde eksport til Kina af de højteknologiske komponenter fra selskabet.

Jens Asbjørn Bøgen,

16/05/2023

Den hollandske regering arbejder på en lov, der vil forbyde eksport af mikrochips til Kina. Helt præcist mikrochips fra selskabet ASML, der er i den absolutte verdenstop, når det kommer til netop denne teknologi.

Om det er det, der er årsagen til det opkald, den hollandske premierminister, Mark Rutte, fik forleden vides ikke - men sikkert er det i hvert fald, at opkaldet kom fra Kinas premierminister, Li Qiang.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters udtrykte den kinesiske toppolitiker et håb om, at de to lande kan blive enige om en fælles interesse i at opretholde et gnidningsfrit globalt marked.

Li skulle ligeledes have sagt, at han ser Holland som en prioriteret partner i EU.

Næppe nogen effekt

Om Kina får noget ud af Li's opkald, er tvivlsomt.

I et skriftligt svar fra den hollandske handelsminister, Liesje Schreinemacher, til parlamentet i marts lød det nemlig:

- Holland finder det nødvendigt af nationale og internationale sikkerhedsgrunde, at denne teknologi bringes under kontrol så hurtigt som muligt.

Hun henviste i den forbindelse til landets sikkerhedsinteresser.

Hvis, eller nærmere når, Holland indfører forbuddet mod eksport af mikrochips til Kina, vil de lægge sig op ad den amerikanske holdning på området.

USA har nemlig allerede et forbud mod eksport af avancerede mikrochips, og Washington har da også lagt pres på Holland for at følge den amerikanske linje.

Når det vækker så stor bekymring i den kinesiske ledelse, skyldes det, at landet har brug for vestlig teknologi - i særdeleshed chips fra ASML - for at kunne holde sig på højde med Vesten rent teknologisk.

Kilde: /ritzau/