Efter reformer - nu tror formand på medlemskab til Ukraine

Trods krigen har Ukraine gennemført reformer af retsvæsen, korruptionsindsats og love om pressefrihed.
Der er formentlig lang vej til Ukraine reelt er klar til at blive medlem af EU. Men landet gør trods krigen så store fremskridt med at gennemføre reformer, at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er overbevist om, at Ukraine bliver medlem af EU.
Der er formentlig lang vej til Ukraine reelt er klar til at blive medlem af EU. Men landet gør trods krigen så store fremskridt med at gennemføre reformer, at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er overbevist om, at Ukraine bliver medlem af EU.

Jens Asbjørn Bøgen,

21/06/2023

Ukraine har gennemført reformer, der bringer landet tættere på EU.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. Udmeldingen kommer i en tale ved konferencen om Ukraines genopbygning i London onsdag.

- På trods af krigen har Ukraine accelereret sin reformdagsorden med imponerende fart og beslutsomhed. Vi i EU vil matche den indsats og vilje.

- Derfor præsenterer EU-Kommissionen en mundtlig opdatering på Ukraines fremskridt med reform af retsvæsnet og antikorruptionsindsatsen. Også love om pressefrihed og rettigheder for minoriteter er blevet gennemført, siger Ursula von der Leyen.

Hun er på den baggrund overbevist om, at Ukraine på sigt bliver medlem af EU.

- Jeg mener, at EU har et særligt ansvar for Ukraine. Ukrainerne fortæller, at når de forestiller sig deres fremtid, så ser de EU's flag over deres byer.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Ukraine vil blive del af vores union, siger Ursula von der Leyen.

Er officielt kandidt

Ukraine blev formelt EU-kandidatland på EU-topmødet i juni sidste år. På grund af krigen og de i forvejen svage demokratiske institutioner i landet vurderer iagttagere dog, at der kan gå mange år, før Ukraine reelt er klar til EU.

En indtræden i EU vil blandt andet betyde, at Ukraine ud over stærke demokratiske institutioner, lav korruption og en velfungerende retsstat også skal have virksomheder, der kan konkurrere på det indre marked.

Her håber Ursula von der Leyen, at den ukrainske vilje til at rykke samfundet i retning af et mere velfungerende demokrati vil lokke investorer til.

- Med disse reformer sender Ukraine en kraftig besked til private investorer. De vil få gennemsigtighed, fairness og de fungerende institutioner, som de har brug for for at kunne investere i Ukraine.

- Det er særligt vigtigt, fordi vi har brug for den private sektor, for det er jer, der kan hjælpe Ukraine med at indfri ukrainernes drømme, siger Ursula von der Leyen.

Opfordring til eksisterende medlemslande

Hun lægger dog samtidig op til, at EU-landene også bør åbne pengepungen.

- For hvert skridt Ukraine tager i retning af os, må EU tage et skridt i retning af Ukraine, siger Ursula von der Leyen.

Tirsdag fremlagde EU-Kommissionen konkret et forslag om en flerårig finansieringsplan for Ukraine. Målet er at sikre en konstant finansiering til Ukraine frem til 2027.

- Det vil blive finansieret på tre måder. Med tilskud fra EU-budgettet, med lån og på sigt med penge fra de indefrosne russiske midler, siger Ursula von der Leyen.

Dermed lægger hun, ligesom den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, op til, at Rusland i sidste ende også skal betale for ødelæggelserne.

EU-landene kommer dog også til at skulle sende yderligere penge til Bruxelles, hvis finansieringsplanen skal blive til virkelighed. Von der Leyen har bedt om i alt 50 milliarder euro ekstra til Ukraine. Det svarer til omkring 370 milliarder kroner.

Kilde: /ritzau/