Godt nyt til forbrugerne: Priskrig på vej i detailhandlen

Salling Group vil presse priserne, selv om indtjeningen i detailhandlen er udfordret, siger direktør.
Anders Hagh har overtaget direktørrollen i Salling Group efter Per Bank. (Arkivfoto).
Anders Hagh har overtaget direktørrollen i Salling Group efter Per Bank. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

05/09/2023

Salling Group, der står bag kæderne Føtex, Bilka og Netto, kommer til at lægge "maksimalt" pres på priserne i anden halvdel af 2023.

Det siger detailkoncernens nye direktør, Anders Hagh, til Børsen.

- Jeg tror, der kommer krig på priserne i andet halvår af 2023.

- Når konkurrenterne rykker, så skyder vi tilbage, og det er vores mindset ind i andet halvår, og når vi rammer julehandlen, lyder det i et interview med avisen.

Det skal være med til at lægge pres på en branche, der i forvejen er præget af skarp konkurrence.

Store oprustninger i gang

Rema 1000 er i gang med en markant udvidelse af butiksnettet. Kæden har netop fået godkendt sin overtagelse af mere end 100 Aldi-butikker.

Imens er Coop-koncernen i gang med sin storsatsning på 365discount-konceptet. Det sker som led i en større omstrukturering af forretningen.

Indtjeningen i dagligvarebranchen har det seneste år været presset af høj inflation og stigende producentpriser hos leverandører.

Det fik i første omgang supermarkederne til at hæve priserne.

Salling Group har ifølge Anders Hagh sænket priserne på mere end 500 produkter på tværs af kæderne siden da.

Og prisnedsættelserne må fortsætte, hvis koncernen fortsat skal beholde sit momentum, lyder det.

Laveste overskud i 20 år

Salling Group kom senest ud af 2022 med et overskud på 972 millioner kroner. Det lyder umiddelbart som et flot resultat, men det var faktisk dets laveste overskud siden 2001. Det skriver Børsen.

Men både omsætning og indtjening bør blive løftet i løbet af 2023, vurderer han.

Som en del af sine første arbejdsdage som topchef har Anders Hagh blandt andet besøgt Polen, hvor Netto er til stede med cirka 700 butikker.

Det er et marked, hvor han gerne vil investere i udvidelser i fremtiden.

Anders Hagh har overtaget ansvaret som administrerende direktør efter Per Bank, som var topchef i 11 år.

Kilde: /ritzau/