Undersøgelse: Hver femte vil have svært ved at betale uden kontanter

Blandt de digitalt udfordrede ville fire ud af ti have svært ved at undvære kontanter.
Betalingskort er den mest anvendte betalingsform. Alligevel udtrykker 20 procent af befolkningen, at de vil have svært ved at gennemføre betalinger, hvis kontanter bliver afskaffet. (Arkivfoto).
Betalingskort er den mest anvendte betalingsform. Alligevel udtrykker 20 procent af befolkningen, at de vil have svært ved at gennemføre betalinger, hvis kontanter bliver afskaffet. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

01/09/2023

Hver femte dansker ville være udfordret, hvis kontanter blev afskaffet.

Det viser den årlige undersøgelse "It-anvendelse i befolkningen" fra Danmarks Statistik.

Her nikker 20 procent af 15- til 89-årige år ja til, at det ville være svært for dem at gennemføre betalinger, hvis kontanter skulle blive afskaffet som betalingsmiddel.

- Det er måske ikke så overraskende, at det særligt er blandt de ældre. Mange i den ældre aldersgruppe hører også til den kategori, vi har valgt at kalde "digitalt udfordrede". I denne gruppe vil 40 procent have svært ved at undvære kontanter, udtaler Agnes Tassy, chefkonsulent i Danmarks Statistik, i en meddelelse.

Blandt resten af befolkningen svarer størstedelen, at det ikke vil være et problem for dem, hvis kontanter bliver afskaffet.

Samtidig er der 17 procent, der erklærer sig enige eller meget enige i, at det vil være et problem.

97 procent bruger betalingskort

I spørgeskemaet til undersøgelsen om befolkningens anvendelse af it, lyder et af spørgsmålene, hvilke betalingsformer man mindst én gang har anvendt i løbet af de seneste tre måneder.

97 procent af befolkningen benyttede i starten af 2022 betalingskort, mens 84 procent har brugt mobilbetaling til at købe varer eller tjenester. Mere end halvdelen (53 procent) af befolkningen bruger en blanding af alle tre betalingsformer.

Seks ud af ti brugte i starten af 2022 kontanter på et eller andet tidspunkt. Men selvom hver femte altså svarer, at de vil have svært ved at begå sig uden kontanter, er det kun 2 procent af befolkningen, svarende til 90.000 personer, der udelukkende betaler med kontanter. Relativt få betaler også udelukkende med betalingskort eller mobilbetaling – henholdsvis 7 og 1 procent.

Kilde: /ritzau/