Af Malte Larsen, gymnasieelev og medlem af Nye Borgerliges Ungdom
I året 2020 hører vi stadig de såkaldte feminister prædike om, at der ikke er ligestilling i Danmark. Nogle af disse feminister peger på, at mænd tjener flere penge end kvinder, og at det må være en konsekvens på mangel af ligestilling. Denne form for udfaldsligestilling har dog reelt set ikke noget med ligestilling at gøre.
Set fra et økonomisk perspektiv giver jo ingenlunde mening, at en arbejdsgiver skulle have lyst til at ansætte mænd, hvis selvsamme arbejdsgiver til en mindre løn kunne ansætte kvinder med samme kvalifikationer til samme arbejde.
Den primære årsag til lønforskellen mellem mænd og kvinder er kønnenes forskellige erhvervsmæssige valg. Mænd er biologisk mere interesseret i ting, og kvinder er biologisk mere interesseret i mennesker. Derfor er alle de meget lavt betalte jobs i omsorgssektoren som sosu-assistenter, pædagoger, sygeplejersker mv. domineret af kvinder, mens alle de mere højt betalte jobs som økonomer, ingeniører, matematikere og håndværkere domineret af mænd.
Derudover arbejder mænd længere, og der er flere mænd i det private, hvilket også medfører, at mænd tjener flere penge end kvinder. Der er mange årsager til, at mænd tjener flere penge end kvinder, som bunder i de biologiske forskelle mellem mænd og kvinder – ikke i mangel på ligestilling.
Så er der de andre såkaldte feminister; de, der hævder, at forskellene mellem mænd og kvinders erhvervsmæssige valg er en konsekvens af mangel på ligestilling. De går ind for socialkonstruktivisternes teori om, at mænd og kvinder biologisk set grundlæggende er ens, og at socialiseringen er årsag til, at der er store forskelle mellem mænd og kvinders erhvervsmæssige valg.
Hvad disse feminister ikke er bekendt med er, at de største forskelle mellem kønnene findes i de mest egalitære lande i verden, der er gået længst mod opnåelse af ligestilling, hvilket er de skandinaviske lande. Hvis forskellene mellem kønnene var social konstruerede, hvilket disse feminister hævder, ville de lande, der har størst forskelle mellem kønnene være de mindst egalitære lande. Men det præcist modsatte er tilfældet, fordi mænd og kvinders biologiske forskelle og dermed forskelle i interesser bliver maksimeret, når de bliver lige og frie til at leve præcist, som de vil, uden pres eller forventninger.
Man kan let og effektivt rangere lande efter deres egalitære socialpolitik, og så kan man se, at overrepræsentationen af mænd i de typiske ’mandefag’ og kvinder i de typiske ’kvindefag’ vokser, når lande bliver mere egalitære. Hvis kønnene var socialt konstruerede, ville tilfældet være præcist det modsatte.
De såkaldte feminister er altså forkerte på den, når de hævder, at forskellene mellem kønnene er et resultat på mangel af ligestilling. Det er ligestillingen mellem kønnene, der medfører, at vi har så store forskelle mellem mænd og kvinders måder at leve på.
I den første bølge af feminisme kæmpede feministerne en hård kamp for ligestilling mellem kønnene. De ville have stemmeret, ligeløn, ret til abort og mulighed for at leve uafhængigt af mænd. Det var en kamp for ligestilling. Og ligestilling opnåede de.
Men moderne feminisme har intet med ligestilling at gøre. Moderne feminisme er et ideologisk våben baseret på en kollektivistideologi og på socialkonstruktivisternes idé om, at kønnene udelukkende er en social konstruktion – hvilket de ikke er. De moderne feminister kæmper ikke for ligestilling. De kæmper for udfaldsligestilling, hvilket er umuligt at opnå og har vist sig at være ekstremt farlige, hvilket det 20. århundredes mange forfejlede kommunismeforsøgs hundredemillionsvis af lig er et klart testamente på.
Rigtig ligestilling er, at mænd og kvinder er lige, frie og har samme muligheder.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
