Skrevet af Emilie Flink, Europaordfører for Venstres Ungdom og Jens Paaske Klausen, Arbejdsmarkeds- og erhvervsordfører for Venstres Ungdom.
Da Ursula von der Leyen tiltrådte som formand for EU-kommissionen i december 2019 var det med en klar målsætning om at forbedre løn- og arbejdsforholdene for de mange europæere, der til daglig ikke kan leve af den løn, som de modtager for deres fuldtidsarbejde. Dette ønskede tyskeren at effektuere gennem en lovbestemt mindsteløn på tværs af medlemslandene, men på trods af gode intentioner kan en eventuel mindsteløn vise sig at være kontraproduktiv, da kuren ganske enkelt er værre end sygdommen.
For de europæiske medlemslande har meget forskellige indrettede økonomier og arbejdsmarkeder, og i 21 af de nuværende 27 medlemslande finder man en nationalt fastsat mindsteløn. Dette har dog ikke båret frugt med sig for lønmodtagerne i disse lande, hvor lønnen er stagneret og holdt på et absolut minimumsniveau uden stigninger og forbedringer. Dette ses eksempelvis i Tyskland, Ursula von der Leyens eget fødeland, hvor 10% af befolkningen arbejder som “working poor” på trods af en mindsteløn på 11.787 kroner. Den politiske regulering har dermed ikke fungeret efter hensigten, og desto mere politisk indflydelse arbejdsmarkederne præges af, desto mere ufleksible bliver de. Dette ses i Frankrig og Spanien, hvor strejker og usikkerhed om arbejdsmarkedet er en konstant faktor. I disse lande ligger arbejdsstyrkens deltagelse i fagforeninger på hhv. 8,8% og 13,6%, og dermed har de enkelte arbejdere meget lidt indflydelse på egne forhold. Disse standarder skal ikke indføres i Danmark, hvis EU trækker i den føderalistiske arbejdsdragt.e
I Artikel 137, om EU’s funktionsmåde, ekskluderer man specifikt løn. Dette gjort af mange forskellige grunde, men primært fordi man til alle tider har vidst, at der er visse elementer som EU ikke bør eller har evne til at håndtere herunder opkrævelse af skat og fastsættelse af lønrammer. Fastsættelse af et minimumskrav til løn, er derfor en bevidst undergravelse af europæisk lovgivning, som EU har omsvøbt i postulater om forbedringer af arbejdsvilkår. Danmark vil ikke have mulighed for at sige stop, hvis først vi starter implementering af minimumslønsdirektivet. Kommissær for Jobs og social sikkerhed, Nicolas Schmidt, fortæller eventyret om at Norden og den danske model ikke vil blive truet ved minimumsdirektivet og at vi i Danmark skal få lov til at beholde den danske model. Men et sådant løfte skal give grund til bekymring. Schmidt kan ikke give Norden et endegyldigt løfte, det er op til EU-domstolene at effektuere europæisk lovgivning. Danmark har i flere omgange været i karambolage med EU-domstolene om alt fra eksterne europæiske skatteforhold til hvid græsk ost (feta). Det er tydeligt at se, at Danmark ikke vil have handlingsmulighed, hvis EU-domstolene vælger at modsætte sig den danske model. Der eksisterer ikke en proces hvori man kan ændre/stoppe direktivet, hvis Schmidts løfter bliver set som kontrære hos de europæiske domstole.
Af hensyn til danske lønmodtagere, den danske model og respekt for egen suverænitet bør Danmark derfor opponere mod direktivet.
Dette er et debatindlæg indsendt af to af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribenternes holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
