Vi har brug for initiativer som Anders Fogh Rasmussens ”Alliance of Democracies Foundation”

William Heiberg-Grevy,

21/06/2020

I en tid, hvor den demokratiske styreform er under pres, er det vigtigt at støtte initiativer, der kan genetablere europæernes tillid til de folkevalgte politikkere samt vores institutioner. Anders Fogh Rasmussens organisation ”Alliance of Democracies Foundation” er en organisation, der forhåbentlig kan hjælpe med at vende den udvikling, som vi desværre er vidne til. 


Den 18-19. juni 2020 afholdte organisationen sit årlige topmøde, som skulle evaluere demokratiets nuværende position i en verden, hvor der stadigvæk eksisterer diktaturer. Konferencens deltagere bestod i år af en gruppe fremtrædende politikkere og erhvervsfolk fra hele verden. Blandt dem var Taiwans præsident Tsai ing-wen, Hong Kongs kendte demokratiaktivist Joshua Wong samt USA’s nuværende udenrigsminister Mike Pompeo. Anders Fog Rasmussens organisation kæmper for at bevare optimismen blandt verdens demokratiske nationer, og det er der i dag mere brug for end nogensinde før. 


De demokratiske nationer verden over møder pres fra lande bl.a Kina, Rusland, Nord Korea og Irak, der forsøger at presse den demokratiske styreform udover afgrunden. Vi har de seneste år set, hvordan prodemokratiske aktivister i Hong Kong forsøger at kæmpe for deres demokratiske rettigheder, men desværre uden det store held. Vi har været vidne til Ruslands annektering af Krim-halvøen uden nogle ansvarlige demokratiske nationer reelt har trådt ind og stoppet det, der aldrig burde være sket, og vi har oplevet, hvordan Kina har ageret under Corona-pandemien. Det eneste spørgsmål, vi bør stille os selv, er, hvad vi vil gøre ved det? Dette spørgsmål satte USA’s udenrigsminister Mike Pompeo fokus på under det netop overståede topmøde i Alliance of Democracies Foundation, hvor han med en skarp udtalelse udtalte, at enten konfronterer vi diktatorer, eller også fortjener vi ikke at være demokratier.


Anders Fog Rasmussens organisation er demokratiets forsvar, som skal tage hul på den debat, som mange frygter, vil starte en dominoeffekt af konsekvenser, der vil få vidtrækkende indflydelse på verdensfredens stabilitet. Til det er der at sige, at det er en kamp, vi før eller siden må tage Hvis vi ikke handler i overensstemmelse med vores værdier og ikke beskytter dem, som deler vores fælles værdisæt, hvad er så meningen med at kalde sig for demokrater?