Flemming Østergaard (Don Ø) tabte en skattesag i Østre Landsret og kom til at betale over 100 % i skat af sit honorar på 6,7 mio.kr. Det fik Don Ø til at udbryde
”Vi lever i en bananstat. Jeg er bestemt ikke tilfreds med afgørelsen og forsøger derfor at få sagen i Højesteret”.
Som skatteborger i dette land kan man undre sig over, hvordan Don Ø kan få en dom, der indebærer over 100 % skat. Det man i fagsproget kalder trippelbeskatning.
Trippelbeskatning indebærer, at den samme indkomst beskattes to gange hos hovedaktionæren (altså Don Ø i dette tilfælde) og én gang i hovedaktionærselskabet, hvorefter den samlede skat bliver over 100 %.
Don Ø’s selskab modtager og selvangiver et honorar på 6,7 mio.kr., men SKAT mener Don Ø burde være beskattet personligt af dette honorar. Sandsynligvis fordi den kontrakt honoraret udspringer af er indgået med Don Ø personligt.
Skal man følge almindelige fortolkningsprincipper vil man sige, at selskabet fejlagtigt har modtaget pengene og fejlagtigt selvangivet indkomsten. Herefter vil man nedsætte selskabsindkomsten med 6,7 mio.kr. Bagefter vil man sige, at pengene er indskudt i selskabet som uautoriseret lån da selskabet aldrig burde have haft pengene.
Herefter vil der ikke opstå nogen trippelbeskatning.
Men skattemyndighederne har valgt en meget kreativ fortolkningsvariant, hvor man opstiller den fiktion, at DON Ø har modtaget 6,7 mio.kr. personligt og herefter indskudt pengene som tilskud til selskabet, hvorefter selskabet bliver tilskudsbeskattet. Når pengene fysisk hæves fra selskabet, bliver Don Ø lønbeskattet anden gang.
SKAT opnår altså resultatet ved at forvride de almindelige fortolkningsprincipper. En sådan forvridning kan accepteres, hvis man tilstræber at opnå et skattepolitisk korrekt resultat til fordel for skatteyderen. Men her foretager man forvridningen til skade for skatteyderen – og man opnår et resultat, der skattepolitisk er helt uacceptabelt.
Eller som en tidligere ansat i Landsskatteretten fremfører:
”Resultatet opstår når de juridiske sikringer springer – og den såkaldte mørkejura anvendes”
Men når de almindelige fortolkningsprincipper giver mulighed for at undgå denne situation, hvorfor giver domstolene så SKAT medhold?
Her skal man forstå de psykologiske mekanismer, der gør sig gældende.
Prøv at forestille dig, at man skal vurdere kvaliteten af en tandlæges arbejde. Først lader man 10 tandlæger vurdere arbejdet, og de udarbejder en fælles rapport, hvor man konkluderer, at arbejdet er 100 % perfekt.
Herefter giver man rapporten til en alment praktiserende læge – og anmoder ham om at kontrollere tandlægearbejdet en ekstra gang. Vil det give nogen mening?
Naturligvis ikke. Den alment praktiserende læge vil blot skimme rapporten igennem – og hvis der står noget vanvittigt i rapporten, vil han sandsynligvis kommentere dette. Ellers vil han bare gummistemple afgørelsen.
Når det gælder skattesager, føler dommerne sig som den alment praktiserende læge, der skal vurdere kvaliteten af tandlægearbejde – efter 10 tandlæger har sagt god for arbejdet.
Når en skattesag havner på en dommers bord ved dommeren godt, at først er der to skattefolk, der har erklæret afgørelsen korrekt, herefter to skattefolk fra skatteankestyrelsen, herefter 4 personer i Landsskatteretten, og til sidst to skatteeksperter fra Kammeradvokaten – altså sammenlagt 10 personer har erklæret afgørelsen for korrekt.
Herefter vil dommeren naturligt tænke ”skal jeg nu som den elvte person også tage stilling til SKATs afgørelse – mig der ikke engang har en skatteuddannelse. Det er jo latterligt”
Dommeren ved godt, at de skattefolk, der har set på sagen, er langt dygtigere til skatteret end han selv er.
Yderligere har vi den politiske signalværdi. Dommeren vil naturligvis tænke, at hvis politikerne havde ønsket en reel efterprøvelse af SKAT’s afgørelser, havde man valgt nogle skatteeksperter til at se på skatteafgørelserne. Når man insisterer på at vælge dommere uden skatteuddannelse, er det fordi man ikke ønsker en reel efterprøvelse af afgørelserne.
Dertil kommer det kyniske. Dommere hader skattesager – og den bedste måde at undgå sagerne på er at give SKAT medhold. Man ved godt, at hvis man giver skatteyderen medhold i stor stil, vil det vælte ind med skattesager til domstolene, hvilket er det sidste man ønsker.
Tillige har vi den overordnede belønningsstruktur. Dommerne bestemmer selv om han vil bruge én time på sagen eller 20 timer. Der er heller ikke nogen, der kontrollere dommernes arbejde.
Det er ikke således, at gode dommerpræstationer belønnes og dårligere dommerpræstationer straffes.
Det er derfor ikke underligt, at dommerne i høj grad gummistempler det arbejde SKAT laver – uanset hvor forkert afgørelsen er. Det er faktisk overraskende, at der stadigvæk er dommere, der giver skatteyderen medhold.
Eller som en trist skatteadvokat konkluderede efter endnu en tabt skattesag ”Vi må snart lære at indse, at domstolene ikke går i detaljen med legalitetsprøvelsen, men alene frasorterer vanvidsafgørelser, altså afgørelser der er i direkte modstrid med lovens ordlyd. Forkerte afgørelser, der skyldes forkert fortolkning eller forkert anvendelse af bevisbyrdereglerne, bliver ikke rettet – eller meget sjældent rettet.”
Nogle vil måske spørge om Kammeradvokaten ikke sorterer fejlafgørelserne væk.
Her skal man forstå belønningsstrukturen for Kammeradvokaten. Hvis Kammeradvokaten modtager en klage, og han er 100 % enig med skatteyderen, og meddeler dette til Skattedepartementet, bliver skattesagen ikke ført, hvorefter Kammeradvokaten ikke får noget vederlag.
Erklærer han sig uenig med Skatteyderen, vil sagen derimod blive ført – og Kammeradvokaten får fuldt vederlag. Når Kammeradvokaten tillige ved, at domstolene gummistempler næsten alle afgørelserne til fordel for Kammeradvokaten, er det ikke svært at forestille sig, at der føres sager, der aldrig burde være ført.
Lad os antage, at vi ændrede belønningsstrukturen for Kammeradvokaten. Forestil dig, at når Kammeradvokaten får en skattesag, skal han vurdere, om sagen skal føres eller ej.
Vælger Kammeradvokaten at føre sagen, får han vederlag som i dag. Mener Kammeradvokaten, at sagen ikke skal føres, altså at skatteyderen skal have 100 % medhold, får Kammeradvokaten et fast vederlag på 1.mio.kr.
Hvor mange skattesager vil blive ført for domstolene under en sådan belønningsstruktur? Sandsynligvis nul sager – eller meget tæt på nul sager. Nu er det pludselig mere fordelagtigt at giver skatteyderen medhold, hvorfor Kammeradvokaten selvfølgelig vil give skatteyderen medhold.
Man skal huske på, at Kammeradvokaten støtter det juridiske synspunkt, der giver flest penge til Kammeradvokaten – og det er pt. SKATs synspunkt.
Hvis man indførte en neutral belønningsstruktur for Kammeradvokaten, ville 2/3 af skattesagerne sandsynligvis falde væk. Hovedparten af de skattesager, der føres for domstolene, har kun det formål at flyde lommerne på partnernes hos Kammeradvokaten.
Nogle vil måske fremføre, at Landsskatteretten er et godt sted for skatteyderen, men desværre.
Ingen af de eksterne retsmedlemmer i Landsskatteretten har nogen skatteuddannelse – og derudover får de et fast vederlag, hvilket ikke giver en tilskyndelse til at bruge tid på sagen.
Strukturen er helt bevidst. Man ønsker retsmedlemmer, der gummistempler de afgørelser, der kommer fra SKAT.
Skatteankestyrelsen er det eneste sted, hvor der på papiret foretages en reel professionel håndtering af skattesagerne, men der er ansat mange urutinerede skattefolk – og de bliver overbebyrdet.
De bliver pt. presset til at gummistemple SKAT’s afgørelser for at mindske sagspuklen af sager. Der benyttes ofte intetsigende paradigmebegrundelser såsom:
”Skatteyderen har ikke med sin indsendte dokumentation og forklaringer løftet bevisbyrden for, at der er afholdt fradragsberettigede udgifter”
Eller
”Skatteyderens forklaring er ikke understøttet af tilstrækkelig objektiv dokumentation, hvorfor SKAT får medhold”
Eller
”Skatteyderen har ikke givet en troværdig driftsøkonomisk begrundelse for det juridiske set-up. Det påhviler derfor skatteyderen at dokumentere, at selskabsetableringen har tilstrækkelig økonomisk substans. Skatteyderen har ikke med sin indsendte dokumentation og forklaringer løftet denne bevisbyrde”
Eller som tidligere vicedirektør i SKAT Anders Lützhøft sagde, da han forhold SKAT i 2017.
”økonomerne har vundet over juristerne”.
Det er ikke længere en målsætning for Skatteankestyrelsen at producere korrekte juridiske afgørelser, men derimod at fabrikere juridiske holdbare begrundelser for SKAT’s tvivlsomme afgørelser.
En anden tidligere medarbejder fra Skatteankestyrelsen fremførte ”Klassisk Jura er blevet fuldstændig irrelevant. Lov og ret er hvad der gavner den danske statskasse. Det er blevet ren profitfortolkning”
En tredje nuværende ansat i Skatteankestyrelsen fremfører:
”Hvis den nuværende trend fortsætter, behøver vi slet ikke ansætte jurister i Skatteankestyrelsen. Vi kan blot ansætte HK-er og udstyre dem med de gængse paradigmebegrundelser, der giver SKAT medhold. Det kan læres på en uge”
En fjerde nuværende ansat i Skatteankestyrelsen fremfører:
”Jeg forklarede min overordnet, at disse paradigmebegrundelser næppe opfylder forvaltningslovens krav om individuel begrundelse, hvorefter min overordnet svarede ”Jeg bruger forvaltningsloven til at tørre røv med”””
En femte nuværende ansat i skatteankestyrelsen fremfører:
”Det er pudsigt, at skattelovgivningen er flydt med værnsregler, der skal beskytte Skatteministeriet mod tilsigtet uretfærdighed, men der er ingen værnsregler til at beskytte skatteyderen mod utilsigtet uretfærdighed”
Heldigvis er der flere og flere jurister i Skatteankestyrelsen, der nægter at være med – og som åbent tager et opgør mod den nye linje.
Advokat Rasmus Nielsen, der tidligere har været ansat i Skatteankestyrelsen, har skrevet en artikel med overskriften ” Når de juridiske sikringer springer, og den såkaldte Mørkejura anvendes”.
Han konkluderer, at Skatteankestyrelsen helt systematisk tilsidesætter de almindelige fortolkningsprincipper til skade for skatteyderen. Han mener man bør overveje at gøre strafansvar gældende over for retsmedlemmer i Landsskatteretten og personer i Skatteankestyrelsen.
Han anbefaler tillige en whistleblowerordning i skatteankestyrelsen.
Som et kuriosum bør nævnes, at vi har fået en skatteafdeling under Ombudsmanden på 10 mand, men ingen af disse personer har nogen skatteuddannelse, hvilket næppe er nogen tilfældighed.
Man tør simpelthen ikke ansatte kompetente skattefolk, der kan afsløre, hvor galt det står til. Det vil skabe en ny skandale inden for SKAT, hvilket er det sidste man ønsker.
For at svare på det indledende spørgsmål. Hvorfor retter Østre Landsret ikke SKAT’s fejlafgørelse.
Men den domspraksis, der ligger, kan dommen fra Østre Landsret næppe undre.
Man kan derimod undre sig over, hvordan denne fejlpraksis kunne opstå. Men svaret er altså derhen, at klageinstanserne kun retter meget få af fejlafgørelserne fra SKAT. Derfor har denne skævert med trippelbeskatning overlevet selv Højesteret – og er nu blevet praksis, der kun kan ændres med et lovindgreb.
Folketinget har i deres skatteudvalg selvfølgelig fokus på SKAT, men det er ikke populært at gå imod SKAT med lovgivning, der reelt øger retssikkerheden for borgen. Der er kun fokus på at øge retssikkerheden for Skatteministeriet.
Skattelovsrådet burde være lydhør over for borgernes retssikkerhed, men Skatteministeriet sidder tungt på udvalget – og der er reelt kun fokus på at bekæmpe skattesvig mv. – altså varetage Skatteministeriets retssikkerhed.
Det er tydeligt, at samfunds- og nationaløkonomiske betragtninger vejer tungere end borgernes retssikkerhed, der betragtes som overdemokratiske krav, der ødelægger en effektiv strømlinet forvaltning.
At det ikke kun er et problem inden for skatteretten understreges af Bitten Vivi Jensen, der tidligere var sagsbehandler i Frederiksberg kommune.
Hun skriver på sin facebook side:
”Når jeg tænker på jobcenter, tænker jeg på tortur, korruption, manglende retssikkerhed og mafiosovirksomhed”
Hun skrivere videre:
”Sagsbehandlingen har kun et formål – nemlig at bibeholde borgen på den laveste mulig ydelse så lang tid som muligt, så kommunen kan spare penge”
Jeg vil sige det samme, når jeg tænker på SKAT. Det er alene statens interesser, der varetages. Retssikkerheden for borgeren er væk.
Konklusionen er derfor, at borgerne bliver ringere og ringere stillet, og kun en folkebevægelse kan rette op på bananstaten.
