Mere frihed, og bedre betingelser til dem der kan og vil. Mere frihed, og bedre betingelser til dem der vil, men ikke hele tiden kan ligeså meget som os andre. Det sociale frikort, vedtaget i 2018, og LA´s nyligt lancerede pensionsudspil er to eksempler på konkret politik der gavner de involverede mennesker. For systemet – i daglig tale velfærdsstaten – er det en anden snak.
Krølle fik ideen, Joachim B. Olsen bar den videre til Folketinget, og efterfølgende blev det sociale frikort vedtaget som en 2-årig forsøgsperiode. Ordningen giver sociale udsatte mulighed for, at tjene op til 20.000 kr. årligt uden, at der modregnes i de sociale ydelser. Ordningen er i sig selv en revolutionerende måde at tænke socialpolitik på – bedre betingelser for at hjemløse m.fl. selv kan forbedre deres situation på egne præmisser – og det samme var processen forud for vedtagelsen. En MF´er går på gaden, lytter og handler på et input fra en af gadens folk. Alt i alt er det sociale frikort en fantastisk opfindelse, men desværre viser evalueringen, at ordningen er ved at blive kvalt i systemets naturlige stræben efter at bureaukratisere alt og alle, de socialt udsatte indbefattet. Alt tyder på at det har været givtigt for de socialt udsatte der har brugt ordningen, og flere bør have samme mulighed. Ordningen bør fortsætte, og det bør der kunne samles politisk flertal for. Det er mit håb.
For nylig lancerede LA et pensionsudspil der øger friheden for den enkelte til selv at spare op til pensionen – evt. en tidligere tilbagetrækning – som samtidig er billigt og ubureaukratisk i brug. I al sin enkelthed går forslaget ud på, at man skattefrit kan indbetale op til 675 kr. pr. måned. Gør man eksempelvis det i 40 år kan man trække sig tilbage 5 år tidligere end ellers. Mere frihed for Arne såvel som for Bjarne.
Forslaget koster kun 8. mia. hvilket er billigt sammenlignet med de øvrige pensionsforslag på det politiske marked, og det finansieres ved mere effektive kommunale administrationer. Altså fra administration til pension. Et billigt ubureaukratisk forslag med en finansieringskilde der flytter værdi fra systemet til borgeren. Samtidig er det, hvis forslaget realiseres, vanskeligt at se hvordan systemet skulle kunne overbureaukratisere ordningen, men dette skrives – jævnfør erfaringerne med det sociale frikort – med alle forbehold. Som bekendt har regeringen allerede fremlagt et dyrere og mere bureaukratisk pensionsforslag, og fingeraftryk af den slags der kunne forbedre dette vil ikke være en prioritet for de socialistiske støttepartier og Dansk Folkeparti m.fl. Deres mellemkomst vil formentlig gøre slutproduktet dyrere og mere bureaukratisk.
Det sociale frikort og LA´s pensionsudspil har i deres substans ikke meget tilfælles, men de er gode eksempler på konkrete liberale forslag som øger friheden for den enkelte, og skaber bedre betingelser for at man selv kan indrette sin tilværelse. Forslagene har forskellige målgrupper, men samlet set viser de, at der ikke er nogen modsætning imellem bedre vilkår for dem der kan og vil, og for dem der vil, men ikke kan i samme omfang som os andre. Men selv når sådanne gode forslag vedtages lure systemets indbyggede lyst til bureaukratisering, og det er en evig liberal borgerlig kamp at hæmme denne lyst.
