Stat og kommune har – direkte og indirekte - sat sig på en stor del af service-markedet, og i mange tilfælde kan vi derfor kun vælge forskellige varianter af offentlige monopoltilbud. Monopolerne skal brydes – klassisk liberal borgerlig tilgang – men samtidig bør vi insistere på, at brugerne (som det typisk hedder) som udgangspunkt er kunder i butikken. Også selvom der ikke findes andre butikker.
Det skabte kritik da LA lancerede ”Velfærd på borgerens præmisser”. Det samme skete da jeg, på vegne af LA Lyngby-Taarbæk, lancerede et lignende forslag i Lyngby-Taarbæk. Lokalt kom den mest massive kritik i øvrigt fra ”Danmarks liberale parti”. Denne var dog baseret på ”en perlerække af forkerte antagelser”.
I sin essens handler forslaget om, at ”brugerne” i højere grad skal betragtes som kunder i butikken. I første omgang omhandler forslaget, at de ældre der har hjemmehjælp skal have mulighed for, at bedømme hvordan de oplever serviceniveauet. Bedømmelserne skal danne grundlag for en kontant bonus til de hjemmehjælpere der leverer på et højt niveau.
Mere overordnet handler det om, at brugere af offentlige serviceydelser i højere grad skal betragtes som kunder. Når kunder handler på markedet har de mulighed for, at stemme med fødderne – søge andre butikker – hvis ikke de er tilfredse med den service de modtager. Når man er kunde hos offentlige monopoler har man ikke den mulighed, og det er til ugunst for kunden. Det fjerner udbyderens incitament til konsekvent og kontinuerligt at levere service i verdensklasse, og der er grundlæggende to måder hvorpå det kan ændres. 1) Ydelserne privatiseres og udbydes på markedsvilkår og 2) politisk tilstræber vi at efterligne markedsvilkårene. Jeg ser gerne mere af det første, men det er primært en Christiansborg-beslutning. Kommunalt er det primært mulighed 2 der kan arbejdes med, og det bør vi gøre.
Kritikken af forslagene omhandler primært de ansattes arbejdsvilkår, og en fastholdelse af at betragte brugere af hjemmehjælp som patienter, fremfor kunder. Det siger sig selv, at behandlere og myndighedspersoner aldrig nogensinde kan omfattes af et sådant bedømmelsessystem, men iht. andre kommunale serviceydelser giver det mening, at gøre brugere til kunder, og lade disse og pårørende bedømme den service der leveres. Det vil højne serviceniveauet, til glæde for kunderne (tidligere kendt som brugere) og der vil være en kontant bonus til de ansatte der leverer varen. Ingen honninghjerter her!
Venstrefløjen får vi af flere årsager aldrig med på det her. De vil ikke ønske at kopiere markedet, de vil være mere fokuseret på de ansatte end på kunderne, og de er typiske mere til centralt fastsatte løsninger som eksempelvis statslige minimumsnormeringer.
Borgerlige opbakning burde der dog kunne mønstres. På landsplan er forslaget ikke mødt med borgerlig fordømmelse, men heller ikke ligefrem kærlig omfavnelse. Lokalt i Lyngby-Taarbæk oplevede vi, som nævnt, hvad der må betragtes som fordømmelse, og det på en voldsom værdiladet måde. For den lokale afdeling af Venstre er det simpelthen værdipolitik, ikke at lade brugere/patienter blive til kunder. Vanvittigt. Og det endda i en kommune der bruger 6-flest penge pr. 67+-årig, og alligevel ser kommunens seniorrådet, og den lokale afdeling af ældresagen, sig nødsaget til at slå alarm over serviceniveauet. Der leveres samtidig konkrete eksempler på fuldstændig uacceptabel behandling af ældre der modtager hjemmehjælp.
I mit perspektiv er det her en værdikamp, og lad os bare tage udgangspunkt i hjemmeplejen som eksempel. På den ene side er der dem der vil fastholde ”patient” om alle modtagerne af hjemmehjælp, og på den anden side står altså os der ønsker, at de skal betragtes som kunder. Kunder der skal have en stemme iht. om den service de modtager leveres tilfredsstillende.
Kritikken og modstanden – og den kulturbevarende tilgang den er udtryk for – som LA har mødt med dette forslag overrasker mig ikke. Den var ventet, men jeg forundres over at der ikke er større liberal borgerlig opbakning, og derfor i endnu højere grad den voldsomme modstand fra Venstre lokalt. Det er en del af det liberale borgerlige DNA, at dem der leverer skal belønnes, og det overlader vi som oftest derfor til markedet fordi vi ved, at det sker mest effektivt her. Hvorfor dælen skal de mekanismer ikke, så vidt muligt, kopieres til de offentlig leverede serviceydelser hvor kunden ikke kan gå andre steder hen? Det virker bizart.
Samlet: Det er helt oplagt, at vi borgerlige – og særligt dem der definerer sig som liberale - burde kunne stå på den samme side i denne kulturkamp. Den side hvor brugerne af eksempelvis hjemmehjælp – trods et de facto offentligt monopol – skal betragtes som kunder, og (dermed) dem der bedst kan definere om servicen er som den skal være. Hvor kundebegrebet erstatter abstrakte måltal, skemaer og konsulentrapporter, og hvor vi sætter det enkelte individ i centrum, fremfor en kommunal One-size-fits-all-tilgang. Det er menneskeligt, fornuftigt og liberalt.
