I Danmark hersker en stor selvforståelse om, at vi er et demokratisk foregangsland for den berømte og historiske ytringsfrihed. I 1849 fik Danmark sin første forfatning, Grundloven, der skulle være med til at sikre den danske borgers rettigheder og skabe et fundament for et godt og trygt liv.
I Grundloven fremgik blandt andet, at den danske borger frit kunne ytre sig uden nogen forudgående kontrol – det vil sige, at ytringen ikke skulle godkendes hos en stat, myndighed eller person for at blive fremsat. Ytringsfriheden tillod nu, at den danske borger frit kunne ytre sig, hvad enten der var tale om at skrive, tale, vise eller fortælle sin mening til andre mennesker.
Ytringsfriheden var dog ikke total, men formel. Nok understregede Grundloven, at den danske borger frit kunne ytre sig uden forudgående kontrol, men Grundloven slog samtidig også fast, at den danske borger kunne blive stillet til ansvar for sine ytringer, hvis de var lovstridige. I Danmark har man derfor valgt, at der på meget få områder skal lovgives mod ytringer, fx racistiske udtalelser, og i de tilfælde, hvor der bliver lovgivet, har der været tradition for at give milde straffe til borgeren. Nok er vores ytringsfrihed ikke total, men den er i vores egen selvforståelse meget bred.
Historisk set har det været en kæmpe sejr, hvordan demokratiet har udviklet sig, og hvordan det er med til at understøtte ytringsfriheden. Derfor er det vigtigt, at vi som borgere ikke tager ytringsfriheden for givet, men forstår vigtigheden af fortsat at kæmpe for at have den.
Nok har vi ytringsfrihed ifølge Grundloven i Danmark, men samfundsdebatten har udstillet, hvor hårdt den er under pres. Ikke alene er ytringsfriheden under pres fra radikale mennesker, men det er også blevet et mere kompleks fænomen i kraft af, at medier tillader delvis eller fuld anonymitet.
Nok er fortællingen om Rasmus Paludans holdninger i mange menneskers øjne – også i mine – et skræmmende eksempel på, hvor vanvittige holdninger kan være. Men fortællingen er også en lektion i, hvor hårdt vores ytringsfrihed er under pres.
Et utal af eksempler viser, hvordan Rasmus Paludan i politiske og ikke-politiske sammenhænge er blevet udsat for fysiske og verbale overfald alene på grund af sine holdninger og måde, han ytrer dem på. Nyeste eksempel er, hvor Rasmus Paludan i forbindelse med sit journalistiske arbejde uprovokeret blev overfaldt af en gerningsmand, hvor politiet måtte ty til hårde midler for at undgå at forværre situationen yderligere.
Et andet eksempel var, da Rasmus Paludan i forbindelse med en løbetur blev overfaldt af to personer, der ifølge Paludans eget udsagn, filmede overfaldet. Vi skal simpelthen spørge os selv om, hvor vi er på vej hen, når vi modarbejder Grundloven ved at forhindre andre i at ytre sig ved at udøve fysisk og verbal vold. Hvorfor tror nogen, at ytringsfriheden kun er gældende inden for de holdninger, der kan forenes med deres egne?
Et andet eksempel er, hvordan store danske medier ikke lever op til deres ansvar om at forholde sig kritisk til Kongehuset og oplyse om de forhold, der har interesse for den danske befolkning. Det gør, at danskerne ikke har et sagligt og objektivt grundlag for at kunne deltage i debatten om Kongehuset.
Sandheden er, at medierne ofte undlader at fortælle om de dårlige historier, fordi de er bange for at blive uvenner med Kongehuset. De lefler for Kongehuset, fordi de er bange for at miste muligheden for de ”gode” billeder og interviews. De skaber derfor et positivt forvrænget billede af Kongehuset.
Et af de nyeste mange eksempler var, da Dronningen i forbindelse med sin fødselsdag fik overrakt en gave af Folketinget på hele 420.000 kroner til at restaurere sit dessertbestik. Det er helt ude af proportioner, fordi der er tale om andre menneskers penge, og fordi beløbet har en størrelse, der er langt større end den gennemsnitlige årsløn på 327.000 kroner, som danskeren tjener.
Budskabet er, at ytringsfriheden ikke må tages for givet, og at det er noget, vi har kæmpet igennem mange år for at få. Ytringsfriheden er under pres, og vi skal derfor kæmpe for at holde fast i den!
Gud bevare ytringsfriheden – og Danmark.
