Royalisterne har altid retfærdiggjort monarkiets økonomiske pris og eksistens med argumentet om, at det er tæt forbundet med vores kulturhistoriske identitet. For selv om kongehuset årligt ligger de danske skatteydere til last for 400 millioner kroner, skal vi i en royalistisk forståelsesramme værne om det danske monarki som verdens ældste, fordi det er fundamentet for at kunne opretholde vores traditioner og egen selvforståelse som danskere. Nok har royalisterne ret i postulatet om, at monarkiets pris er en lille økonomisk byrde i det samlede regnskab – de overser bare det faktum, at monarkiet skaber store etisk-økonomiske dilemmaer i vores velfærdsstat.
Velfærdsstaten blev hovedsageligt skabt i det 20. århundrede med solidaritetsprincippet om, at alle mennesker skulle have lige muligheder for at kunne klare sig godt i det danske samfund. Dette kommer eksempelvis til udtryk i dag, når syge mennesker kan få lægehjælp, unge kan få støtte til uddannelse, arbejdsløse kan få understøttelse, eller når virksomheder kan få forskellige former for økonomisk støtte fra staten. Opretholdelsen af denne solidaritetsform og økonomiske ydelse fra velfærdsstaten fordrer, at de arbejdsduelige danskere er i stand til at varetage et arbejde og betale skat, så velfærdshjulene fortsat kan dreje rundt og hjælpe dem, der har brug for det. Dermed er grundtanken også, at de mennesker, der kan trække et tungere læs, bør gøre det i det omfang, de kan.
Velfærdsstatens filosofi efterlader derfor store etisk-økonomiske udfordringer, når man betragter, hvorledes kongehuset er finansieret. Kongehusets medlemmer lever et luksuriøst liv med vilde privilegier, som de danske skatteydere er tvunget til at finansiere. De kongelige er højtuddannede, kompetente og kan nemt finde sig et arbejde, og derfor giver det ingen mening ud fra velfærdsstatens filosofi, at de kongelige skal leve af passiv overførselsindkomst, apanage, på over 100 millioner, som de ikke en gang betaler skat af til velfærden.
Når en familie kan tillade sig at leve et liv i luksus med vilde juridiske, sociale, kulturelle og økonomiske privilegier, er det ikke blot en økonomisk belastning for samfundet eller en anakronisme i velfærdsstaten – det afspejler også et forældet menneskesyn om, at de kongelige betragter de danske borgere som deres undersåtter, der er sat i verden for at finansiere deres luksuriøse tilværelse. Det handler ikke om, at man som anti-royalist er misundelig på de kongelige, eller man går i små sko. Det handler om, at anti-royalisterne søger efter retfærdighed, når de kongelige agerer etisk uforsvarligt på de danske skatteyders regning: For hvordan kan en familie tillade sig at leve et liv i luksus på andre hårdtarbejdende menneskers regning, når vi lever i en tid, hvor folk bliver fyret, skal spænde livremmen ind, virksomheder må dreje nøglen om, eller hvor der ikke er råd til at hjælpe de ældre i et rimeligt omfang? For at bruge dronningens egne ord: "Det synes jeg ikke, man kan være bekendt."
Det danske kongehus og dets medlemmer er den mest udanske familie, vi har. Ikke alene lever de et liv, der er så langt væk fra den ”almindelige” dansker – de modarbejder også vores velfærdsstats filosofi, vores danske forståelse af demokrati, og hvordan en dansk retsstat er skruet sammen. Det er helt grotesk, at en familie i et moderne dansk samfund ikke kan straffes for sine kriminelle handlinger som eksempelvis vanvidskørsel, og det er helt ude af proportioner, at en familie kan være født til sin position uden at skulle stå til regnskab for sin egen mangelfulde og overbetalte ”indsats”. Fandt dette sted på arbejdsmarkedet eller blandt politikere, ville det blive betegnet som værende under al kritik.
Hvis monarkiet blev afskaffet, og den royale dagdriverbande blev borgerliggjort, ville det styrke hele den danske samfundsmodel. For royalisternes sang om, at kongehuset tjener sig ind i pr. og arbejdspladser, er desværre en påstand, der lever i bedste velgående, selv om den ingen dokumentation har på sig. Ikke alene ville afskaffelsen af monarkiet styrke den danske samfundsmodel – det ville også skabe et økonomisk råderum, der ville komme de danske borgere til gavn, der virkelig har brug for hjælpen.
Af Søren Würtz Vinther Jørgensen
