Monarkiets styrke er ifølge royalisterne, at kongehuset er en national institution, der selv i krisetider kan samle folk på tværs af sociale klasser, generationer og politiske overbevisninger. Kongehuset som nationalt samlingspunkt har derfor den opgave at skabe en ro og balance i befolkningen og samtidig være en betydningsfuld repræsentant for Danmark på verdenskortet. For at denne mission kan lykkes, har kongehusets medlemmer til opgave og tradition for at være apolitiske og ikke mindst afholde sig fra at være aktivt indblandet i markedsføring for virksomheder og politiske organisationer.
Udfordringen for det danske monarki har altid været at kunne retfærdiggøre sin eksistens i et demokratisk retssamfund. For hvordan kan det harmonere, at man i et land med overvejende repræsentativ demokrati har en familie, der er født til sin position og ikke skal stå til ansvar for sine etisk uforsvarlige handlinger? Og hvori består den rimelighed, at man i en dansk retsstat, hvor loven er lige for alle uanset køn, etnicitet eller klasse, har en familie, der som udgangspunkt ikke kan straffes eller skal stå til regnskab for sine kriminelle handlinger? Med moderniseringens indtog synes kongehuset blot at fremstå som en endnu større anakronisme i det danske samfund i år 2020. Det øgede fokus på videnskab og oplysning gør, at danskerne bliver mere opmærksomme på politisk-etiske emner som menneskerettigheder, klima, miljø og ikke mindst den personlige frihed. Det efterlader kongehuset i en helt ny rolle – men samtidig også et dilemma. For hvordan kan et kongehus, der har tradition for at være apolitisk og afskåret fra at være et markedsføringsobjekt, pludselig indtage politiske standpunkter uden at såre nogen og svække sin position som hele Danmarks samlingspunkt?
Kronprinsesse Mary har med sin ankomst i kongehuset været med til at nytænke og sætte sit præg på det, hun forstår ved et moderne monarki. Mary har med sin magtfulde position brudt mange års traditioner og er blevet en synlig politisk aktør – fx som WWF-præsident, der har fokus på klima, miljø og dyrevelfærd, eller som kronprinsesse, der er fortaler for LGBTI-rettigheder. Mary har med sin baggrund inden for marketing den åbenlyse strategi, at hun vil balancere i spændingsfeltet mellem at være et populært samlingspunkt og politisk. Derfor er Mary sig meget bevidst om at vælge populære politiske emner, hvor hun sætter sig på et standpunkt, som vurderes til at være det, som majoriteten kan tilslutte sig. På den måde bestræber Mary sig på at være politisk og ikke såre nogen.
Men spørgsmålet er, om Marys mission om at være populistisk overhovedet er lykkes, og om hun overhovedet er en værdig repræsentant for de standpunkter, hun har. I min optik har Mary et kæmpe forklaringsproblem, når hun betoner vigtigheden af at værne om miljøet – ikke fordi mærkesagen er dårlig på nogen måde – men fordi hendes adfærd står i skærende kontrast til, hvordan man værner om klimaet. Mary deltog sidste år i en tænketank, der ønskede at sætte fokus på, hvordan modeindustrien kunne blive mere bæredygtig – det vakte stor opsigt blandt mange mennesker, fordi deltagelsen kom i forbindelse med, at Ufo No More kunne afsløre, at Mary var en af Europas dyreste kongelige, der brugte op imod en million kroner på tøj om året. Mary forsøgte efterfølgende at redde trådene ud og indrømmede i medierne, at hendes tøjforbrug var for højt, og at det sagtens kunne blive bedre. Mary gav sig derefter i kast med forskellige desperate tiltag, hvor hun i officielle sammenhænge begyndte at dyrke genbrug, fx ved at bruge en 10 år gammel kjole fra Ralph Lauren. Men sandheden er bare, at Mary ikke har rykket sig en meter, og at det hele blot er et spil for galleriet. For ved flere lejligheder har Mary efterfølgende mødt op til adskillige begivenheder i dyrt mærketøj fra kendte designere, fx i forbindelse med den vigtige Flagdag eller på en rejse til Japan.
Mary har med sin rolle for WWF ved flere lejligheder understreget vigtigheden af, at vi både passer på dyrene og deres levesteder. Disse politiske budskaber kan majoriteten sagtens tilslutte sig, men udmeldingen må alligevel give anledning til panderynker, fordi budskabet står i skærende kontrast til de tøjvaner, Mary har praktiseret. Dyreorganisationer har ofte gjort opmærksom på de grusomheder, der er forbundet med pelsindustrien, og derfor kommer Mary ikke alene til at fremstå dobbeltmoralsk, når hun render rundt i sælskind – hun kommer også til at virke komplet ligeglad med de politiske budskaber, hun taler for.
Men Mary taler ikke kun med to tunger i den politiske debat – hun bryder samtlige traditioner for, hvordan kongehuset skal være et apolitisk samlingspunkt for hele den danske befolkning. Mary har som hovedtaler til Copenhagen Pride gode intentioner om at sætte fokus på LGBT+-menneskers rettigheder, men når Mary udtaler sig i disse sammenhænge, bliver hun en magtfuld politisk aktør – uanset om man er enig med hendes holdninger eller ej. For det første stiller det spørgsmålstegn ved, om kongehusets bestræbelser på at tilpasse sig den moderne verden, overhovedet kan forenes med dets rolle som hele Danmarks samlingspunkt. For det andet kædes Mary som hovedtaler også sammen med LGBT+ Danmarks mere kontroversielle holdninger, fx juridisk kønsskifte, som ikke nødvendigvis alle er enige i. Dermed risikerer kongehuset at tabe mange af de mere konservative tilhængere.
Jeg er af den overbevisning, at Marys nytænkning af kongehuset og sin måde at praktisere den på er helt ude af proportioner. Ikke fordi hendes budskaber er problematiske – men fordi Mary taler med flere tunger. Mary taler for et godt miljø og dyrevelfærd, men har et forbrug af tøj, der hverken er klimavenligt, drager omsorg for dyrene eller er spor billigt. For det andet reducerer hun sig selv til en omvandrende reklamesøjle, når hun render rundt i dyrt designertøj fra store virksomheder, eller når hun og de øvrige medlemmer af kongehuset modtager gaver i millionklassen fra store danske virksomheder. For det andet er kongehusets mission om at forny sig selv blot et mislykket forsøg, hvor de med deres stærke politiske budskaber har skudt sig selv i foden og er på vej til at skubbe mange af deres konservative tilhængere væk fra sig.
Kongehusets mission om at tilpasse sig det moderne samfund er mislykket. Det rejser blot spørgsmålet om, hvorvidt Mary og de øvrige medlemmer af kongehuset har mistet jordforbindelsen, eller om de er komplet ligeglade med, hvad der sker i omverdenen. Jeg har en stor bekymring for det første og frygter i den grad det sidste.
Søren Würtz Vinther Jørgensen
