Kongehuset er en dyr institution for det danske samfund - det hersker der ingen tvivl om. Men når det kommer til den eksakte pris, er både medier, journalister og eksperter i tvivl om, hvad kongehuset rent faktisk koster. Forfatter og journalist, Jens Høvsgaard, giver i sin bog Det koster et kongerige fra 2012 et bud på, at prisen er op imod de 500 millioner kroner, mens man i Ekstra Bladet i 2017 kunne læse sig frem til, at prisen lå på minimum 386 millioner kroner. Ikke alene rejser denne problematik spørgsmålet om, hvorfor kongehusets eksakte pris er så svær at gennemskue - den stiller også spørgsmålstegn ved, hvordan kongehuset bruger pengene, og om der virkeligheden er nøje strategiske overvejelser om den manglende transparens på området.
Nok kunne man læse i finansloven i 2017, at de kongeliges apanage kostede de danske skatteydere næsten 106 millioner kroner - men man skulle grave dybt for at finde de resterende 280 millioner kroner. Den overordnede forklaring er, at udgifterne til kongehuset er fordelt ud på mange forskellige poster. For eksempel kunne man læse, at kongeskibet Dannebrog under posten Forsvarsministeriet kostede 41,6 millioner kroner, mens det fremgik af posten for Justitsministeriet, at der alene var brugt mindst 40 millioner kroner på PET-beskyttelse af de kongelige.
I Danmark har vi Offentlighedsloven, der tillader danskere at søge adgang til dokumenter og sager i offentlige myndigheder. Formået med loven er at skabe transparens og sørge for, at offentlige myndigheder agerer etisk forsvarligt. Loven er et fantastisk og nødvendigt redskab for især journalister, når de i borgernes interesse fx undersøger, om offentlige myndigheder misbruger skatteydernes penge, eller om de foretager korrupte handlinger. Gennemsigtighed er et nøgleord for, at vi i samfundet agerer på en forsvarlig måde, når skatteydernes penge forvaltes - og derfor er det også en kæmpe streg i regningen, at kongehuset helt er skrevet ud af Offentlighedsloven. Det betyder, at det er umuligt at få adgang til, hvordan kongehuset forvalter de penge, som de har fået af de hårdtarbejdende danskere.
Fra politisk side er der uden tvivl en målrettet plan med, at udgifterne til kongehuset er fordelt ud på mange poster. Både de kongelige og politikerne har en stor økonomisk interesse i denne fordeling, fordi regnestykket bliver sværere at gennemskue. For det første skal man grave dybt for at finde de forskellige poster med udgifterne, og hvad der reelt set ligger i de enkelte udgifter, er vanskeligt at komme til bunds i. Det skaber en stor uvished for danskerne om det reelle beløb, og på den måde kommer kongehuset med dets skjulte priser til at fremstå billigere, end det er reelt er. Det er et strategisk og udspekuleret træk, for på den måde føler danskerne, at de får mere for pengene.
Offentlighedens manglende transparens over for de kongelige har tillige den udfordring, at vigtig information tilbageholdes for danskerne. For hvis danskerne er tvunget til at sponsorere de kongeliges luksuriøse liv, kan det også kun være relevant og rimeligt over for danskerne at vide, hvad den royale familie bruger deres penge på. Det handler ikke om, at vi skal vide, at de kongelige har købt en liter mælk - men danskerne har ret til at vide, om deres penge i større omfang bliver brugt på en etisk forsvarlig måde - på lige fod med de sager om kommuner, der misbruger borgernes penge på dyr kunst, når de samtidig skal spare.
Men dagdriverbanden har ikke nok i at ødsle de danske skatteyders penge væk – oven i dette vanvidsforbrug modtager disse mennesker også en gaveregn fra erhvervslivet i millionklassen i form af biler, både, tøj osv. Royalisterne har fuldstændig mistet jordforbindelsen, når de påstår, at kongehuset er et symbol på danskheden udadtil – for hvordan kan en familie, der lever et luksuriøst og privilegeret liv så langt væk fra den ”almindelige” dansker, overhovedet blive et symbol på danskhed? Det giver simpelthen ingen mening.
Gud bevare ytringsfriheden – og Danmark.
