”Lange fingre” og samfundssind rimer ikke

Vores samfund skal bedømmes ud fra hvordan vi behandler de svageste – og dem kan vi behandle væsentligt bedre, hvis vi ikke alle sammen går og dypper snablen i kassen.

Sólbjørg Jacobsen,

01/10/2020

I dag har DR offentliggjort en lang liste med virksomheder som har dyppet snablen i statens hjælpepakker.

For nogle har det være en nødvendighed for at overleve krisen. Det er godt. At andre er sikret endnu et millionoverskud i deres virksomhed, er dog lidt mere tilfældigt og meningsløst.


Det synes jeg giver anledning til en alvorlig snak.


Hvem ønsker vi at staten skal hjælpe i Danmark? Hvad er det offentliges funktion? Hvem har ansvaret for dit liv og din succes?

Som liberal er jeg ikke i tvivl. Det er da vores eget personlige ansvar. Og som ansvarlige medmennesker, skal vi hjælpe dem der ikke kan hjælpe sig selv.

Vi bliver dog nødt til at reformere det offentlige system, så vi kommer ud af denne onde cirkel, hvor vi ”hjælper” folk der slet ikke har brug for hjælp.

I dag er der SÅ mange ydelser og indsatser som alle har ret til – og påberåber sig ret til, selv om de sagtens kunne klare sig uden. Det er en stor del af årsagen til, at vi bliver brandbeskattet og har et system der er så stort, at ingen kan trække vejret ved tanken om, hvordan det hænger sammen. Hvilket det heller ikke gør.

Jeg har fået en børnecheck hver 3. måned siden jeg kom til Danmark. Uanset om jeg har haft brug for den eller ej. Virksomheder har hevet hjælpepakkemidler hjem, selvom flere af dem sagtens kunne overleve uden. I denne måned kastes der en 1000 kr. seddel ud til alle, der blot har formået at være under offentlig forsørgelse i tidsrummet 1. april – 30. april 2020.

Jeg er ikke kun ude efter at ”shame” alle os der får børnechecks, 1000 kr. sedlen, eller alle de virksomheder, som har fået kompenseret deres tab på den ene eller anden måde. Jeg er ude efter at ”shame” hele velfærdsstaten! Der findes jo utallige udgifter i den offentlige sektor, som også er en indikator på, at vi er så langt ude at skide rent samfundsmæssigt, at vi næsten ikke kan være bekendte at kigge og selv i spejlet.

Vi har fejlet stort.

Da jeg den ene dag snakkede om, at jeg syntes at det var mærkeligt, at det offentlige betalte omkring 80% af børnenes institutionsplads, uden overhovedet at kigge på om jeg kunne betale det selv – og uden at jeg engang har mulighed for at betale det selv, så svarede en mor ”Det synes jeg er okay. Ellers ville det være rigtig dyrt at have børn”. Hvortil jeg med største undren spurgte: ”Du ved godt, at det er os selv der betaler det, ik’?" Til det svarede hun: ”jamen pengene er der jo alligevel”.

En falliterklæring for vores velfærdssamfund, hvis du spørger mig.

Folk skifter deres plastiksugerør ud med et papsugerør, og tror at det gør en forskel for klimaet – men 8000 kroners udgift på et børnehavebarn HVER måned i 3 år, det er bare lige meget?

Hvordan i alverden skal vi kunne have en kvalificeret snak om prioriteringen af vores fælles midler, når vi har lavet sådan et monster af et system, at opfattelsen derude er, at ”pengene er der alligevel?”. Så er det da klart at hver valgkamp bliver et karneval, alene bestående af ”Palle’s gaveboder” – og at de mennesker som forsøger at få en debat om, hvor pengene skal komme fra, bliver buet af scenen.

Vi skal alle sammen gå ud i badeværelset. Kigge i spejlet og sige: ”jeg lover, at fra nu af vil jeg ikke bruge mine lange fingre til at rage til mig fra den samlede kage, medmindre jeg har brug for det”.

Der skal nemlig være råd til en værdig behandling af Else og alle andre med et reelt behov.