Betingelsen for god integration, er stærke økonomiske incitamenter og ikke luftige kommunale assimilationsprojekter eller stramme frihedsberøvende lovgivning. Og længere bør den danske integrationsdebat umiddelbart ikke være. Men er i lyset af det mangeårige fejlslagende socialdemokratiske projekt, hvor arbitrære retfærdighedsidealer og populistiske solidaritetsprojekter, har vi på unødvendigvis, gjort denne diskussion væsentlig mere kompliceret end som så.
Voltaire begik i sin tid en observation omkring handel og økonomi, som stadig bør give genlyd når vi taler om økonomi i dag – nemlig hvordan økonomien, trods dets konkurrenceelement, er i stand til at fremtvinge en vis tolerance. At når vi for vores egen overlevelse og ønske om at skabe en bedre tilværelse for os selv, er nødsaget til at interagere med folk, vi nødvendigvis ikke gør til dagligt. Dette afstedkommer af, at vi på vores arbejdsplads eller egen forretning, møder mennesker, vi normalt har mindre til fælles med, end dem vi af egen fri vilje vil opsøge i fritiden. Da man for at handle mest optimalt, befinder den bedste forretning sig i, ikke at diskriminere eller diskvalificere sine kunder, kolleger eller ledere. Vi oplever altså, at tolerance og det at tilpasse os de mennesker omkring os, ikke bare er en etisk dyd – men overgår til vores egen interesse. Denne observation, bør håndteringen af de indvandringsproblemer vi ser i det danske, også springe ud af.
For det samfund vi i Danmark har skabt, er med meget lavt incitament til at indgå i samfundet. Og her har vi fejlet, med en specielt venstredrejet marxistisk doktrin, hvor økonomiske incitamenter negligeres, til fordel for perfide solidariske projekter, der gennem både sociale og kulturelle instrumenter, skal drive integrationen. En fejlagtig analyse, som efter årtiers hersken har skabt utallige problemer og skabt sin egen antitese, i det nationalkonservative spektrum. En modbevægelse, som på samme hvis som de venstreorienterede har indlemmet sig en forkert fortælling. En fortælling om strammerpolitikkens lyksaligheder, hvor vi med statens voldsmonopol og lovgivernes iver efter at indskrænke af borgernes friheder – har iscenesat at et togt mod mangfoldighed og retten til at være et individ.
Dels har vi oplevet, at den tidlige socialdemokratiske indretning af det danske samfund, med åbne grænser og lukkede kasser, har negligeret den interaktion som præsenterer sig, når man går på arbejde eller handler med hinanden. En umyndiggørelse af indvandrernes formåen til at stå på egne ben og en manglende tiltro til markedets evne til at tvinge folk, til både at agere tolerante og tilpasse sig hinanden behov. I stedet er de offentlige centrale institutioner blevet det drivende element, hvor vi har skabt en illusion om, at så længe staten eller kommunen tilbyder kurser i dansk kultur, sprog eller sociale anliggender – så vil folk naturligt ønske at integrere.
Alt imens har de dårlige resultater haglet ind, med overrepræsentation i et utal kritiske statistikker, fra arbejdsløshed til kriminalitetsstatistikker. Hvilket naturligt har skabt dette omtalte ”paradigmeskifte” i dansk politik – hvor borgerne simpelthen har fået nok. Da behovet for indvandring ses begrænset, til fordel for de 48 mia. som det årligt koster, at have ikke-vestlige indvandrere. En tendens i immigrationen til Danmark, som har skabt grobunden for den nationalkonservatisme vi i dag ser, i de mange symbolske ”strammer” tiltag i dansk politik. Fra Dansk Folkepartis tidlige kritik af den danske håndtering og Venstres omfavnelse af nationalismen i 00’erne, til Socialdemokratiets nylige paradigmeskifte og de efterfølgende småpartier, som er villige til at tage ekstreme midler i brug.
Ingen af disse løsninger er optimale, da de hverken har positive effekter for den danske økonomi eller integrere folk i samfundet. Vi har som illustreret i den udvikling der er sket i dansk politik, et system som først fjerner de umiddelbare incitamenter for at blive en del af arbejdsmarkedet, hvorefter vi distancerer dem fra det danske system, ved at stramme grebet om dem, med symbolsk lovgivning som maskeringsforbud, imamlov, ghettoparken, 24-årsreglen og 28-årsreglen. Et system, som har set sig blindt på velfærdsstatens projekt – således at når systemet presses, må der være noget i vejen med de mennesker som indgår i det.
I stedet for at finde en holdbar løsning, har en distancering mellem danskere og indvandrerne fundet sted – hvor vi selv har sørget for rammerne for denne adspredelse. Vi bør til gengæld kigge mod, hvad økonomi kan gøre for integrationen. Og her ligger nok en forfejlet ordlyd, i det at økonomi, kan anses som med et fælles mål for samfundet – hvilket ikke er tilfældet. For vi har som individer ikke samme værdier eller mål, hvilket trods dets splittende karakter, faktisk samler os som samfund og forbedrer forholdende omkring os. Hayek kaldte selv økonomi for Catallaxy, hvilket betyder ”gør fjende til ven”, eftersom at behovet for at handle med andre, går igennem vores egen ønske om at optimere vores egen eller families velstand. Præcis ligesom Voltaire observerede i 1700’tallet, betragter Hayek i 1900’tallet, hvordan vi igennem handel og økonomiske incitamenter, møder konstant møder nye mennesker, med et væsentlig mere åbent sind – en hvad der normalt finder sted, i sociale eller kulturelle sammenhænge. Vi er villige til at agere tolerante og tilpasse, for at skabe en bedre tilværelse for os selv.
Dette bør også være den gældende præmis, når vi taler om indvandring. Vi må ikke negligere de økonomiske incitamenters kraft, da de ikke bare gør os alle rigere – men gør os mere tolerante og villige til at tilpasse os. Derfor bør vi skylde de mange integrationsprojekter fra kommunalt og statsligt plan ud med badevandet, samtidig med, at vi en gang for alle stoppe indskrænkningen af vores borgerrettigheder og i stedet tager dem tilbage.
Således, at vi må have en forventning om, at når folk kommer til de danske samfund eller allerede befinder sig i det, har vi en tiltro til, at det at stå på egne ben, er det bedste middel mod fejlslagen integration. At vi ikke behøver at begrænse folks friheder, for at de træffer rigtige valg, men at de naturligt begrænses af dets omgivelser, hvis man ikke er villige til at tilpasse sig eller være tolerante overfor andres tilværelse.
