Hvis en brugtvognsforhandler tilbød dig 1.000kr gratis uden binding og bagtanker, ville du så tage imod dem? Din sunde fornuft vil nok fortælle dig, at det er for godt til at være sandt, og at du nok havner i fedtefadet, hvis du tager imod det. Men hvad hvis tilbuddet kom fra en politiker?
På det seneste har der lydt foreslag om at uddele såkaldte "helikopterpenge". Tanken er at lade nationalbanker trykke nye penge (enten fysisk eller elektronisk) og sætte dem direkte ind på folks konto. De ekstra penge vil folk bruge i forretninger, der for tiden er hårdt trængt grundet den faldende efterspørgsel, som coronakrisen har forårsaget. Noget tyder på, at Donald Trump vil føre idéen ud i livet.
Nu tænker du nok: "Hvorfor skulle det være et problem, Ole? Kan du ikke droppe lyseslukkeriet og unde en hårdt trængt befolkning og et endnu mere presset erhvervsliv en opstrammer?" Mit svar er, at helikopterpenge slet ikke er en opkvikkende dram, men nærmere en slurk rensebenzin, der gør mere skade end gavn. Overvej følgende:
1) Ville du bo resten af dit liv alene på en øde ø, hvis du fik en milliard kroner? Svaret er nok "nej". Penges værdi afhænger i sidste ende af, hvor mange nyttige ting du kan købe for dem. På din øde ø ville du have massere af kontanter, men ingenting at købe for dem. Altså er deres værdi eller "købekraft" lav. At trykke og uddele flere penge ændrer ikke mængden af varer i Danmark. Det medfører i sidste ende kun, at der kan købes mindre for hver krone.
2) Hvordan sker dette i praksis?
Så snart helikopterpengene tikker ind på kontoen, vil der basalt set findes 2 slags mennesker: Dem, der bruger dem hurtigt, og dem, der bruger dem langsomt. De hurtige skynder sig ned i Netto og opkøber al den toiletpapir, der står på hylderne. Er Nettos lager tomt, har de hurtige i sidste ende lukreret på de langsommes regning. Er der stadig nogle ruller tilbage, vil Netto (grundet udbud og efterspørgsel) kunne hæve priserne. De langsomme får intet ud af de ekstra penge, fordi alting er blevet dyrere. I praksis overføres deres "købekraft" til de hurtige.
3) Hvad med din opsparing?
I en situation, hvor ekstra penge udstedes, skal man være godt dum for at være noget så oldnordisk som "sparsommelig". Jo flere penge der udstedes, jo mindre kan man på langt sigt købe for hver enkel krone.
Hvad siger du? Havde du tænkt dig at leve nøjsomt i nogle år, så du kan gå tidligt på pension og hygge dig med børnebørnene? Bare ærgerligt! Politikerne har bestemt, at din opsparings købekraft skal overføres til de mindst tålmodige mennesker i landet - for økonomiens skyld, altså!
4) Er det overhovedet et udtryk for "krise", at folk undlader at bruge penge? I øjeblikket oplever navnligt flyselskaber, restauranter og biografer faldende omsætning. Ifølge den tvivlsomme økonomiske logik, der har været på mode siden Anden Verdenskrig, er der tale om en "efterspørgselskrise". Denne skal afhjælpes ved at motivere folk til at bruge penge (dvs. udhule deres opsparing om de vil det eller ej).
I virkeligheden er det faldende forbrug et bevidst og ganske sundt valgt fra forbrugernes side. Ovennævnte forretninger tilbyder ikke noget, der i en krisesituation efterspørges af kunderne. De vil hellere spare på ressourcerne, så de kan helgardere sig imod en usikker fremtid.
Dette er surt for lige præcis de individuelle personer, der i øjeblikket ejer sådanne virksomheder. For vores økonomi og vores livskvalitet er situationen helt uændret. Krisen har ikke ødelagt flyene, brændt køkkenerne ned til grunden eller fået biografsalene til at styrte sammen. Grundet faldende omsætning, kan de nuværende ejere være nødt til at sælge materiellet til højest bydende. Når krisen er overstået kan de nye ejere genstarte virksomhederne.
Hvis de fortsat vil have en omsætning, kan de nuværende ejere begynde at tænke kreativt - sælge fremtidige flyrejser til rabatpris, begynde at levere til døren eller livestreame film over internettet. At uddele "gratis" penge til gud og hver mand gør det sværere at gennemskue, hvordan produktionen bør omlægges på en måde, der giver mening for forbrugerne i en krisesituation.
5) Hvad er de langsigtede konsekvenser?
Når værdi ikke kan spares op, bliver det umuligt at akkumulere nok ressourcer til at starte nye virksomheder og levere innovative produkter, der hæver folks livskvalitet. Følgeligt stagnerer økonomien. Skrækeksemplet på dette er Japan, der i årtier har forsøgt at "stimulere" sig ud af et økonomisk hul.
Denne sidste konsekvens er dog den vigtigste: Helikopterpenge og lignende smarte fiduser undergraver sammenhængskraften mellem danskerne. Under normale omstændigheder vil en krise opmuntre til selvopofrelse og gåpåmod. Folk nøjes med det essentielle, mens virksomhedsejere på kreativ vis forsøger at omlægge deres drift, så de stadig kan være til gavn for deres medmennesker. I stedet vænnes vi til, at vi ikke behøver at begrænse os eller skifte spor, fordi vores alvidende politikerne klarer ærterne (ved at hugge folks opsparing).
Så snart helikopterpenge bliver anset for en legitim politik i tilfælde af ekstreme kriser, er det fristende at indføre dem for mindre ekstreme kriser. Og hvorfor ikke i lidt mindre kriseagtige kriser? Og hvorfor egentlig ikke til hverdag?
Husk på: Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det nok forkert. Danmark befinder sig i en ekstraordinær krisesituation. Smarte økonomiske fiduser kan aldrig hjælpe os mere end dagligdags mådehold, opfindsomhes og samfundssind.
