I sidste uge kom regeringen med deres udspil ”Barnet Først”. 43 tiltag, der har til formål at styrke børneområdet, bl.a. med en tidligere indsats over for børn, der udsættes for svigt. En del af udspillet drejer sig om at give børn flere rettigheder - bl.a. partsstatus fra barnet fylder 10 år. En rettighed man dog ikke lige fik plads til, var børn og unges ret til at opholde sig på et krisecenter.
En rettighed der kan hjælpe udsatte børn, når det ”hjem” vi er mange der kender som lunt og kærligt, mest består af tomme flasker og/eller pilleglas, fysisk og/eller psykisk vold, fraværende forældre og et voksent ansvar på barneskuldre. Et hjem der uanset hvordan det ser ud, ikke emmer af den kærlighed, børn gror sig store og stærke af – og her tænker jeg ikke på det fysiske.
At give børn flere rettigheder når de ER inde i systemet er en fantastisk idé, men hvad med de børn der står udenfor systemet? At give de børn, der er anbragt udenfor hjemme større medbestemmelse over hvor de skal bo er en fantastisk idé, men hvad med de børn der stadig bor hjemme? At ville fjerne flere børn tidligere, fordi man ikke længere vil anse det som en sidste udvej, synes jeg også er en fantastisk idé, men hvad med de børn der måske har forladt folkeskolen, er små voksne, som ikke er blevet fjernet tidligt, hvordan skal vi hjælpe dem?
Joannahuset på Christianshavn, et børne- og ungekrisecenter der åbnede i august 2020, er for mig et oplagt svar. Med en bevilling fra folketinget og 21 samarbejdspartnere i ryggen, er det lykkes at etablere et landsdækkende tilbud til børn og unge, hvor børn og unge, der har brug for hjælp, kan møde personligt op, og døgnet rundt få omsorg, rådgivning og husly. Et sted man kan gå hen, hvis ikke man kan være derhjemme – et alternativ til en sofa hos en ældre fyr du ikke kender så godt, et parkeringshus eller en park.
Hvis altså mor eller far siger ja.
For som barn eller ung kan man nemlig ikke overnatte i Joannahuset, hvis ikke forældrene giver samtykke – de forældre, der formegentligt er årsagen til at barnet eller den unge dukker op i første omgang. Joannahuset kæmper selv for, at børn og unge kan opholde sig på krisecentret i 48 timer, før der skal indhente samtykke. Forældre ejer ikke deres børn, de har dem til låns. Et udlån der bør blive kraftigt forkortet, hvis man som forældre ikke magter det ansvar der følger med.
I en undersøgelse fra 2016 konkluderede Børnerådet, at 9 pct. af børnene i 7. klasse havde været udsat for grov fysisk vold som slag og spark inden for de sidste 12 måneder, i forbindelse med en uenighed med en voksen derhjemme. Ifølge Børn Vilkår, kommer 5 pct. af alle børn i Danmark fra et hjem med for meget alkohol, og i 2019 blev der registreret 13 hjemløse børn(!) i Danmark, med forbehold for mørketal, og ser man på, hvor mange børn der har opholdt sig sammen med en hjemløs voksen, er tallet mellem 126-227 børn. Tættere på 227 end 126.
Mens folketinget har travlt med at lappe et dårligt system, leverer civilsamfundet i form af foreningen Joannahuset rigtige løsninger på rigtige børns rigtige problemer – NU, ikke når papirarbejdet på Slotsholmen er nusset færdigt.
Børnene mangler bare retten til at opholde sig der længere tid af gangen.
Når regeringen, der vil gøre så meget for børnene, får sikret den, for mig, meget grundlæggende rettighed, er vi dog ikke færdige. Rettigheden til at opholde sig på et krisecenter er gratis, men det kræver krisecentre som Joannahuset at kunne gøre brug af den. Almindelige krisecentre tager nemlig ikke imod folk under 18.
Joannahuset er det eneste tilbud af sin slags, og Jette Wilhelmsen, initiativtager og daglig leder, fortæller til Berlingske, at børn rejser på tværs af landet, for at få hjælp i Joannahuset. Det er simpelthen ikke godt nok for et samfund som det danske. Vi klatter penge væk, mens vi svigter børns ret til særlig beskyttelse og bistand fra statens side.
Hvis vi i Danmark, de facto, ikke kan hjælpe hjemløse børn, så bør vi alvorligt overveje, om det velfærdssamfund vi er så stolte af, ikke bare er blevet en gang middelklasse-rygklapperi, hvor de svageste bliver efterladt på gaden, mens middelindkomstgruppen hygger sig inden døre med deres børnepenge og håndværkerfradrag.
Og hvis du nu, efter Claus Hjorts forbillede, spørger mig hvor pengene skal komme fra, så må jeg tørt konstatere, at politik handler om prioriteringer. Og jeg kan komme på meget få ting, jeg synes bør prioriteres højere end krisecentre til børn.
Af finansloven 2020 fremgår det, at ”der afsættes i alt 16,5 mio. kr. i perioden 2020-2023 til initiativet (Joannahuset, red.), heraf 0,5 mio. kr. til en erfaringsopsamling”. Staten havde i 2019 en indtægt på 854 milliarder.
Jeg tror godt vi kan finde penge til en håndfuld børne- og ungekrisecentre, hvis vi virkelig vil.
