I en verden i krise stilles der skarpt på, hvad der er vigtigt for os. Hvad bruger vi vores liv på? Hvad bruger vi vores tid på? Har vi de rigtige prioriteringer, og har vi indrettet os vores liv, som vi ønsker? Mediebilledet og den politiske dagsorden er også forandret, og der er ting, der går i glemmebogen, når der benhårdt prioriteres, hvad der er vigtigt nok – og hvad, der ”kan vente”.
Men har vi råd til at vente? Den seneste debat om Polens abortlovgivning, og de konkrete afstemninger i det polske parlament, viser, at der i krisetider kan fejes ting under gulvtæppet, som under normale omstændigheder antageligt havde fået langt mere opmærksomhed. Coronakrisen må ikke blive brugt til at indskrænke frihedsrettigheder verden over, fordi der er andet, der momentant tager fokus og opmærksomhed.
I Polen har man ydermere stillet et lovforslag om, at seksualundervisning skal forbydes for blandt andet at udrydde ”homoseksuel propaganda”. Her er altså decideret tale om, at man vil kriminalisere oplysning – og alt dette sker på baggrund af hadfulde mavefornemmelser fra mennesker, der må siges at gå med skyklapper. Et forbud mod både abort eller seksualundervisning vil ikke stoppe hverken abort eller seksualundervisning, men blot tvinge folk til at sætte livet på spil for at få lov til at være dem, de er.
Hvis man ikke kan få lov til at være den, man er, kan det have fatale konsekvenser. Dem, der har haft meget at kæmpe med før nedlukningen af samfundet, har blot fået en større byrde at bære. Og nu må mange bære den byrde alene. Regnbuepersoners udfordringer i disse tider, har ingen opmærksomhed fået. Der hersker i mange dele af samfundet, og også verdenssamfundet, en mangel på accept, forståelse og grundlæggende frihed til, at være den man vil. Derfor hjælper det ikke regnbuepersoner, som måske er ensomme og kæmper med at ”springe ud”, at der nu er opstået flere forhindringer.
Det kan gå udover både mentalt og fysisk helbred hos et menneske, hvis man ikke føler sig tilpas, men derimod føler sig forkert – og også afskærmet fra dem, der måske kunne forstå én. Hvis man er ved dårligt mentalt helbred, er det potentielt lige så farligt, som ved et fysisk dårligt helbred.
Privatpraktiserende læger eller kirurger kan ikke hjælpe de transpersoner, der gerne vil have behandling, når staten Sexologisk Klinik har statsmonopol på kønsskifteoperationer. Det er også et problem, hvis man ser bort fra coronakrisen, men i tider hvor sundhedssystemet er presset på ressourcer, bør man åbne op for den mulighed. Hellere før end siden.
Når forsamlingsforbud umuliggør demonstrationer, og når dem, der har brug for hjælp, ikke råber op, har vi til pligt at kæmpe for friheden. Friheden til at bestemme over sin egen krop. Friheden til at elske den, man vil. Friheden til at være den, man er.
