Hvad jeg tror på, eller ikke tror på, rager sådan set ingen andre end mig selv. Så klart og tydeligt kan det siges. Den sidste institution jeg kan komme i tanke om, som min religiøse overbevisning ikke skal interessere, er staten.
Når jeg som liberal ønsker en adskillelse af kirken og staten handler det ikke blot om, at en religion forfordeles i forhold til en anden, som det sker på nuværende tidspunkt.
Det handler helt grundlæggende om hvilke sfærer, staten skal blande sig i – og hvor friheden til privatlivet skal have lov til at udfolde sig. Et liberalt samfund er et sekulært samfund, hvor religion er en privatsag, der ikke skal finansieres af dine, mine og vores hårdtjente penge. Og så er det sådan set ligegyldigt, hvilken religion der er tale om.
Religion er et emne, der selvsagt vækker mange følelser, når religion og kirken bliver dagens debatemne. For mange er det et personligt emne, som ofte ender med også at handle om moral, etik og grundlæggende livs- og verdenssyn. Men det må ikke forpurre debatten om, at en statsreligion under ingen omstændigheder hører hjemme i et frit samfund, hvor vi lovpriser forskellighed, ytringsfrihed og, ja, religionsfrihed.
Jeg hører en del, der siger, at fordi kristendommen har haft enorm historisk indflydelse, er det vigtigt, vi bevarer folkekirken. Dertil er der alle de ”kristne værdier” såsom næstekærlighed og ordentlighed. Nogen påstår, at vi bliver historieløse, ligeglade og glemmer fædrelandets ophav, hvis vi adskiller kirke og stat.
Det er simpelthen en fortælling, man må længere ud på landet med. Vi lever i et land med en skatteyderbetalt folkeskole med dygtige lærere, kloge elever og en fastlagt pensum, man som minimum skal undervises i. Derfor har vi i Danmark nogle af de bedste forudsætninger for at blive oplyst i den historie, der har skabt det samfund, vi nu engang lever i.
Vi lever også i et samfund, som i høj grad bygger på mange af de værdier, som nogle mennesker ynder at kalde kristne. De fleste af os er opdraget i hjem, hvor tolerance og kærlighed har været værdier, der havde afgørende betydning for vores opvækst – religiøse hjem eller ej.
En af de store knaster i forhold til den moderne folkekirke er forskelsbehandlingen, som ikke-heteroseksuelle par kan støde ind i, hvis de ønsker at blive gift. Det er helt vanvittigt, at en statsansat præst kan nægte at vie eksempelvist et homoseksuelt par, da det går imod deres religiøse overbevisning, når deres løn er betalt af staten. Læs: Os alle sammen.
Hvis der var tale om en privat kirke, så ser jeg naturligvis intet problem i, at man ”frabeder sig kunder i sin butik”. Men når staten er den butik, man arbejder i, kan man ikke diskriminere. Det er klart, man ikke skal gøre noget, man ikke ønsker og ved en adskillelse af kirke og stat, vil vi også få sløjfet dette problem.
