Man kan aldrig vide med fremtiden. Men du kan vide noget om fortiden, og med noget rimelig styr på den, så er du bedre stillet til at give bud på fremtiden. Med det in mente, skal jeg gerne lægge hovedet på blokken og blive profetisk. Men jeg ser for mig, at Jakob Ellemann-Jensen kommer til at vende skuden og modtage roser som formand, baseret på hvad vi ved om det at overtage et sprængt parti som splinterny formand, og derefter gøre sit bedste for at få styr på sagerne.
Lad os kigge på Det Konservative Folkeparti. Lang historie kort, så er det vidst ingen hemmelighed at De Konservative havde et hav af interne problemer efter at Poul Schlüter måtte gå af som statsminister i 1993. Partiet havde interne opgør om hvem der skulle blive formand og forsøge at få De Konservative tilbage på statsministerposten. Hans Engell blev den endelige overtager efter noget kamp med Henning Dyremose, men Engell blev det. Og efter Engell famøst bragede ind i en betonklods, gik han altså af få år efter han overtog posten, og De Konservative fik i stedet Per Stig Møller. Det holdt ikke længe. Efter PSM tog Pia Christmas-Møller over, og det holdt heller ikke længe. De Konservative havde altså pr. 1999 haft 4 formænd på 2 år. Dog var den 4. formand på disse to år Bendt Bendtsen, og han fik ro på partiet.
Efter en række dårlige meningsmålinger samt uro i partiet i 2011, måtte den på det tidspunkt nuværende formand Lene Espersen trække sig, og Lars Barfoed tog over. Dette resulterede i det dårligste valg nogensinde for Det Konservative Folkeparti. De fik ved valget i 2011, 4,9% af stemmerne. Barfoed blev på posten indtil 2014, hvor den nu siddende formand Søren Pape Poulsen tog over. Pape Poulsen var mildest talt grøn i politik, og sad da på det givne tidspunkt heller ikke i folketinget. Papes første valg som formand, og som kandidat, blev valget i 2015, hvor den blå blok som bekendt vandt valget. Men De Konservative fik blot et endnu værre resultat end i 2011. Denne gang fik de kun 3,4% af stemmerne. Hvad i alverden gør man nu? Ja, spørger du Søren Pape Poulsen så kæmper man. Man kæmper videre. Man sætter alt ind på, at ens budskab og ens mål vil blive modtaget pænt, og tilsvarende give stemmer ved et folketingsvalg, hvis man kæmper hårdt nok for dem, og får dem kommunikeret klart og tydeligt ud til befolkningen.
I 2019 blev Det Konservative Folkeparti fordoblet mandatmæssigt ved valget, og gik fra de 6 mandater til 12. Senere hen er De Konservative jo faktisk endda kommet op på 13 mandater, eftersom Marcus Knuth skiftede fra Venstre til De Konservative. De Konservative fandt altså sine ben, så at sige. Det gjorde de, blandt andet fordi at de kæmpede en fællessag og støttede det konservative projekt gennem tykt og tyndt. Men også fordi at de vidste, hvor de skulle sætte ind, hvordan de skulle sætte ind og hvornår de skulle gøre det. I dag bliver Søren Pape Poulsens lederevner og kredibilitet som politiker sammenlignet med ingen ringere end Poul Schlüter selv. Ikke fordi at Pape Poulsen er som Schlüter. Det er han ikke, og det skal han heller ikke forsøge på at være. Han skal være sin helt egen. Men der er tydelige kvaliteter, som minder om Schlüter, og dem finder man kun i en politiker, hvis man giver politikeren tid til at gro.
Det vi skal lære fra De Konservative heraf, er, at det tager tid at bygge en fremragende leder. Dette kan man sige om Pape Poulsen, uagtet om man er politisk enig med manden eller ej. Derfor synes jeg det fortjener sammenligning, med hvad vi ser hos nabopartiet, om man vil, Venstre.
Jakob Ellemann-Jensen har bestemt ikke haft en nem start som leder for Venstre. Det har han ikke haft, dels fordi Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen fyldte en hel del i partiet, og dels fordi han pludselig måtte overtage for førstnævnte. Det er ikke nogen nem opgave, særligt ikke, når man skal være leder for Danmarks 2. største parti. Jeg synes personligt Ellemann-Jensen har forbedret sig over de sidste to måneders tid, eftersom han har været meget kontant og klar i retorikken, når vi har set ham på folketingets talerstol, i debatter, interviews m.m. Og jeg tror på, at vi, ligesom med Pape Poulsen, skal give ham mere tid, før vi endegyldigt stempler ham som en der ikke kan finde sine ben. Eller som en, der måske slet ikke har lyst til at være formand, som det også er blevet ytret.
Det er klart at der er store krav til en formand- eller forkvinde, når de skal lede et så stort parti som Venstre. Se bare på, hvor hårdt Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen har måtte kæmpe for at vise sit værd, som leder af Socialdemokratiet. Jakob Ellemann-Jensen kan godt lykkedes i at blive statsminister, og han kan godt lykkedes i at tiltrække flere vælgere til Venstre. Man skal bare passe på med at dømme en formand for et sprængt parti alt for hurtigt. Nu har han så været formand i over et år, og Venstre har ikke magten. Men når de får den, for det gør de før eller siden, og han stadig er at finde som formand, så er han på et langt højere niveau til den tid end han er nu. Han skal ”bare” følge Søren Pape Poulsens strategi hvad angår netop det.
