Dansk Folkepartis egen ”Joachim B. Olsen” Martin Henriksen, har en pointe i debatten omkring det at kunne arbejde i udlændingestyrelsen, hvis man har et dobbeltstatsborgskab.
Først skal vi lige forstå hvad Udlændingestyrelsen er for en styrelse. Styrelsen er under Udlændinge- og Integrationsministeriet, der i sin nuværende form har eksisteret siden 2012. Det er denne styrelse som har ansvaret for at behandle ansøgninger om asyl, opholdstilladelse samt ansøgninger om visum.
Hvis vi kigger på de seneste 30 år, er det ikke svært at forstille sig, at man som medarbejder i udlændingestyrelsen har haft nemt ved at få tiden til at gå, for det har næppe mangel på opgaver. Det er en vigtig styrelse, der igennem tiden har været indgangen for de mange asylansøgere, indvandrer m.m. som vi har modtaget. Dertil omfatter en del af arbejdet i styrelsen nogle gange mennesker, som har været udsat for de mest tragisk ting.
Vi har derfor her et område, som har stor betydning for bl.a. landets økonomi, sikkerhed såvel som medansvar i verden. Det er derfor utrolig vigtigt, at styrelsen har retningslinjer og lovgivning, som sikre at medarbejderne er neutrale og objektive, så alle sikres lige behandling i sagsbehandlingen. Der findes regler igennem forvaltningsloven omkring inhabilitet, som bl.a. sikre at man ikke kan arbejde med sager, hvor man selv har en økonomisk interesse, eller hvis man fx har familiemedlemmer, som er en del af den pågældende sag.
Men inhabilitet bør også omfatte medarbejdere med dobbeltstatsborgerskab i styrelser og erhverv, som fx Udlændingestyrelsen. Det skyldes at tilknytning til et andet land bør anses, som en faktor der kan udfordre hvorvidt man kan tage et neutrale og objektive udgangspunkt. For eksempel er det helt menneskeligt at have yderligere sympati, for asylansøger fra Afghanistan, hvis man selv også har Afghansk statsborgskab, end asylansøger fra et andet land. Måske kommer asylansøgeren ligefrem fra det samme område, som man selv gør. Eller også kan den pågældende medarbejder også selv have mistet familiemedlemmer i den samme krig, som flygtningen flygter fra, og derfor have svært ved at bevare sin objektive udgangspunkt.
Jurister skal i alle henseende behandle sager ens, og træffe afgørelser udelukkende ud fra den gældende lovgivning. Men jurister er også mennesker, og mennesker er påvirket af forskellige faktorer, lige fra erfaringer til tilknytning. Så hvor går grænsen for hvornår man er inhabil, og hvornår man ikke er? Den nøjagtige liste over hvornår man er inhabil, hører til i en længere debat, og kræver en større procesbearbejdelse ren juridisk og politisk.
Men når der skal træffes afgørelser, om hvorvidt andre udenlandske statsborgere skal have adgang til Danmark, så skal vi især her sikre, at det bliver gjort 100% neutralt og objektivt. Det ikke et spørgsmål om integrationspolitik, men om retspolitik.
Martin Henriksen har her min liberale opbakning.
