I det selvudråbte danske velfærdsparadis er vi indehavere af en umådeligt kedelig rekord. Rekorden omhandler vores børn, som er indehavere af verdensrekorden i mængden af tid tilbragt i de institutionelle offentlige velfærdsfaciliteter, hvor børnene tilbringer enorme mængder af deres barndomsliv, mens mor og far knokler solen sort for det høje skattetryk, og for at kunne få enderne til at mødes.
Ad flere omgange er det de seneste år blevet gjort klart for offentligheden, at forholdene desværre ikke er tilnærmelsesvist gode nok alle steder, og facit af dette er for mange triste børn, som langt hellere vil være omgivet af trygge rammer blandt dem, der kan levere velfærd af kærlighed og ikke kun af arbejdsmæssige årsager, som naturligvis er udgangspunktet for de ellers mange dygtige pædagoger, der dagligt leverer et godt stykke arbejde. Sagens kerne er blot, at velfærd leveret af andre personer, aldrig kan stå lige med den ubetingede kærlighed, som børn modtager af deres forældre, og dette er der intet odiøst i.
Så hvorfor insisterer vi på fortsat at fodre systemet med endnu flere midler årligt, hvis servicen ikke altid udgør den værdi, som er tilønsket? Lad os da i stedet tage ved lære af de gode ting, som corona trods alt har lært os.
Nemlig, at mange oplevede øget livsglæde ved at kunne være mere sammen med deres kære derhjemme fremfor blot at sige hej ved morgenmaden og godnat efter aftensmaden, når dagens strabadser er overstået?
Privat velfærd er nemlig også velfærd og et vigtigt supplement til velfærdssamfundet, som ikke er optimalt tjent med monopoliserede udbydere af ydelser, og derfor bør fremtidens velfærdssamfund i højere grad skrues sammen, så de enkelte familier har bedre forudsætninger for at indrette deres liv som ønsket, og dette kan eksempelvis opnås ved fradrag for at passe børnene hjemme eller et markant sænket skattetryk, som ville frigive penge til øget selvbestemmelse over eget liv.
Uagtet hvilket løsningsforslag man tyer til, bør man altid huske på, at borgerne altid skal komme før systemet. Aldrig omvendt.
