Privat velfærd er et fremmedord i regeringens ordbog

Jens Paaske-Klausen,

02/01/2021

En stemme på Socialdemokratiet er en stemme på mere velfærd. Dette har Socialdemokratiet proklameret i årtier, men når ret skal være ret, så bør dette udsagn modereres gevaldigt, for hvis sandheden skal ske fyldest, så bør mottoet ændres fra ”velfærd” til ”systemisk og offentlig velfærd”.


For social- og indenrigsministerens ideologiske korstog mod de private botilbud må siges at være et drastisk indgreb over for de private botilbud, som dagligt leverer et fornemt stykke arbejde, som beboerne værdsætter. For beboernes værdsættelse og tilfredshed er årsagen til, at disse tilbud lever og ånder, da de ganske enkelt lukker og slukker, hvis servicen og forholdene ikke er tilfredsstillende. Dette er til gengæld ikke tilfældet for de offentlige tilbud, som oven på sommerens skandaler blot tildeles yderligere midler og ressourcer, og dermed må der bare siges at være mangel på konsekvens i det offentlige, hvis servicen ikke stemmer overens med forventningerne.


Mekanismen for de private tilbud er med til at sikre, at borgerne tilfredsstilles og får mulighed for at vælge frit mellem forskellige udbydere, og netop dette skulle man tro var kærkomment ovenpå sommerens afsløringer, men dette er midlertidigt ikke noget, som behager regeringen, der nu vil fratage de private botilbud muligheden for at tjene penge, på hvad de gør så godt.


Og før vi går skridtet videre så lad os lige affeje Socialdemokratiets forestilling om en privat socialpædagog, der hver morgen lystigt låser døren til sin villa på Strandvejen for derefter at køre ud på sit private opholdssted i en nyindkøbt Porsche Cayenne.


For det er nærmest det indtryk, som man efterlades med, når Astrid Kragh udsiger, ”hvordan det aldrig må være et selvstændigt mål at tjene penge på ældre”, og at ”ejerkredse og kapitalfonde trak 28 millioner kroner ud af botilbuddene i 2019”


Virkeligheden forholder sig således, at overskudsgraden på det gennemsnitlige private botilbud ligger på 2% årligt, hvilket giver 600.000 i overskud hvert år, og derfor må det siges at være små beløb, som de private tilbud kan trække ud efter driftens opgørelse, men indgrebet overfor de private botilbud risikerer at blive første nyrehug til den udlicitering af velfærden, som danskerne har tyet til gennem brug af Falck, private sundhedsforsikringer og privatskoler for at skabe valgmuligheder og fjerne den monopolisering af velfærdsydelser, som regeringen og dens parlamentariske grundlag eller slår på tromme for.


Vi må derfor appellere til, at man sætter borgeren før systemet og ræsonnerer over, om borgeren er fro og tilfreds, før blikket falder på, om nogen mon tjener en skærv på deres arbejde. Velfærden skal nemlig være tilgængelig for borgeren uagtet, om den kommer fra en privat udbyder eller en offentlig udbyder, da målsætningen må være at borgeren tilfredsstilles før systemet tilfredsstilles.


Så næste gang vi valfarter til stemmeurnerne så lad os i fællesskab overveje, om vi ønsker mere velfærd eller bedre velfærd.