De seneste 12 måneder har udfordret samfundet og den enkelte på alle tænkelige leder og kanter. VI har måttet give afkald på fællesskab, personlig frihed og den på mange måde almen kendte dagligdag har været en by i Rusland. Det må siges, at have været besynderlige tider præget af usikkerhed og fortvivlelse. Men for nogen mere end andre.
For dit ansættelsesforhold har haft stor indflydelse på din økonomi og levevis gennem coronaens hærgen. Dette kommer til udtryk ved de konflikter, som ildner frem i kølvandet på regeringens arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik, hvor der må siges at have forekommet uregelmæssigheder og ideologisk krisepolitik undervejs.
Socialdemokratiet har nemlig vist sig at føre en meget klassisk og partiloyal politik på dette område, hvor de offentligt ansatte er blevet begunstiget med lønstigninger og 100% løndækning ved hjemsendelse. Dette må siges at være ganske lukrative vilkår, mens de selvstændige har kunnet modtage en ikke-tilstrækkelig kompensation, som oftest har været forsinket. Dette betyder kort sagt, at de offentligt ansatte på ingen måde har været berørt økonomisk af krisen, mens bageren ikke ved, om han kan bage brød i morgen, da pengekassen ganske enkelt er tom.
Og hvis regeringen ikke tager dette skel mellem arbejdsmarkedets sektorer alvorligt, så risikeres en tiltagende konflikt, hvor arbejdsmarkedet spilles ud imod hinanden, og dette er ingen tjent med under nogen som helst omstændigheder.
Regeringen må derfor skride til handling og behandle velfærdens finansierende organ med den respekt det fortjener. Og det kan kun gå for langsomt.
