På en kold januardag i 2019 stod Mette Frederiksen på talerstolen til kongressen for landets største parti og luftede sit partis filosofi og ønske om skabelsen af en pensionsordning, som skulle sikre, at borgere i særligt hårde erhverv præget af fysisk nedslidning skulle tildeles en rettighed til tidligere pension med henblik på at sikre et godt post-arbejdsliv til de implicerede. Siden da er der løbet meget vand under broen, og livets uforudsigeligheder har for alvor vist sit sande ansigt med coronaens indtræden, men her står vi altså: Sensommerens hedebølge har ramt landet i denne august måned, og det længe ventede udspil blev forleden dag præsenteret af kongerigets statsminister på Socialdemokratiets sommergruppemøde i Gråsten.
De solidariske tanker og retfærdighedsbetonede idealer bag forslaget var så afgjort til at få øje på i forslaget, der blandt andet foreskriver, at optjeningsperioden opgøres fra 61-årsalderen. Herefter udformer forslaget sig således, at ancienniteten på arbejdsmarkedet influerer den enkeltes mulighed for tilbagetrækning. Hvis du som 61-årig har 42 års anciennitet, kan du se frem til at kunne trække dig tilbage et år tidligere. Med 43 års anciennitet optjenes to års tidligere pension, og med 44 års indløses optionen for tre års tidligere afgang fra hamsterhjulet. Selvom ordningen er konstrueret ud fra ønsket om at afhjælpe nedslidte deres arbejdsmæssige skavanker, så er der flere skævheder, som kan ende med at skade dansk økonomi og svække beskæftigelsen, og de er bestemt værd at beskue et øjeblik.
Eftersom ordningen primært henvender sig mod særlige grupper af arbejdsmarkedet og tager udgangspunkt i ancienniteten blandt de beskæftigede, er der en overlagt risiko for, at velfungerende arbejdere også vil trække sig tilbage grundet forslagets aldersrelaterede kriterier og dertilhørende mangel på visitation. Manglen på visitation i ordningen risikerer at sprænge budgetrammen for forslaget, hvilket vil resultere i en betydeligt højere regning end de nuværende 3 mia. kroner. Dette så man med efterlønnen, hvor man ved indførelsen i 1979 skønnede, at ordningen ville blive frekventeret af 17.000 personer. 25 år senere lød antallet af folk på efterløn på 180.000, og ordningen endte dermed med at blive voldsomt meget dyrere end først antaget.
Og netop det økonomiske aspekt er voldsomt relevant at håndtere korrekt i en tid, hvor utallige selvstændige har fået revet tæppet væk under fødderne og mistet deres livsværk grundet pandemien, som stadig indfinder sig i det ganske land. Analyser fra Dansk Industri påviser, at den nationale økonomi står overfor en nedgang på 7 procent i BNP, og et samlet velstandstab på 155 mia. kroner bare i indeværende år. Disse monumentalt kritiske udsigter kan ifølge Cheføkonom Allan Olsen i DI, ”sætte dansk økonomi tre år tilbage med høj risiko for recession grundet eksplosiv ledighed og virksomhedskonkurser til følge”. Mens økonomien og eksporten tager den ene mavepuster og uppercut efter den anden grundet coronakrisen negative eksternaliteter, forholder virkeligheden sig således, at der i 2017 var 2,1 millioner danskere på offentlig forsørgelse, mens antallet af fuldtidsbeskæftigede lød på 2,4 millioner, hvor 832.000, hvilket svarer til godt en tredjedel, er ansat i den offentlige sektor inden for diverse faggrupper. Tilbage står vi altså med en faktuelt antal af privatansatte på cirka 1,6 millioner, som dagligt arbejder i private virksomheder, som skaber vores allesammens velstand og velfærd, som årligt finansieres af et samlet skatteprovenu på 1157 milliarder kroner, som staten forvalter gennem offentligt forbrug. Det må derfor stå klart for enhver at med kommende regninger af kolossal kaliber til klimatiltag, demografiske forandringer og økonomisk genoprettelse ovenpå virussen, er vi som samfund nødsaget til at implementere forslag, som hjælper dem, der hjælp behøver, men ikke trækker sunde og raske danskere ud af arbejdsmarkedet.
Heldigvis findes der allerede flere gode tiltag, som opfylder behovet for hjælp til nedslidte, og samtidigt opretholder arbejdsudbuddet. Seniorpensionsordningen har vist sig at være glimrende eksempel på en ordning, som via individuelle vurderinger om arbejdsevne og helbred skaber en mulighed for pension til borgere med fysiske og psykiske nedslidninger, som efter et arbejdsliv på mindst 20-25 kan få tildelt ordningen, hvis de har under en arbejdsevne på under 15 timer ugentligt og under 6 år tilbage inden den nuværende pensionsalder, som ved Velfærdsforligets indgåelse i 2006 blev gjort aldersindekseret grundet den lykkelige omstændighed, at danskerne gennemsnitligt lever længere. Seniorpensionsordningen er givet til lidt over 2000 personer på tværs af diverse erhvervssektorer, og kun omkring 4% af ansøgningerne returneres med afslag. Derfor bør oppositionen lægge pres på for at videreudvikle et allerede succesfuldt koncept fremfor iværksættelsen af en ny social ydelse, som viser sig at have flere betydelige mangler.
Det er et ubestrideligt faktum, at pensionsalderen har været stødt stigende de seneste år grundet befolkningens øgede levealder, og her vil der naturligvis være individer, der ikke kan udholde arbejde inden for samme sektor gennem et langt arbejdsliv. Her kunne man med fordel operere yderligere med omskoling inden for diverse sektorer, så mennesker som ikke længere evner hårdt opslidende arbejde, i stedet kan bruge tid på mindre belastende arbejdsopgaver. For at tage et helt konkret eksempel kunne man omskole håndværkere, der ikke længere kan holde til det traditionelle håndværkerarbejde, til at servicerer kunder i byggemarkederne. Dette er blot et eksempel på en mulig variant af omskoling, men eksemplet er interessant at forholde sig til, da man herved skåner arbejderne samtidigt med, at beskæftigelsen vedligeholdes uden at trække arbejdsudbuddet i en nedadgående kurs.
Men grundet min overbevisning om, at der er en liberal løsning på alle samfundets udfordringer, må jeg agitere yderligere for menneskets grundlæggende rettighed til selv at påtage sig ansvar og spare op til en mere forsødet tilværelse som pensionist. Her er Fripension, fremlagt af LA, et glimrende eksempel på en liberal løsning på pensionsproblematikken, hvor mennesker via forslaget opnår yderligere frihed og medbestemmelse over egen pensionsalder fremfor udelukkende at være afhængig af politikkernes fastsatte pensionsalder og den offentligt betalte folkepension. Tankeeksperimentet arbejder med et ønske, om at kunne indsætte 675 kroner skattefrit om måneden på din egen såkaldte ”FriPensions-konto”, og ved indsættelse af dette beløb månedligt gennem 40 år på arbejdsmarkedet med tilskrivning af renter, vil man som almindelig borger, kunne pensionere sig selv knap 5 år før man er berettiget til folkepension. 40 års månedlige indbetalinger af 675 kroner vil resultere i et samlet opsparet beløb på 610.000 kroner, hvilket svarer til 4 års og 9 måneders folkepension med dertilhørende pensionstillæg og ældrecheck, og man vil som borger frit kunne råde over og administrere sine opsparede ressourcer, som på intet tidspunkt vil blive beskattet. Og tænk engang, så kunne liberal fornuft og udvalgte personers behov for tidligere pension alligevel kombineres til et forslag, som sender Mette Frederiksens tanker fra den kølige vinterdag i 2019 ud på glatis for at blive afløst af personlig frihed, økonomisk ansvarlighed og decentral kontrol. Og lad os dog håbe, at disse værdier bliver indprentet i enhver borgerlig politikers sind, når debatten om dette verserende emne over den næste tid, vil give genklang over hele fædrelandet.
