I socialismens verden er penge en konstant og ikke en variabel

Jens Paaske-Klausen,

04/12/2020

2020 var året hvor en historisk sundhedskrise udbredte sig på tværs af landegrænser, men indeværende år har i lige så høj grad cementeret den røde halvdel af folketingssalens syn på både offentlig og privat økonomi.


Med bugnende højkonjunktur marcherede Danmark ind i 2020 med gåpåmod grundet de seneste 20 års borgerlige reformer, der havde skabt et gunstigt grundlag for dansk økonomi, men som en uppercut fra Mike Tyson destruerede pandemien det gode humør og nationaløkonomernes positive syn på økonomien.


Dansk økonomi oplevede enorme fald i BNP, stor stigning i arbejdsløsheden og uvished og usikkerhed indtraf for alvor i befolkningen for første gang siden finanskrisen i 2008. Med store offentlige investeringer i sikkerhedsnettet og i virksomhederne klarede Danmark sig ud fra global kontekst nogenlunde, men som tiden gik blev det tydeligere og tydeligere, at pengetræet ikke blot blev ved med at kaste penge af sig uden nogens arbejde for at værne om træet, vande det og pleje det.


Men på trods af det åbenlyse faktum, at penge skal tjenes, før de kan bruges, må man af det aktuelle nyhedsbillede forstå, at Enhedslistens grundkursus i økonomi muligvis er blevet udskudt eller helt aflyst.


Partiet offentliggjorde nemlig et forslag, der omhandlede, at alle over 18 år med en indtægt på under 32.000 kr. månedligt skulle modtage et 1000 kroners gavekort til restaurantsbesøg og lignede aktiviteter. Forslaget vil komme over 3.000.000 danskere til gode og koste i omegnen af 3,5 milliarder kroner, og dermed kan millioner af danskere se frem til en god rød bøf på Jensens Bøfhus finansieret af øget omfordeling i et af verdens i forvejen allerhårdest beskattede lande.


Sagen er nemlig, at forbruget ikke er lidende i økonomien i øjeblikket, og derfor er dette enormt dyre forslag ikke den rette vej at gå. Dette bevises blot af historikken, eftersom Enhedslisten tidligere kom igennem med 1000 kroners støtte, som såkaldt vækstfremmende stimulipolitik, og resultatet af denne check var skabelsen af 700 arbejdspladser, som hver især rundt regnet har kostet 3 millioner kroner at skabe.


Fremfor blot at kære sig om omfordeling og brug af penge, bør vi som samfund stimulere økonomien ved at fjerne de restriktioner for erhvervslivet som ingen mening giver og lempeliggøre vilkårene, så erhvervene kan komme tilbage til kerneopgaven. Nemlig at tjene penge og tilfredsstille kunderne.


Dette opnås ikke ved dyr øget omfordeling, men ved sund fornuft og reel vækstskabende politik.