Hvordan skal det dog gå med effektiviseringskravene på supersygehusene

Ved ibrugtagning af de nye supersygehuse er der indlagt et krav om besparelser, også kaldet effektiviseringer. Dette krav er forskellig fra sygehus til sygehus og ligger i størrelsesordenen 4-8% af budgettet. Der er dog store bekymringer hos personalet for, hvordan dette kan gennemføres.

Jacob Rosenberg,

30. august 2021

Hospitalerne har allerede sparet i over ti år. Fra 2007 har vi haft et produktivitetskrav på 2% per år, og dette er nu heldigvis ophørt. Disse årlige automatiske 2%-besparelser er gennemført samtidig med andre generelle besparelser, hvor det nogle år har været væsentlig mere end 2% på de enkelte afdelinger, og resultatet er, at mange afdelinger er barberet ned til et absolut minimum antal personale på arbejde hver dag. I samme periode er antallet af patientkontakter nærmest eksploderet, og vi indfører samtidig nye behandlinger, som også er personalekrævende. Denne gradvise øgning af produktiviteten har derfor medført, at de fleste lavt hængende frugter allerede er plukket, og det er derfor svært at se, hvordan man kan gennemføre nye besparelser i størrelsesordenen 4-8% af budgettet uden at fjerne behandlingstilbud til patienterne.

Det er korrekt, at det samlede budget til sygehusene er steget gennem årene, men pengene er altså ikke nået ud til den enkelte hospitalsseng. De bruges på nye behandlinger, dyr medicin, administrativt personale, Sundhedsplatformen og alt muligt andet end bemanding for frontpersonalet.

Et eksempel på den stramme bemanding er f.eks. antallet af læger på en klinisk afdeling. Her er der typisk akkurat ansat syv læger til at dække en døgnbemanding. Dette er minimumsantallet i henhold til overenskomsten og tager højde for krav om hviletid, weekendarbejde etc. Tilsvarende har man for sygeplejerskerne ofte en absolut minimums-normering, hvor en enkelt sygeplejerske typisk passer alt for mange patienter, og specielt er det i aften- og nattevagten helt katastrofalt mange steder. Selvom jeg principielt er tilhænger af effektivisering indenfor det fagligt forsvarlige, så er det mit klare indtryk, at vi ikke kan hente mere på det såkaldte ”frontpersonale”.

Nu står vi så overfor et effektiviseringskrav på 4-8%, og det vil efter min bedste overbevisning være umuligt at finde disse penge hos frontpersonalet. Vi har diskuteret dette indgående i Region Hovedstaden, og flere af os har rejst vores velbegrundede bekymring for, hvordan det dog skal gå. Det er derfor lykkedes at opnå enighed om, at effektiviseringskravene på de 4-8% tilbageføres til det enkelte sygehus til at kunne igangsætte nye behandlinger eller andet, som den enkelte hospitalsdirektion måtte finde relevant. Med andre ord kan direktionen på det enkelte sygehus fordele pengene på den bedst mulige måde for at sikre den samlede drift. På denne måde har vi løst et meget alvorligt problem i den pålagte besparelse fra staten. Vi indhenter besparelsen og sender pengene tilbage igen. Politik er skønt! J