75-året for Befrielsen er en anledning til at mindes de danske frihedskæmpere. Desværre er der også eksempler på, at modstandsfolkene bliver misbrugt til at hyppe egne politiske kartofler.
Tag bogen ”De sidste timer. Afskedsbreve fra frihedskæmperne 1943-45” (Kristeligt Dagblads forlag). I princippet et fornemt og prisværdigt initiativ.
Men tidligere udenrigsminister Per Stig Møller tager i forordet til bogen de unge modstandsfolk, der faldt for Danmarks frihed, til indtægt for den katastrofale Irak-krig i 2003. Uanset det ikke forekommer sandsynligt, at de unge mennesker, der kæmpede mod den tyske besættelse af Danmark, skulle billige, at Danmark selv optrådte som besættelsesmagt i Irak.
Man fristes til at spørge: Har Per Stig Møller talt med frihedskæmperne, inden han farer i blækhuset?
Som udenrigsminister var det Per Stig Møller, der førte Danmark ud i denne ulovlige angrebskrig, der var baseret på en usand påstand om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Den daværende generalsekretær i FN Kofi Annan konstaterede, at der ikke var noget mandat for krigen og – nok så vigtigt – at der var ikke noget grundlag for at give et sådant mandat.
Desuden var der heller ikke flertal i Sikkerhedsrådet for krigen. Sigtet med krigen var at varetage amerikanske sikkerhedspolitiske interesser og i sidste instans befæste USA’s stilling som verdens supermagt.
75-året for Befrielsen bør være en anledning til – på trods af corona-krise – at hylde og ære de danske modstandsfolk. Ikke til at besudle deres minde. Disse mennesker betalte den højeste pris for Danmarks frihed og fortjener ikke at blive taget til indtægt for den angrebskrig i Irak, et snævert flertal i Folketinget kastede Danmark ud i.
De modstandsfolk, der blev henrettet af nazisterne i Ryvangen, kan ikke selv tage til genmæle. Det mindste den tidligere udenrigsminister kunne gøre var at give disse unge mennesker en uforbeholden undskyldning.
