Hvorfor tør Mette Frederiksen ikke fordømme Kinas overgreb i Hong Kong?

Erik Boel,

27/05/2020

Mens de unge mennesker i Hong Kong i disse timer kæmper en desperat kamp for frihed og demokrati mod et brutalt kommunistisk diktatur, lyder statsministerens kommentar: ”Jeg synes ikke, det er en dansk regerings opgave at være part i en konflikt, der ikke vedrører os, og det gælder også andre steder”. 

Det er nok meget godt, det ikke var Mette Frederiksen, der var dansk statsminister dengang, apartheid hærgede i Sydafrika. Så havde Danmark siddet på sine hænder. Ligesom vi i dag sidder på vore hænder, mens verden brænder. 

Danmark svigtede dissidenterne i Øst under den kolde krig. Det gælder venstrefløjen, Socialdemokratiet og de borgerlige partier – dissidenterne fik lov til at sejle deres egen sø. Dette svigt må vi ikke gentage i dag i Hong Kong.  

Danmark bør fordømme den kinesiske Folkekongres sikkerhedslov, som en gang for alle vil bryde med tanken om ”et land, to systemer”, der siden 1997 har sikret Hong Kong en vis uafhængighed og nogen grad af demokrati. Vi bør udtrykke utvetydig støtte til de kæmpende unge og tilbyde politisk asyl til demonstranterne.

Selv Trump-administrationen – der ikke ellers er principrytter, når det gælder menneskerettighederne - har i utvetydige vendinger fordømt det kinesiske skridt. Udenrigsminister Mike Pompeo har gjort det klart, at hvis Kina lader handling følge ord, får det konsekvenser. Det er et vigtigt skulderklap til frihedskæmperne i Hong Kong. 

Danmark derimod gemmer sig bag EU, vi snakker sort eller på-den-ene-og-på-den-anden-side, når Kinas manglende respekt for menneskerettighederne er på dagsordenen. Det gælder besættelsen af Tibet, kritik af massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, undertrykkelsen af den åndelige bevægelse Falun Gong og mishandlingen af uighurerne og andre muslimske minoriteter i Xinjiang-provinsen. Statsministeren stikker piben ind, går i flyverskjul og fører eftergivenhedspolitik over for Kina. 

Det er velbegrundet, at regeringen lægger op til, at kinesiske Huawei ikke får adgang til at lave 5G-netværket i Danmark. Hermed vælger regeringen side i den storpolitiske magtkamp mellem Kina og USA – det skulle bare mangle. Washington har længe advaret imod at lade det kinesiske selskab stå for en så kritisk del af infrastrukturen. Hensynet er altså sikkerhedspolitisk. 

Men statsministeren afviser at engagere Danmark til fordel for menneskerettighederne i Kina. Her bryder hun med knap 60 års dansk og socialdemokratisk udenrigspolitik. Det var den legendariske udenrigsminister – socialdemokrat! – Per Hækkerup, der i 1965 slog fast, at det også er et mål for dansk udenrigspolitik ”at påvirke den internationale udvikling ud fra vore principper, bedømmelser og indstilling, som udspringer fra vort demokratiske samfundssyn”. 

Så snart talen falder på menneskerettighederne, er Mette Frederiksens udenrigspolitik præget af risikoangst. Med mindre det gælder hensynet til danske eksportinteresser eller at lægge os i slipsstrømmen på USA – typisk med deltagelse i et nyt militaristisk eventyr - er statsministerens udenrigspolitik initiativ- og farveløs. Danmark driver for vinden.  

Det er ikke kun i forhold til Hong Kong, at Danmark har valgt tilskuerens rolle. Uanset om kampen for demokrati og menneskeværd finder sted i gaderne i Istanbul, Cairo, Riyadh, Caracas lyder Mette Frederiksens udenrigspolitiske doktrin: Vi blander os udenom…

Præsident John F Kennedy bemærkede engang, at de varmeste steder i helvede er reserveret til dem, der i vigtige moralske spørgsmål forholder sig neutrale…