Mette Fredriksen er og bliver en indenrigspolitiker. Lige så fremragende Statsministeren har håndteret Covid-19 lige så amatøragtigt har hendes greb – eller mangel på samme – været om udenrigspolitikken.
Som ung interesserede Fredriksen sig for Afrika, og især bekæmpelsen af apartheid i Sydafrika. Sammen skrev vi fx et indlæg i Jyllands-Posten ”Hjælp de fattige” (3.12. 2001), hvor vi slog til lyd for, at Danmark burde engagere sig mere i udviklingen af Afrika. Frederiksen og jeg henviste til, at det største helbredsproblem i Danmark er overvægt og at der derfor burde være råd til et engagement i u-landene; et engagement der ville være i overensstemmelse med ”vore værdier og humanistiske holdninger”.
Men Frederiksen har aldrig haft større interesse for eller indsigt i kerneområderne i dansk udenrigspolitik; Europapolitikken og sikkerhedspolitikken. Det er sådan set fair nok. Poul Schlüter interesserede sig heller ikke en døjt for det internationale – men var klog nok til at over den del af biksen til Uffe Ellemann-Jensen, mens han selv koncentrerede sig om genopretningen af dansk økonomi. Problemet med Frederiksen er, at hun med rastløs energi har kastet sig over udenrigspolitikken. Mens Udenrigsministeren er reduceret til syndebuk og ind imellem boksebold på Asiatisk Plads. Når sagerne kører af sporet, placeres aben hos Udenrigsministeren, jf de ubrugelige respiratorer til Italien, så Mette Frederiksen kan give som landsmoderen. Det er ikke rimeligt eller klogt.
Men de fleste af os kunne nok leve med det, hvis det ikke var fordi denne arbejdsdeling har fået konsekvenser for dansk udenrigspolitik: EU-politikken ligger i ruiner, vi hopper med bind for øjnene med på nye militaristiske eventyr uden prioritering, Grønland er vi ved at tabe på gulvet.
Aldrig har Danmark i vor nyere historie ment så lidt om verden omkring os: Vi mener intet – som i intet - om unge menneskers kamp for frihed i Hong Kong, undertrykkelsen i Egypten og Saudi-Arabien, palæstinensernes trøstesløse situation eller politibrutaliteten i USA; Statsministeren nøjes med at vride hænder og fastslå, at Danmark blander sig udenom. Dette er i al korthed den såkaldte Mette Frederiksen-doktrin i udenrigspolitikken. Dansk udenrigspolitik er blevet reaktiv.
Et særdeles kompetent, men drastisk beskåret, Udenrigsministerium sørger for, at dag-til-dag sagerne desuagtet ekspederes. Men uden politisk styring mister Danmark indflydelse og risikoen for nye skandaler er overhængende.
Hvad vil Danmark i Europa? Hvilken rolle bør Danmark spille i verden? Svarene blæser i vinden og Danmark er blevet risikoangst.
Det reelle problem i Frederiksens udenrigspolitik er manglen på en klar udenrigspolitisk profil/strategi. Det nytter ikke at løse dag-til-dag sagerne, såfremt der ikke er nogen retningssans, strategisk tænkning eller udenrigspolitisk vision. Udenrigspolitik forudsætter som minimum en grundlæggende forståelse for de internationale rammer. Mette Frederiksens udenrigspolitik er initiativ- og farveløs, Danmark driver for vinden.
Vi skal i stedet tænke offensivt. Danmark har interesser at varetage. Men uden en klar udenrigspolitisk profil bliver det meget svært.
Top-spindoktor Martin Rossens fratræden i Statsministeriet bør være signalet til en ny start for dansk udenrigspolitik. Med mindre politisering af centraladministrationen og mindre magtfuldkommenhed hos Statsministeren. Statsministeren bør fremover koncentrere sig om de store hjemlige opgaver: genopretningen af økonomien efter COVID-19, et opgør med regeringens sorte klimapolitik og en indfrielse af løftet om et mere lige og mere retfærdigt Danmark.
Udenrigspolitikken kan til gengæld med fordel overlades til den sympatiske, energiske og kompetente Udenrigsminister.
Den legendariske amerikanske udenrigsminister Dean Acheson blev engang spurgt om, hvordan det kunne være, at han og præsident Truman kom så godt ud af det sammen. Acheson svarede: "Fordi jeg aldrig glemmer, at det er Truman, der er præsident og mig der er udenrigsminister. Og fordi det glemmer han heller ikke!". Disse ord burde statsminister Frederiksen lade sig inspirere af.
