USA er måske et land fattig på historie sammenlignet med nogle af civilisationerne i Europa og i Østen. Men det er stadig verdens vigtigste land. Det er verdens største økonomi, det er suverænt verdens stærkeste militærmagt og det er også et land, som har udbredt sin kultur mest over hele kloden.
Er man vokset op indenfor de sidste 30-40 år år, så har ens barndom i stærk grad været præget af amerikansk kultur i form af musik, film, spil m.v. USA er også idéen om, at den individuelle frihed vægter højere end noget andet, hvilket blandt andet afspejler sig i form af den liberale våbenlovgivning, som mange uden for landet stiller sig uforstående over for. Det er også idealet om, at ethvert menneske uagtet ens baggrund kan arbejde sig opad i hierarkiet og nå fra bund til tops i form af den amerikanske drøm.
Amerikanerne elsker frihed ligeså vel som os andre, men det der i høj grad adskiller dem fra andre folkefærd i den moderne og vestlige verden er, at de grundlæggende set ikke stoler på deres egen stat og gerne vil have den ud af deres liv, hvilket står i stærk kontrast til, hvordan vi har indrettet vores samfund i Skandinavien.
Den store mistro kan der være mange forskellige forklaringer på, men det er en mistro som går igennem alle amerikanske samfundslag. Minoriteterne føler sig svigtet på grund af systematisk racisme, våbentilhængere (normalvis hvide borgere) er bange for, at regeringen vil tage deres våben fra dem. De rige synes, at regeringen blander sig for meget i deres liv, og de fattige føler, at samfundet ikke giver dem en fair chance. Mistroen er pluralistisk.
Den mistro kom for alvor til udtryk, da Barack Obama i 2008 valgkampen udkom med sit slogan: ”Change we can believe in”. Nu skulle USA have sin første afroamerikanske præsident, og forandring skulle ske. Det blev til to præsidentembeder, hvor han formåede at besejre to klassiske republikanere i form af John McCain og Mitt Romney. Amerikanerne ville have forandring. De valgte det nye frem for det etablerede, og som et kæmpe chok gentog de den samme bedrift otte år senere.
Barack Obama var i løbet af de otte år blevet en del af etablissementet i Washington D.C. Utilfredsheden blandt hans egne var vokset, og derfor meldte der sig et progressivt alternativ til det etablerede demokratiske parti på den yderste venstrefløj i form af Bernie Sanders, som gik ind for universel sundhedsdækning, højere skatter, sletning af studiegæld, billigere uddannelse, bedre offentlig sektor og service og et endnu mere diplomatisk USA. Med Skandinavien som forbillede skulle USA forandres til en amerikansk udgave af Danmark.
Han brugte betegnelsen demokratisk socialist, og det mobiliserede vælgere fra den amerikanske venstrefløj til at tro på bedre tider. Det skulle desværre ikke blive således, da han tabte nomineringen til moderaten Hillary Clinton.
Der var ikke mange, som spåede Sanders en chance for at vinde nomineringen, men der var endnu færre, der spåede den højrepopulistiske republikaner Donald Trump en jordisk chance i præsidentvalgkampen.
Han havde raget sig uklar med kvinder, minoriteter og sågar med en stor del af det republikanske etablissement med sin kontante, kontroversielle og til tider ret svinske stil. Hele verdenen troede, at de skulle stå op til nyheden om, at USA havde valgt deres første kvindelige præsident, men amerikanerne chokerede hele verdenen. Donald Trump tog alle på sengen og imod alle odds, havde han fået nok stemmer til at kunne blive svoret ind som præsident i januar 2017.
Donald Trumps præsidentembede kan beskrives som værende ret kaotisk, og i år skal amerikanerne til stemmeurnerne igen. Men inden da skal demokraterne have valgt deres kandidat, som skal stå overfor måske den mest polariserende præsident overhovedet.
I de snart fire år der er gået, er kløften i den grad blusset op mellem de moderate mainstream-demokrater og de progressive demokrater, og det afspejles også i form af de to hovedkandidater, som skal kæmpe om nomineringen.
Yderst til venstre finder du Bernie og hans ligesindede i form af Elizabeth Warren, Tulsi Gabbard og de mere nye politikere i form af blandt andre Alexandria Ocasio-Cortez og Ilhan Omar, der ønsker ret radikale ændringer af det nuværende amerikanske samfund.
Overfor disse har du de mere moderate og etablerede demokrater, som er mere midtsøgende i form af Joe Biden, Pete Butteigieg og Amy Klobuchar samt politikkere i form af Nancy Pelosi og Chuck Schumer, der blot ønsker reformer.
Primærvalget startet godt for Sanders, der vandt to ud af de tre første stater i New Hampshire og Nevada, hvor Buttegieg nuppede Iowa som en stor overraskelse. USA begyndte for alvor at ”Feel the Bern”, og Joe Biden var presset til det ypperste inden han leverede en kæmpe sejr i South Carolina, hvori han fortsatte sit imponerende comeback i Super Tuesday, og ligner nu det bedste bud på den, der skal udfordrer Trump til efteråret.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg håber på en demokratisk sejr til november, og selvom jeg egentlig deler en del af Bernie Sanders mærkesager, så har Super Tuesday vist mig tre afgørende ting. Bernie Sanders kan mobilisere folk på de sociale medier og ude i massen, men han kan bare ikke mobilisere dem, der hvor det virkelig gælder: ude i stemmeboksene.
Derudover, så taler Bidens storsejre i Bibelbæltet også for sig selv: Hvis demokraterne skal vinde de altafgørende stater, så bliver det med en moderat og ikke en progressiv kandidat. Valgresultaterne viser også, at Joe Biden kan få minoriteterne ud og stemme i højere grad end Sanders kan. De har blandt andet ikke glemt, at det var Biden, som havde Obamas ryg i otte år, mens Sanders stod ude på sidelinjen og var i opposition mod Obamas moderate linje.
Bernie lancerede dagen efter Super Tuesday en reklame hvori det fremstår som om, at Obama støtter ham, som mest af alt ligner et halvhjertet forsøg på en ”Hail Mary”, da vi alle godt ved, at Obama læner sig mere op ad sin tidligere vicepræsident end Sanders.
Bernie Sanders kan få den kreative og progressive klasse ud og stemme ude i kysterne og i nogle af de nordlige stater, men de unge, som han i høj grad har fat på, kommer ikke ud og stemmer. Andelen af unge stemmere var højere i 2016 end i år. Virkeligheden er bare den, at i amerikansk politik handler det om, at nå ud til svingvælgerne i de vigtige svingstater i Bibel- og Rustbæltet.
Hillary Clinton vandt ganske vist med flere millioner antal af stemmer overbevisende mod Trump, men hun tabte de vigtige svingstater i de områder, som endnu engang bliver altafgørende.
Demokraterne skal nok vinde kysterne lige meget hvad, da det er der deres primære base er, men kan de ikke tage stemmer i disse områder, så har de ingen chancer for at vinde præsidentembedet. Og er der en ting, der står meget klart og tydeligt efter Super Tuesday, så er det, at Bernie Sanders ingen realistisk chance har i disse altafgørende svingstater.
En demokratisk præsidentkandidat skal kunne to ting for at slå Trump: mobilisere og samle partiet ude i stemmeboksene samt nå ud til svingvælgerne. Biden kan det sidstnævnte og med et fornuftigt valg som vicepræsident kan han måske også det første. Hvorimod Sanders åbenbart ikke kan nogle af delene.
Super Tuesday var et reality-check for dem troede på, at Bernies meget venstreorienterede idealer var en afspejling af massen i Amerika. Det ser meget energisk og sexet ud, når man kan få den kreative klasse i Hollywood bag sig og de unge ude på gaden og entusiastisk bakke en op og råbe højest. Men hvis det ikke resulterer i stemmer og delegerede, så er det hele fuldstændig hele lige meget.
Bernie havde en gylden mulighed i 2016, men det er løb er bare kørt. USA er bare ikke klar på et demokratisk-socialistisk utopi, som Sanders prøver at gøre reklame for.
Jeg føler mig meget overbevist om, at lignede trends kommer til at foregå i de næste stater, og at det ender med Biden mod Trump til efteråret.
Valgresultaterne i 2008 og i 2016 var et tegn på, at USA havde brug for forandring på hver deres måde. Rent faktisk stemte cirka 10% af dem, som stemte på Bernie ved sidste primærvalg på Trump til præsidentvalget senere på året. Så stor var mistroen og frustrationen mod det etablerede politiske system.
Valget i år kan måske også være et tegn på forandring, nemlig tilbageskridt til normale tider i amerikansk politik. Det lyder måske ikke så sexet, som det Bernie kan tilbyde, men det er muligvis det som massen (dem som man ikke hører om på de sociale medier) vil have efter fire år med Trump.
