Oprøret i SF's bagland og folketingsgruppe breder sig.
Regeringen benytter en »dyr og ineffektiv« måde at skabe job på, når den vil sætte selskabsskatten ned. Det er torskedumt, lyder kritikken fra SFs Özlem Cekic.
Det har Özlem Cekic ret i, men hvad hun ikke forstår er, at lavere ledighed ikke er eneste mål, og at en lavere selskabsskat først og fremmest er et middel til at øge reallønnen for de beskæftigede.
I kompromisset mellem »tre meget forskellige parter« i regeringen har SF ifølge Cekic måtte sluge, at selskabsskatten skal sænkes fra 25 til 22 procent.
»Prisen for, at SF kunne forhindre skattelettelser til bankerne, som selv har været med til at skabe finanskrisen, har været, at vi skulle sige ja til en nedsættelse af selskabsskatten. Og den pris har vi så betalt, fordi vi mener, at finanssektoren ikke skal belønnes yderligere med skattelettelser,« skriver hun på sin Facebook-profil.