Det er en gyserhistorie, men lystlæsning er det ikke. Som at læse om folkemord. Det er for virkeligt til at være behageligt.
Det er forslag til finanslov for 2010 jeg taler om: Tre bind på i alt 2.580 sider. Alene omfanget siger noget om statens store opfindsomhed mht. at bruge dine og mine penge.
Jeg blev udfordret af Anders Samuelsen til at finde besparelser på sølle 55 mio. kr. på finansloven, så Liberal Alliance kunne komme med besparelsesforslag, der overstiger partiets udgiftskrav. Forslag som der vel at mærke skulle være en realistisk chance for kunne blive gennemført. Altså ikke noget med at foreslå kulturministeriet nedlagt eller fjerne støtten til eliteidræt.
To aftener brugte jeg på at bladre mig igennem finanslovens 2.580 sider, og uden de store problemer fandt jeg 160 konti på finansloven, hvor en fjernelse eller beskæring kunne spare et stort milliardbeløb på ordninger, de fleste af os ikke anede eksisterede – og ikke vil savne.
Opremset i flæng: 116 mio. kr. til jobrotation, dertil 21 mio. til særlige grupper med videregående uddannelser. 13 mio. kr. til vikarordninger inden for jordbruget. Erstatninger ved nedslagning af dyr (10 mio.), som om det ikke er en erhvervsrisiko, landmænd kan forsikre sig imod. Hjemmeværnet bruger 25 mio. kr. alene til oplysningstjeneste, og generel ledelse og administration i hjemmeværnet koster 40 mio. kr. Nordisk Råd koster 136 mio. kr. årligt, men er der mon andre end Radikale vælgere over 60 år, der vil savne det, hvis det blev nedlagt? Dårlig samvittighed over Muhammed tegningerne koster 100 mio. kr. til Det Arabiske Initiativ. Miljøministeriets (!) fond til friluftsliv: 55 mio. De 18 mio. kr. til militærnægter-administration kunne vel fjernes ved at afskaffe værnepligten? Reserve til frokost i daginstitutioner koster 400 mio. kr. Er det ikke forældrenes ansvar? Øjensynligt ikke og forældre, der adopterer et barn fra udlandet, kan få et kontant tilskud på 46.214 kr. uden at skulle dokumentere nogen udgifter. Det løber op i 22 mio. kr. på finansloven. IT- og Telestyrelsen bruger op mod 9 mio. kr. på at medvirke til at borgerne gives trygge rammer på internettet. Det må bestemt være en af velfærdsstatens kerneydelser. Tilskud til udvekslingsophold for unge under 18 år koster 11 mio. kr. Meget sympatisk, men er det en statslig opgave at støtte noget, der overvejende har karakter af privat underholdning? 15 mio. kr. bruges på DVD-kompensation til rettighedshavere som et resultat af, at afgiften på blanke dvd’ere blev sat ned. Hvor længe skal ”rettighedshavere” mon have kompensation for noget, der ikke direkte har krænket deres rettigheder? Er fem landsdelsorkestre (143 mio. kr.) virkelig nødvendigt? Og hvor mange klassiske musikkonservatorier (103 mio. kr.) har vi brug for? Administration af udviklingsbistand koster 730 mio. kr. Fonden til udvikling af statens arbejdspladser sluger 27 mio. kr. Der er afsat 47 mio. kr. til ”Handlingsplan for store idrætsbegivenheder til Danmark”, og 33 mio. kr. bruges af ”Fonden til markedsføring af Danmark. Center for Kultur og Oplevelsesøkonomi koster sammenlagt 9 mio. kr. Og så er der smagsdommercentrene Etisk råd (8 mio.) og Den Centrale Videnskabsetiske Komite (4 mio. kr.)
Det er svært at finde det gode formål, der ikke får støtte. Ikke mindst erhvervsstøtten fylder godt op. Der er 130 konti med erhvervsstøtte på finansloven, og de beløber sig til sammenlagt 7,7 mia. kr. Dertil kommer erhvervsstøtte i form af skatteudgifter på 12,7 mia. kr. Al erhvervsstøtte bygger på en illusion om, at politikerne har opfundet en evighedsmaskine til velstandsskabelse, så staten kan beskatte borgerne, bruge provenuet til at skabe mere velstand, for derefter at kunne opkræve endnu højere skatter og gentage processen i det uendelige, indtil vi alle er uendeligt meget rigere end i dag. Idiotien taler for sig selv.
Jeg har ikke nævnt alle de overførselsindkomster, der udgør en stor del af finansloven.
Finanslovens omfang underbygger Henning Fonsmarks pointe i ”Historien om den danske utopi” at vælgerne er blevet socialiseret: Stadig flere vælgere har deres totale økonomiske eksistens deponeret i et afhængighedsforhold til den stat, hvis magt de ellers naturligt skulle have en interesse i at beskytte sig imod, og det er efterhånden blevet en statslig opgave at opdrage vælgerne gennem undervisning, kulturpolitik, statskontrollerede medier, idræt, komiteer for folkesundhed og miljø til den særlig danske form for velfærds¬demokrati, hvor personligt ansvar som noget nær det eneste ikke modtager støtte på finansloven.
2.580 sider med velmenende projekter, som en liberal-borgerlig regering foreslår, at vi som skatteborgere skal betale for til næste år. Hvor er det parti, der tør kræve nedskæringer?
Torben Mark Pedersen
Cand polit, Ph.D., medlem af Liberal Alliances hovedbestyrelse
Artiklen har været bragt som gæste-klumme på Punditokraterne, viderebragt her som en test af det nye 180grader
Det er forslag til finanslov for 2010 jeg taler om: Tre bind på i alt 2.580 sider. Alene omfanget siger noget om statens store opfindsomhed mht. at bruge dine og mine penge.
Jeg blev udfordret af Anders Samuelsen til at finde besparelser på sølle 55 mio. kr. på finansloven, så Liberal Alliance kunne komme med besparelsesforslag, der overstiger partiets udgiftskrav. Forslag som der vel at mærke skulle være en realistisk chance for kunne blive gennemført. Altså ikke noget med at foreslå kulturministeriet nedlagt eller fjerne støtten til eliteidræt.
To aftener brugte jeg på at bladre mig igennem finanslovens 2.580 sider, og uden de store problemer fandt jeg 160 konti på finansloven, hvor en fjernelse eller beskæring kunne spare et stort milliardbeløb på ordninger, de fleste af os ikke anede eksisterede – og ikke vil savne.
Opremset i flæng: 116 mio. kr. til jobrotation, dertil 21 mio. til særlige grupper med videregående uddannelser. 13 mio. kr. til vikarordninger inden for jordbruget. Erstatninger ved nedslagning af dyr (10 mio.), som om det ikke er en erhvervsrisiko, landmænd kan forsikre sig imod. Hjemmeværnet bruger 25 mio. kr. alene til oplysningstjeneste, og generel ledelse og administration i hjemmeværnet koster 40 mio. kr. Nordisk Råd koster 136 mio. kr. årligt, men er der mon andre end Radikale vælgere over 60 år, der vil savne det, hvis det blev nedlagt? Dårlig samvittighed over Muhammed tegningerne koster 100 mio. kr. til Det Arabiske Initiativ. Miljøministeriets (!) fond til friluftsliv: 55 mio. De 18 mio. kr. til militærnægter-administration kunne vel fjernes ved at afskaffe værnepligten? Reserve til frokost i daginstitutioner koster 400 mio. kr. Er det ikke forældrenes ansvar? Øjensynligt ikke og forældre, der adopterer et barn fra udlandet, kan få et kontant tilskud på 46.214 kr. uden at skulle dokumentere nogen udgifter. Det løber op i 22 mio. kr. på finansloven. IT- og Telestyrelsen bruger op mod 9 mio. kr. på at medvirke til at borgerne gives trygge rammer på internettet. Det må bestemt være en af velfærdsstatens kerneydelser. Tilskud til udvekslingsophold for unge under 18 år koster 11 mio. kr. Meget sympatisk, men er det en statslig opgave at støtte noget, der overvejende har karakter af privat underholdning? 15 mio. kr. bruges på DVD-kompensation til rettighedshavere som et resultat af, at afgiften på blanke dvd’ere blev sat ned. Hvor længe skal ”rettighedshavere” mon have kompensation for noget, der ikke direkte har krænket deres rettigheder? Er fem landsdelsorkestre (143 mio. kr.) virkelig nødvendigt? Og hvor mange klassiske musikkonservatorier (103 mio. kr.) har vi brug for? Administration af udviklingsbistand koster 730 mio. kr. Fonden til udvikling af statens arbejdspladser sluger 27 mio. kr. Der er afsat 47 mio. kr. til ”Handlingsplan for store idrætsbegivenheder til Danmark”, og 33 mio. kr. bruges af ”Fonden til markedsføring af Danmark. Center for Kultur og Oplevelsesøkonomi koster sammenlagt 9 mio. kr. Og så er der smagsdommercentrene Etisk råd (8 mio.) og Den Centrale Videnskabsetiske Komite (4 mio. kr.)
Det er svært at finde det gode formål, der ikke får støtte. Ikke mindst erhvervsstøtten fylder godt op. Der er 130 konti med erhvervsstøtte på finansloven, og de beløber sig til sammenlagt 7,7 mia. kr. Dertil kommer erhvervsstøtte i form af skatteudgifter på 12,7 mia. kr. Al erhvervsstøtte bygger på en illusion om, at politikerne har opfundet en evighedsmaskine til velstandsskabelse, så staten kan beskatte borgerne, bruge provenuet til at skabe mere velstand, for derefter at kunne opkræve endnu højere skatter og gentage processen i det uendelige, indtil vi alle er uendeligt meget rigere end i dag. Idiotien taler for sig selv.
Jeg har ikke nævnt alle de overførselsindkomster, der udgør en stor del af finansloven.
Finanslovens omfang underbygger Henning Fonsmarks pointe i ”Historien om den danske utopi” at vælgerne er blevet socialiseret: Stadig flere vælgere har deres totale økonomiske eksistens deponeret i et afhængighedsforhold til den stat, hvis magt de ellers naturligt skulle have en interesse i at beskytte sig imod, og det er efterhånden blevet en statslig opgave at opdrage vælgerne gennem undervisning, kulturpolitik, statskontrollerede medier, idræt, komiteer for folkesundhed og miljø til den særlig danske form for velfærds¬demokrati, hvor personligt ansvar som noget nær det eneste ikke modtager støtte på finansloven.
2.580 sider med velmenende projekter, som en liberal-borgerlig regering foreslår, at vi som skatteborgere skal betale for til næste år. Hvor er det parti, der tør kræve nedskæringer?
Torben Mark Pedersen
Cand polit, Ph.D., medlem af Liberal Alliances hovedbestyrelse
Artiklen har været bragt som gæste-klumme på Punditokraterne, viderebragt her som en test af det nye 180grader
