Karina Adsbøl skrev:
Det har altid været let at stjæle fra de gamle. Afstumpede tyve vælger de svageste ofre og gør indbrud, trænger ind hos eller simpelthen stjæler de gamle damers tasker, når de befinder sig udenfor hjemmet. Det afføder ikke meget respekt hos almindelige mennesker med et fornuftigt livssyn. Forleden så vi så, at flere ansatte ved en institution i ældreomsorgen blev afslørede for åben skærm i at stjæle fra de gamle. Det var ikke sådan med fingrene nede i syltetøjskrukken som almindelige ”hæderlige” tyveknægte. Tyverierne var mere sofistikerede og foregik ved, at de ansatte fyldte i arbejdssedler for otte timer, mens man i praksis bare arbejdede fire og ellers hengav sig til sine private sysler den resterende halve arbejdsdag.
Det var TV2 Nyhederne, der afslørede denne ”tradition” på Plejecenter Håndværkergården i Københavns nordvestkvarter. Det er naturligvis helt uanstændigt, og jeg kan da bare udtrykke min tilfredshed med, at de ansvarlige trådte i karakter, så snart de blev konfronteret med TV2 Nyhedernes udsendelse, og straks fyrede samtlige indblandede, lukkede plejecenteret og lod andre (forhåbentligt) mere pålidelige personer tage over.
Udover de simple tyveknægte og de bedrageriske ansatte, findes der desværre også ”det offentlige”, der naturligvis aldrig kunne drømme om at erkende, at ”de” stjæler fra de ældre. I statens og kommunernes regi hedder det at spare. Jeg er da helt med på, at det at spare er en god ting. Det er sådan noget, jeg forsøger at indprente i mine børn, at den, der ”spar’, han har”! Og i og med dette er sagt, kommer jeg til pointen.
Ordet værdikamp er et nyt buzz-word (hedder det vist nok), og henviser til kampen mellem den vestlige verdens og den anmassende islamiske verdens forskellige værdier. Man kan også sige kampen mellem den kristne kultur og den muslimske eller det nationale mod det multikulturelle tankesæt. Som kandidat for Dansk Folkeparti er jeg allerede sat i bås af alle dem, der per definition ikke kan lide DF, og som opponerer ligegyldigt, hvad partiet kommer op med. Jeg mener at begrebet ”værdikampen” uden problemer kan udvides til at også at omfatte ”kampen om borgernes penge”! Hvem skal have dem?
I de sidste mange år, hvor jeg har fulgt med i politik og specielt mit eget interesseområde ældreomsorgen, har jeg set mange yderst kreative spareforslag, når sparekniven skulle svinges over de gamle, der efter et langt liv som betalende danskere, på deres livs aften som syge – eller bare som ”gamle” – har behov for at få noget af deres opsparede kapital tilbage i form af støtte og hjælp til at klare det daglige. Åbenbart er det sådan, at der er mange penge at spare i hjemmehjælpen. Der tales meget om det store ældre-boom som er lige om hjørnet, og truer Danmarks velfærd på en måde, så dommedagen synes nær.
Hjemmehjælpen er under de sidste fem års tid blevet skåret ned til halvdelen i en lang række kommuner. Prøv at ”Google” på for eksempel ”nedskæring i hjemmehjælpen”, så popper der op en lang række eksempler, hvoraf nogle nok kan få tårerne frem i selv den mest forhærdede omsorgsmedarbejdere.
Bagefter kan I så lige Google på ”skovparken”. Her er der også mange ”gode” historier at hente. Selv om det er vanskeligt at få et 100% overblik, så står det dog ret hurtigt klart, at i Skovparken i Kolding bor der hovedsageligt indvandrere fra ikke vestlige lande, og mange er hårdt belastede familier. Fordi Skovparken nu er sådan et hårdt belastet område og mange af dem, der bor der, er børn og unge under 17 år, så har staten pumpet ind en masse penge, så vidt jeg kan se omkring 12 millioner til områdefornyelse, integrationstiltag, ungdomsaktiviteter og meget mere siden 2004.
Se det er jo rigtig værdikamp. Kampen om pengene. Tage fra de gamle og give det til de unge, det er jo Danmarks fremtid, ikke sandt? Nu kommer jeg ikke så meget i Skovparken mere, det er der heller ikke så mange andre danskere der tør. Hvorfor, kan man godt forstå, hvis man følger med i de lokale medier og aviser. Millionerne har åbenbart ingen virkning, selv om vi af og til hører en solstrålehistorie fra området, oftest fortalt af dem, der forvalter indsatsen af disse mange statslige kroner, så overskygges det i alt for høj grad af strømmen af rapporter fra området om vold, trusler og hærværk.
Mens staten sender millioner af kroner til fjerne kaotiske områder i Ulandsbistand, flygtningebistand og så videre, har jeg sommetider fornemmelsen af, at disse penge bruges til ”ferierejser” fra de værste lande til Europa og dermed også Danmark. Her kan ”flygtningeturisterne” så fortsætte deres luksusophold med alt betalt på bekostning af gamle danskeres velfærd. Hvis nogen skulle få for sig sig selv til at tro, at de mange mennesker – hvoraf en del har vist sig at være ganske uintegrerbare - der nu er samlet i Skovparken og mange andre lignende steder i Danmarks større byer skal hjælpe os, når vi bliver gamle, så tror jeg nok at fremtidens virkelighed skal hive dem ud af den naive vildfarelse. At virkelig se, hvad der sker for øjnene af en, er den bedste lærdom, man kan få.
Mens vi i et accelererende tempo taber mere og mere terræn i værdikampen, tvinges den enkelte borger til at være med til at betale for afviklingen af de danske værdier – både de kulturelle og de økonomiske. De, der tror, at der er forskel på kommunens penge og statens penge, og at man ikke kan blande kommunernes ansvar for ældre sammen med statens bidrag til voksende ghettoer, kan måske nok bogføre og jonglere med tal. Men i den store virkelige verden er der bare en kasse at tage af. Det er skatteydernes fælleskasse!
I DF vil vi gerne gøre noget, der virker, både med hensyn til ældreplejens kvalitet og getto-problemerne. Men vi kan ikke selv. Vi er simpelthen ikke mange nok. Desværre kommer der ingen og redder os, det må vi selv gøre. Både Holger Danske og Joachim von And er trods alt ikke andet end fantasifigurer - og dem har vi allerede nok af på den anden fløj i dansk politik.
