”Allah er vort mål
Profeten Muhammed ibn Abdullah er vor leder
Koranen er vor konstitution
Jihad er vor vej
Og døden på Allah´s måde er vort lovede endeligt”
”The Message of the teachings” af Hasan Al-Banna, grundlægger af Det Muslimske Broderskab
Det er ofte blevet sagt, at livet imiterer kunsten.
I midtfirserne var der en lavbudget alienfilm fra det ydre rum med titlen ”I Come In Peace”, under den præmis der involverede en alien, der ankom til jorden, der ved mødet med et menneske ville erklære ”Jeg kommer i fred” og derefter brutalt myrde personen.
Igen og igen gennem filmen begår denne alien mord efter horribelt mord, hvert mord forudgået af en erklæring om fredfyldte hensigter.
I årtier, med tiltagende frekvens og destruktiv intensitet, har en alien islamisk verden igen og igen i det store hele påført død og ødelæggelse på verden; hver gang forudgået af en erklæring om fredfyldte hensigter.
Mens den ikke-muslimske verden i det store hele fortsætter med at tro disse erklæringer, har de der har næres ved dette, uden eftergivelse åbent erklæret, at det er deres intention også at fortsætte med dette.
Uvist af hvilken årsag synes Vesten at ønske at tro den ene men ikke den anden, selv om den enes erklæring altid opfølges af blodsudgydelser og død, på Allah´s måde i den lovede ende.
Over adskillige årtier har efterretningstjenester udviklet en udviklende videnskab om profilering af kriminelle, tilladende dem i de fleste tilfælde at skelne forskellige personlighedstyper hos forskellige kriminelle.
Selv om der findes mange personlighedstræk, ofte vidt forskellige personlighedstyper involveret, er der ét træk der er éns for alle voldspersoner: en narcissistisk personlighed. Med undtagelse af de virkeligt sindssyge er al kriminel og anti-social adfærd viljestyret. Folk gør de anti-sociale ting, de gør, fordi de vælger at gøre dem, fordi de ønsker at gøre dem. De gør dette grundet de psykiske og følelsesmæssige belønninger ved en sådan adfærd. Den ene konstant er den af narcissistisk selvforherligelse og selvfokus, og uvilligheden og den manglende evne til at erkende andres menneskelighed.
Ingen andre steder end i Islam er en sådan narcissisme blevet et nødvendigt element i et spirituelt udtryk.
Mens man proklamerer en direkte profetisk linie rækkende fra Abraham, inklusive mange bibelske profeter, inklusive Moses og Jesus, prædikede Mohammed en religiøs doktrin i hvilken alle er tvunget til at tro på Gud eller lide døden; eliminerende det princip at man tro eller ikke tro, eller vælge eller ikke vælge Gud´s velsignelse, med Gud nu krævende den absolutte underkastelse og overgivelse af menneskets frie vilje.
Indenfor Islam skulle tro i mindre grad blive en mekanisme for en tro på Gud end for demonstrationen af, at man har underkastet sig Gud.
Centralt for den islamiske tro er princippet om forudbestemmelse, med Mohammed prædikende troen at alt hvad der nogensinde er sket, og alt der vil ske, på forhånd fra begyndelsen til evigheden er forudsagt af Allah, med ideen om menneskets frie handling og vilje som værende ikke blot uden relevans men i direkte modsætning til Allah´s vilje.
Meget belejligt undskylder forudbestemmelse muslimers morderiske vold, således at vold klart var Allah´s vilje, og man fordømmer jo indlysende ikke Allah´s vilje.
Meget belejligt fjerne Allah´s vilje ethvert personligt ansvar fra muslimske mænd og deres voldelige, rovdyrsagtige adfærd.
Den islamiske tro er perfekt, på samme måde som de troende mænd der praktiserer den er. Derfor, selvom et menneske udfører en syndefuld handling, så er det handlingen, der er uperfekt, ikke manden.
Den paradoksale natur af synd indenfor Islam er, at mens Koranen adresserer menneskets menneskets synd, så påfører den specifikt alt ondt i verden på handlinger af ikke-muslimer.
Hvis der findes synd i Islam, så er det helt klart andres skyld.
Endvidere, ingen steder inden for hans ”perfekte” spirituelle doktrin var der en større og mere radikal redefinition af det spirituelle koncept og princip, end med den samfundsmæssige rolle og behandling af kvinder, signalerende at måske Gud pludseligt har udviklet opmærksomhed omkring ”kvindeemner”.
Mohammed retfærdiggjorte sin radikale redefinition af spirituelle principper på det grundlag af den islamiske doktrin ”naskh” eller doktrinen om annullering, under hvilket veletablerede religiøse principper kan ændres ved Allah´s vilje, hvis en sådan ændring belejligt kan gavne Islam, og i praktik gennem Islam´s ord, stort set alle muslimske mænd.
Der fandtes, og forbliver indenfor dette princip, et stort afgørende logisk problem, idet det antyder at en ufejlbarlig, omnipotent og altvidende guddom enten tager fejl, eller har ændret sin mening vedrørende de velsignelsens spirituelle principper.
Også, i forhold til det islamiske princip om forudbestemmelse, antager annulleringsdoktrinen antageligt, at Allah var forudbestemt til at tage fejl eller skifte mening, mens et element af moralsk relativisme belejligt introduceres, retfærdiggørende enhver handling der gavner Islam, og igen, stort set muslimske mænd.
Dette princip redefinerede naturen af ”godt” og ”ondt”; gørende ”godt” enhver handling der gavner muslimer, og ”ondt” enhver handling eller situation der ikke gavner muslimer. Hvis en handling eller situation, uanset hvor destruktiv eller modbydelig, gavner Islam, så er den i selve sin natur moralsk retfærdiggjort, og under dette princip helt igennem acceptabel.
Belejligt, som et redskab til ansvarsfornægtelse af det forfærdelige eller ubelejlige indenfor Islam, peger muslimske apologeter ofte på Koranen som bevis på, at et særligt forfærdende eller ubelejligt aspekt af deres kultur faktisk slet ikke er en del af deres kultur overhovedet, da det ikke specifikt refereres til i Koranen.
Argumenterende at noget der ikke specifikt adresseres til i Koranen, ikke er islamisk, er en belejlig mekanisme til afmonteringen af sandheden, da der findes mange aspekter af Islam, der utvivlsomt er islamiske, der ikke specifikt nævnes i Koranen.
Der findes faktisk indenfor Islam ikke én, men tre kilder til religiøs autoritet. Koranen, de faktiske ord fra Gud transmitteret gennem Muhammed; Sunna, Muhammed´s handlinger eller livsførsel; og afhængig af den enkelte sekt, Hadith, de ting Muhammed sagde, godkendte og ikke godkendte.Sharia lov anses for at være Gud´s hellige ord, der styrer og dikterer ethvert aspekt af menneskelig interaktion; udløbende primært fra to autoritetskilder, Koranen og Sunna, med det meste af Sharia udløbende ikke fra Koranen, men fra Sunna.
Dens lov er absolut, og gælder for alle muslimer og ikke-muslimer, der lever indenfor muslimske samfund, såvel som adfærden for troende muslimer levende udenfor muslimske samfund.
Sharia lov omfatter fem kategorier. Det der er obligatorisk, det der anbefales, det der er neutralt, det der misbilliges, og det der er forbudt.
Ingen ræsonnerende ville nogensinde fornægte sharia som værende fundamental for Islam, og det er sharia mere end Koranen selv, Vesten skulle henlede sin opmærksomhed mod, da det er sharia der direkte og ubestrideligt sanktionerer det horrible og ubelejlige indenfor Islam.
Som specifikt erklæret indenfor sharia lov er det kættersk og strafbart med døden at kritisere eller nogensinde blot betvivle Islam´s læresætninger, hvilket er blevet en ikke usædvanlig spændetrøje der ofte påtvinges de der betvivler eller kritiserer muslimske mænd.
Eftersom Islam er perfekt, så kan enhver kritik af en troende muslim som udvidelse ses som kritik af Islam, og kan derfor ikke tolereres, især hvis en sådan kritik fremføres af en kvinde.
For at sætte dette i perspektiv er det indenfor Islam den overbevisning, at der findes tre ting der ugyldiggør en troende muslims bøn; nærværet af en hund, et æsel eller en kvinde. Hvis én af disse forstyrrer en muslimsk mands bøn, så vil Gud nægte at acceptere denne bøn, hvilket antyder, at Gud anser disse skabninger som afskyelige, rejsende det indlysende spørgsmål: ”Hvilken slags Gud kan ikke lide hunde?”.
Måske sætter Gud større pris på katte.
Uanset Gud´s præferencer var Muhammed tydeligt en profet, der i det mindste mente, at kvinder, hvis de i øvrigt var gjort stuerene, udgjorde gode kæledyr, og mens han ofte fremlagde det synspunkt, at det er mere end acceptabelt lejlighedsvist at slå en hund, et æsel eller en kvinde, så er Koranen overraskende tavs om, hvis en kvinde sviner på tæppet, om det så er acceptabelt at gnide hendes næse i det, og på den måde raser debatten indenfor Islam videre.
Ordet Islam betyder underkastelse, og intet sted indenfor Islam er denne underkastelse mere rigidt gennemtvunget end mod kvinder, der altid kræves at være i lydig underkastelse.
En muslimsk kvinde der er ulydig, modsættende, kritisk eller afvisende overfor en muslimsk mand, kan som afledning anses som frafalden og afvisende Islam, der er en kættersk handling, for hvilken straffen kan være døden ved halshugning, afhængig af den umiddelbare disposition fra mændene i hendes familie.
Det er princippet om islamisk perfektion, der gør de mest barbariske og umenneskelige handlinger mod kvinder mulige, uden fordømmende kommentarer indenfor muslimske samfund.
Når sådanne udførte handlinger lejlighedsvist er blevet kendte for den ikke-muslimske verden, forekommer vage undskyldende erklæringer, almindeligvis på linie med ”Islam fordømmer mord på uskyldige folk”.
Hvad ikke-muslimer må forstå om sådanne erklæringer er, at de kun gælder troende muslimer, og kun fremføres for at mildne vestlige følelser.
Konceptet om uskyldighed gælder ikke ikke-troende eller frafaldne, da uskyldighed er en tilstand der kun troende muslimer kan påberåbe sig. Med sådanne erklæringer taler muslimske apologeter kun om dem selv.
Indenfor Islam gælder konceptet om mord eller blodsudgydelse kun den troende muslim, da blodet fra en ikke-troende eller frafalden er blodet fra én der ikke er uskyldig.
Mens det er muligt at dræbe en troende eller muslim, er det ikke muligt at dræbe en ikke-troende eller frafalden muslim.
Mens mord på en troende kan fordømmes indenfor Islam, så er drab på en ikke-troende eller frafalden fuldstændigt irrelevant, og endog ikke seriøst emne for diskussion.
Hvad der ikke er helt forstået af ikke-muslimer, er, at indenfor kategorien af frafaldne, kan udmærket findes, kvinder der kritiserer, eller på nogen måde er i opposition eller afvisende overfor en muslimsk mand, og vis efterfølgende nedslagtning anses ikke blot for ikke-mord, men en medlidenhedshandling og retfærdig forløsning.
Intetsteds indenfor nogen anden religion har nedslagtning af mennesker nogensinde været en handling af spirituel forløsning og passende handling, og mens det er fuldstændigt fremmed for vestlig teologi, så kan halshugningen af en kvinde indenfor Islam faktisk ses som en handling af næstekærlighed og medfølelse mod hende, da dette fritager hende fra muligvis at udføre yderligere dødbringende handlinger mod Gud.
I en ekstremt pervers forstand kan æresdrab på en kvinde faktisk religiøst ses som en næstekærlig velsignelse mod hende, af dem der indgår i den retfærdige nedslagtning af hende. Indenfor en sådan religions kultur er en sådan handling mindre emne for fordømmelse, end den er anbefalelsesværdig, derfor fraværet af protester og den larmende tavshed indenfor de muslimske samfund.
Islam er en mandeorienteret religion, der tjener de spirituelle behov af mænd, med kvinderne tjenende deres umiddelbare behov og ønsker, og det er givet, at når man refererer til islam, så refererer man udelukkende til mænd.
Det er blevet sagt, at blive født som kvinde i Islam er en forbandelse og en potentiel dødsdom, hvori det at være kvinde er at lide livet igennem under en form for Stockholm Syndrom, i hvilket overlevelse fuldstændigt afhænger af identificeringen af éns plage.
Islam´s syn på kvinder er direkte i ord og handling ordineret og støttet af Muhammed, proklamerende at kvinder på alle måder er mænd underlegne, fysisk, følelsesmæssigt, moralsk, spirituelt og intellektuelt.
Som specifikt afgjort og godkendt af Muhammed var, og forbliver, seksuel underkastelse af kvinder udtrykkeligt ordineret i Islamisk lov og spirituelle princip.
Muhammed anså ikke blot kvinder som underlegne, men som potentielle agenter for Satan, sendt for at teste og friste de retfærdige, og blandt hans profetiske åbenbaringer var der en formaning til de troende, at Helvede var overvældende befolket af utaknemmelige og ulydige kvinder.
Grundet kvindernes mangelfuldhed blev deres arv af Muhammed fastsat til halvdelen af mandens arv.
En kvindes vidnesbyrd vurderes også til halvdelen af mandens, med den konsekvens at ingen kvinde nogensinde på eget vidnesbyrd kan fremsætte juridiske anklager mod nogen mand.
Lydighed og absolut seksuel tjenstvillighed kræves af kvinder, med enhver kvinde der er ulydig mod sin ægtemand eller herres seksuelle ønsker, værende emne for forbandelse og retfærdig fysisk afstraffelse (Koranen 4:34).
Koranen lærer, at en mand kan trænge ind i en kvinde, når som helst han ønsker det, og nyde hende på præcis den måde han ønsker, med fordømmelse, forbandelse og slag som løn for synden at nægte sin ægtemand eller herre brugen af hendes krop, i det omfang at kvinder der mere ønsker at bede end have samleje, begår en alvorlig synd.
Ud fra Muhammed´s afgørelse er der indenfor islamisk doktrin overbevisningen, at mænd er rene, og kvinder er urene, med verden delt mellem de to halvdele, én halvdel Dar-al-Harb, (en verden af krig) bestående af ikke-troende vantro og ulydige kvinder, og en muslimsk halvdel, Dar-al-Islam (en verden af Islam, eller en verden af fred) bestående af troende, der som et udtryk for tro forfølger førstnævnte; demonstrerende deres spirituelle lydighed mod Gud ved først at underlægge sig de urene indenfor deres egne grænser, og indenfor deres egne samfund.
Islam´s tekstmæssige autoriteter kræver at troende muslimer ”ydmyger” ikke-troende, og bringer dem til forståelse af deres fornedrelse. Ydmygelsen og fornedrelsen af kvinder er blevet, til trods for Islam´s benægtelse, en udvidelse af deres spirituelle direktiv, med seksualitet værende udtryksredskabet for islamisk dominans, såvel som et våben med hvilket ulydige og vantro straffes.
Muslimsk mandligt overherredømme kræver, at alle kvinder underkaster sig, inklusive kvinder i ikke-troende samfund, og som specifikt noteret i Koranen og sharia lov, findes der ikke sådan noget som voldtægt af en ikke-troende kvinde, da et sådan samvær, tvunget eller andet, blev at Muhammed godkendt som en absolut rettighed for muslimske mænd, som specifikt adresseret i Koranen 4:24.
Yderligere, for en kvinde at opretholde en voldtægtsanklage mod en mand, skal denne handling være overværet af fire mænd, der derudover skal være villige til at vidne mod den muslimske mand (Koranen 24:13).
Der findes endog i Islam et opfattet behov for at skitsere under hvilke omstændigheder voldtægt godkendes eller ikke godkendes, eller at sanktioneret voldtægt endog var emne for Muhammed´s spirituelle overvejelse, er for det vestlige sind både instruktivt og forfærdende.
I hele den muslimske verden er voldtægt begået af muslimer en religiøst sanktioneret og indlysende, forsætlig underlæggelseshandling, og mens voldtægtsepidemien begået af muslimske immigranter verden over kan synes som tilfældige kriminelle handlinger, så er de faktisk specifikt sanktionerede i både Koranen og Sunna.
At ikke-muslimske kvinder er specifikt udsøgte mål er indikation på, at dette afvigende seksuelle udtryk er en slags krig, som en handling hvor man tager, hvad der tilhører en vantro, som en retfærdig retmæssighed for den troende, og som et moralsk handlingsudtryk for det rebelske og åbent offensive af sådanne kvinder i deres fejlslag at underkaste sig Gud, og med termen Gud, menes muslimske mænd.
Men det er ikke kun ikke-troende kvinder, der straffrit misbruges.
I muslimske samfund voldtages kvinder og piger, der ikke har mandlige familiemedlemmer, der kan beskytte dem rutinemæssigt, sodomiseres og misbruges af muslimske mænd, der ved, at der stort set ikke findes nogen mulighed for social fordømmelse og ingen trussel med gengældelse. Unge kvinder og piger der beklager sig, bliver udstødte eller værre, muligvis lidende døden for deres anklage, eller for at have vanæret deres familier.
I Danmark eksempelvis udgør muslimske mænd mindre end 4% af landets befolkning, men begår anslået 80% af alle seksuelle angreb.
I Paris, en anden europæisk by med en anseelig muslimsk minoritet, er voldtægt af muslimske og ikke-muslimske kvinder af epidemiske proportioner, med omstrejfende bander af muslimske mænd absolut straffrit gruppevoldtagende kvinder og piger, sikre på at hverken deres eget eller det franske retsvæsen, vil holde dem juridisk ansvarlige.
Dog, i 2002 gjorde adskillige muslimske piger fra det parisisk muslimske samfund det utænkelige, og beklagede sig til politiet over, at de var blevet gruppevoldtaget af muslimske mænd.
I forbindelse med deres anholdelse blev det lokale politi belejret af koner, mødre og søstre af de anklagede, ophidsede over at deres mænd var blevet anholdt for noget der klart ikke var deres skyld. I disse kvinders øjne var de unge piger selv skyld i at være blevet misbrugt, og så deres egne mandlige familiemedlemmer som værende offergjorte af dem.
Det er en selvfølge indenfor en religiøst sanktioneret islamisk voldtægtskultur, at muslimske mænd ikke alene ikke er juridisk ansvarlige for deres egen seksuelle adfærd, eller for nogen adfærd eller omstændighed der reflekterer dårligt på dem.
Perverst nok er det i islamiske samfund ikke ualmindeligt, at unge kvindelige familiemedlemmer frit tilbydes mænd fra andre familier til gruppevoldtægt som en måde at ende en uoverensstemmelse mellem familier.
Men det er ikke kun kvinder og piger indenfor Islam, der er ofre for seksuel rovdrift, men også unge mænd.
I forlængelse af sin voldtægtskultur findes den ofte og omfattende seksuelle udnyttelse af unge mænd, og dette er ofte indenfor Islam elefanten i rummet, om hvilken ingen ønsker at tale.
Til trods for at Koranen udtrykkeligt forbyder denne aktivitet mellem to voksne mænd, så er det en ekstremt almindelig og vedholdende aktivitet mellem voksne mænd og børn.
Som en aktivitet mellem voksne mænd fordømmes dette, og er ofte emne for ekstreme sanktioner, henrettelse inklusive. Dog, som en aktivitet mellem voksne mænd og pubertære, og endog præpubertære drenge, er det en tusindårig islamisk institution, støttet af tekstreferencer og løfter til troende muslimer, at der ikke alene for deres seksuelle glæde i Paradis, vil være udødelige kvinder af ufattelig skønhed og renhed; fri for alle dødelige kvinders ”ubelejligheder”, men sensuelle unge drenge ”så skønne som perler”.
Der findes indenfor denne negative seksuelle dynamisk en nedsivningseffekt fra voksne til yngre.
Ældre drenge der er blevet feminiserede, feminiserer videre på yngre drenge, der igen feminiserer på yngre drenge. Oral stimulering af penis og anal samleje bliver ofte individuelle aktiviteter og endog gruppeaktiviteter, i hvilke drenge i alderen seks til syv år med voksne jævnligt deltager og med hinanden. Den kulturelle effekt af en sådan endemisk feminisering indenfor en hypermaskulin kultur der afskyr og nedgør feminitet som uren, er at generationer af drenge vokser til voksenhed benægtende, dog samtidigt fuldstændig bevidst om deres udnyttelse, skam, seksuelle forvirring, raseri og skrøbelige opfattelse af maskulinitet.
Islamiske samfund er samfund hvor raseri, skam og offergørelse er omfattende, dominerende kulturelle karakteristika, hvor, i modsætning til repræsentationerne i vestlige venstreorienterede medier, kilden til det meste af raseriet, ydmygelsen og offermentaliteten, skal findes indenfor en kultur af samfuld og ofte voldelig seksuel udnyttelse ikke alene af kvinder og piger men også af unge drenge, handlinger der specifikt refereres til i Koranen, Sunna og Hadith. Det bør endvidere bemærkes, at indenfor Shari´a anbefales penetrering af et barn ikke.
Der findes også indenfor Islam en kulturel dynamik ikke fundet i noget andet samfund, og det er graden af sammenhæng mellem uddannelse og brutal umenneskelighed; hvor man med lige så stor sandsynlighed finder en universitetsuddannet muslim slå sig løs i orgier af seksuel blodtørst og brutalitet mod andre, som hos den illitterære.
Mens der overalt i verden findes en mærkbar sammenhæng mellem uddannelse, civiliserethed, menneskelighed og respekt mod andre, er dette i islamiske samfund mere undtagelsen end reglen.
Der findes indlysende en komponent indenfor islam, der driver denne adfærd, der er fraværende i andre kulturer, en komponent der uden tvivl for Islam er intern mere end ekstern.
Muslimske mænds hypermaskulinitet med deres besættelse af deres egen perfektion og kvinders mangel på perfektion, har muteret til en udbredt accepteret islamisk tradition af æresdrab, som en pervers form for perfektionsbenægtelse. En kvinde hvis adfærd, reel eller forestillet, kan bringe vanære på sin familie, dræbes for at fjerne enhver mangel på perfektion, der kan reflektere på perfektionen og opfattede maskulititet af mænd i hendes familie.
Sammenlægningen af rædsel og perversitet af sådanne handlinger er, at det tilsyneladende ikke er blot ikke er tilstrækkeligt at dræbe en stødende kvinde, men at gøre det på en så ondskabsfuld måde som muligt, næsten som om graden af den genoprettede og bekræftede maskulinitet på en måde står i direkte forhold til graden af den involverede nedslagtning.
Ofte er sådanne handlinger lig dynamikken af muslimske gruppevoldtægter, hvor adskillige familiemedlemmer deltager i nedslagtningen, hver især agerende i bekræftelsen af deres egen maskulinitet, såvel som godkendelse fra mænd indenfor egen familie og samfund.
Perverst nok bliver sådanne brutale rædselshandlinger ofte en kilde til familiestolthed, når de bliver offentligt kendt indenfor samfundet, hvor det at have fungeret som nedslagter af kvinder indenfor sin familie bliver ærbødigt belønnet af ligemænd, og måske endog fungerer som en løftestang til højere social status.
Mens sådanne handlinger rationaliseres som handlinger til genoprettelse af familiens ære, så er familiens ære i realiteten udtryk for impotent raseri over muligheden for at andre i den stødende kvindes grænseoverskridelse, kan se svagheden og den maskuline impotens af mændene indenfor familierne, ude af stand til at styre handlingerne af nogen så ubetydelig, uren og underlegen som en kvinde.
Indenfor Islam er opmærksomheden omkring ære altid rettet mod manden, og hans opfattede maskulinitet i samfundet.
For en muslimsk mand er livet et teater, i hvilket hans maskulinitet altid er står til skue, altid er i søgelyset, altid emne for skarp undersøgelse, og hvor muligheden for urene kvinders forræderi altid udgør en fare for almenets opfattelse.
Der findes i Islam en ekstrem dysfunktionel, psykoseksuel dynamik, der sammen med dens voldtægtskultur og seksuelle udnyttelse af unge mænd fremkalder et desperat raseri, som muslimske mænd har med livet, og det livet bærer, nærer og giver liv. Graden af frygt, afsky og endog had for alle hunkøn, udtrykker sig i det raseri og den brutale vold muslimer udviser ikke blot mod kvinder og mod hinanden, men mod hele verden.
Der findes blandt sådanne mænd en endeløs forsyning af jihadister og potentielle martyrer, der let kan manipuleres til at tro, at deres frelse og værdier er løgne i den voldelige opofrelse af deres egne liv, såvel som den brutale nedslagtning af andre.
Det er indenfor denne kulturelle dynamik, man skal finde kilden til denne overmåde destruktion og seksuelle tortur, der er blevet den almindelige og vedholdende karakteristiske signatur af muslimsk vold mod ikke-muslimske og frafaldne tilfangetagne.
Den 1. september 2004 i den russiske føderations by Beslan tilfangetog muslimske terrorister en skole, tagende mere end 1.100 mennesker til fange, inklusive næsten 800 skolebørn.
Gennem de næste adskillige dage forsøgte russiske sikkerhedsstyrker at forhandle en fredelig løsning, men fejlende med resultatet af en massakre af 334 gidsler, af hvilke 186 var børn. Næsten alle overlevende blev på den ene eller anden måde såret, hvis ikke for livet med følelsesmæssige ar. Den 26. november 2008 i Mumbai i Indien, foretog muslimske terrorister koordinerede angreb på så mange som otte forskellige mål, og over de næste to dage foretog kampe med politi og sikkerhedsstyrker, i sidste instans resulterende i døden for mindst 173 og mere end 300 sårede.
I hvert tilfælde, øjeblikkeligt efter at have tilfangetaget et mål og etableret et sikkert område, blev en del af bygningen etableret med det ene formål at udføre en storstilet samlebåndsproces af voldtægter, sodomi, seksuel tortur og lemlæstelser, og tilsyneladende som en efterhandling, den rituelle halshugning af fangerne.
Omgående efter besættelsen, og mens forhandlingsprocessen med russiske sikkerhedsstyrker, udvalgte besætterne blandt de tilfangetagne de der skulle seksuelt misbruges og skændes: de var i deres funktion af tilfangetagere forbrydere mod de lige muligheder, med mænd, kvinder, drenge og piger, hver én efter én rædselsfuldt skændet, seksuelt lemlæstede, og som en afsluttende handling, dræbt.
Mere end 100 af dem var børn.
Igen og igen, time efter time, mens terrorister var engagerede i falske forhandlinger, tog hver især deres skånselsløse tur med deres udvalgte tilfangetagne offer, af hvilke meget blev optaget på videobånd til senere fornøjelig underholdning og seksuelle tilfredsstillelse for de involverede, og til fornøjelse og underholdning for deres associerede.
Der findes faktisk i den muslimske verden en kolossal efterspørgsel på sådanne videoer, og de findes ofte i pågrebede terroristers besiddelse, ofte sammen med en anseelig samling af børneporno.
Til vestlige mediers og akademikeres store miskredit er disse stort set tavse omkring sådanne fremherskende former for islamisk spirituelle udtryksformer.
Mumbai var i relation til de tilfangetagne en genafspilning af de seksuelle rædsler i Beslan, hvor seksuel psykopatologi var centralt for det spirituelle udtryk af religiøst sanktioneret vold.
Fra det objektive perspektiv af en profilering af en kriminel, indikerer et område, der beviseligt har været emne for forlænget tortur og dybe lidelser hos offeret, indikerer, at døden i sig selv kun var tilfældig eller sekundær i forhold til den primære handling af forlængede lidelser, et karaktertræk der sammenfalder med seksuelle psykopater for hvilke deres sande tilfredsstillelse findes i den vedholdende torturhandling og ikke i den uundgåelige slutning. For sådanne mordere er deres ofres bortgang et antiklimaks.
Det er tydeligt at mens terroristernes ultimative mål, var at påføre så mange af deres fanger som muligt døden, så var deres hovedfokus utvivlsomt at svælge og tilfredsstille deres egen horribelt perverse seksuelle behov.
Der er skrevet utallige bøger og artikler om seksuel dysfunktion indenfor Islam, homoseksualitet, pædofili, psykopatologi, seksuel psykopatologi og en næsten endeløs liste om utilpasset adfærd karakteristisk for Islam; en recitation af deres observationer omkring hvad der utvivlsomt, eksklusivt og universelt er en form for islamisk vold og spirituel udtryksform.
Men mens Vesten´s medier, akademier og politisk korrekte ledere endeløst debatterer, om hypervoldelige muslimer er repræsentative for Islam´s centrale karakter, så findes der ingen debat eller forvirring i den islamiske verden, der præcist ved, hvem disse folk er, og hvad de ærligt repræsenterer.
At den islamiske verden i det store hele forbliver tavs i mødet med hvert tiltagende overgreb, afslører præcist hvordan den muslimske verden føler omkring denne adfærd af dybt destruktive brødre, og hvor acceptabel deres adfærd i virkeligheden er i islamiske samfund, inklusive de i Vesten.
Den grad med hvilken vestlig succes eller fejlslag i forståelsen af problemet med den blodtørstige islamiske vold vil helt sikkert afhænge af hvor objektiv Vesten definerer problemet.
Problemet, til den grad det i øjeblikket er defineret, er helt igennem defineret af den islamiske verden selv.
Apologeter indenfor den muslimske verden har belejligt defineret det horrible, seksuelt voldelige problem som udøvet af radikale, marginale elementer indenfor hvad de ellers beskriver som fredens religion.
Deres karakteristik er vidt accepteret og favnet i Vesten, og er en afledning væk fra den virkelige sag.
Mere end at muslimsk hypervold bliver karakteriseret som karakteristisk for Radikal Islam, så kan problemet mere akkurat karakteriseres og defineres som et problem i det aktive Islam.
Det politisk korrekte Vesten fortsætter til sin miskredit med at karakterisere Islam som værende delt i sfærer af Radikal versus Moderat Islam, hvor den mere akkurate karakteristik er Aktiv versus Passiv Islam.
De der engagerer sig i ekstreme voldshandlinger af spirituelt udtryk, handler faktisk aktivt, støttet af og tro mod Koranen, shari´a og årtusindes historie af islamisk kultur, og støttes, endog tilskyndes, af de der passivt favner, og tavst accepterer, deres brutale umenneskelige handlinger.
At påstå at problemet i det store hele er et minoritetsproblem, er at afskrive det faktum, at flertallet støtter og favner de samme religiøse doktriner, de samme shari´a love og de samme kulturelle normer.
Seksuel adfærd antages bredt at omhandle personlig adfærd, undtagen blandt dem på den politisk korrekte venstrefløj, der anser al adfærd for politisk; da al adfærd er politisk, fastholder de venstreorienterede institutioner karakteriseringen af den umådeholdne vold i Islam, uanset dens åbenlyse seksuelle indhold, som udgående fra det politiske mere end det personlige, derigennem helt igennem miste pointen og rodårsagen til en sådan vold.
Den manglende evne til at fastslå den islamiske volds karakter vil fortsætte, og så længe den forbliver karakteriseret som et politisk udtryk, vil sådan vold fortsætte som forstået af venstrefløjen, om ikke til at acceptere, så til at tolerere.
Vesten´s venstreorienterede verden fortsætter med at relatere til den islamiske verden, som om den eksisterede mellem konkurrerende og modsat rettede kulturelle pg religiøse ideologier af ageren og tvang, et punkt for et fælles skæringspunkt.
Misopfattelsen der blinder Vesten i deres tro, at den muslimske verden kan tilpasses, og at Islam og Vesten i almindelighed deler interesser, er misopfattelsen af, at ønsket fra utallige individer indenfor Islam kan favne demokrati, er en mulighed for at institutionalisere demokratiske idealer, hvis ikke vestlig kultur.
Hvad de ikke evner at forstå, er at de der indenfor Islam ønsker at være fri for Islam´s religiøst sanktionerede vold, er islam´s kættere, Islam´s sande radikalt marginaliserede, og Islam´s omvandrende døde, der har afvist Islam´s narcissistiske, ondskabsfulde, voldelige ideologi, og gennem denne afvisning er blevet frafaldne.
Der vil aldrig komme en tid indenfor Islam, hvor blasfemiske kættere vil dominere eller komme til magten, en virkelighed Vesten´s venstreorienterede demokratier ikke er villig til at se i øjnene. Når det kommer til sagen, vil muslimer voldsomt jage og krige hinanden, og de der passivt ser til, vil altid vælge at alliere sig selv mod de vantro og frafaldne.
Der findes indenfor dette trossystem en forfærdende ignorance og arrogant nedladenhed mod den muslimske verden, der mener, at Islam´s kulturelle normer er moralsk ligestillede med dem i Vesten.
Ved ikke at holde Islam ansvarlig for minimumsstandarder for menneskelig anstændighed, og ved at engagere Islam og Islam´s skandaløse vold mod et ikke-fordømmende, moralsk ligeværdigt plan, vil vore bestræbelser blot tjene til styrkelsen af Islam´s skandaløse opfattelse af berettigelse. Vor overbærenhed og tavshed og vor tolerance mod Islam´s destruktive adfærd vil blot avle mere end mindre af sådan adfærd, og tjener tilskyndelsen af aktiv Islam´s moralske vished.
Vesten fortsatte forfølgelse af passiv strategi som den eneste sikre, politisk acceptable løsning mod Islam´s ultravold og desperate håb om, at Islams moderate (passiv Islam) på én eller anden måde vil influere Islam´s radikale (aktiv Islam) til at ændre deres levemåder, er håbløst misforstået.
Ideen om at placere Vesten´s skæbne i hænderne på de der hverken har aktiv eller passiv interesse i Vesten´s kultur og værdier, er en interessant ide, og udgår fra en politisk kultur, der i Islam tiltagende ses som overvældende feminin og derfor overvældende afskyvækkende.
Som enhver god kvinde, der står til rådighed for misbrug, håber vi i den liberale vestlige kultur passivt på, og venter på, at misbrugeren skal ændre adfærd, mens vi indtager en afhængig positur af underkastelse og svaghed, og beder til Gud, at næste gang han raser, så udøver han ikke seksuel tortur, halshugger, og bringer os døden på den måde Allah i sidste ende har lovet os.
I mellemtiden, uanset hvad vi gør for at formilde, vil vore næser fortsat blive smurt rundt i det.
Profeten Muhammed ibn Abdullah er vor leder
Koranen er vor konstitution
Jihad er vor vej
Og døden på Allah´s måde er vort lovede endeligt”
”The Message of the teachings” af Hasan Al-Banna, grundlægger af Det Muslimske Broderskab
Det er ofte blevet sagt, at livet imiterer kunsten.
I midtfirserne var der en lavbudget alienfilm fra det ydre rum med titlen ”I Come In Peace”, under den præmis der involverede en alien, der ankom til jorden, der ved mødet med et menneske ville erklære ”Jeg kommer i fred” og derefter brutalt myrde personen.
Igen og igen gennem filmen begår denne alien mord efter horribelt mord, hvert mord forudgået af en erklæring om fredfyldte hensigter.
I årtier, med tiltagende frekvens og destruktiv intensitet, har en alien islamisk verden igen og igen i det store hele påført død og ødelæggelse på verden; hver gang forudgået af en erklæring om fredfyldte hensigter.
Mens den ikke-muslimske verden i det store hele fortsætter med at tro disse erklæringer, har de der har næres ved dette, uden eftergivelse åbent erklæret, at det er deres intention også at fortsætte med dette.
Uvist af hvilken årsag synes Vesten at ønske at tro den ene men ikke den anden, selv om den enes erklæring altid opfølges af blodsudgydelser og død, på Allah´s måde i den lovede ende.
Over adskillige årtier har efterretningstjenester udviklet en udviklende videnskab om profilering af kriminelle, tilladende dem i de fleste tilfælde at skelne forskellige personlighedstyper hos forskellige kriminelle.
Selv om der findes mange personlighedstræk, ofte vidt forskellige personlighedstyper involveret, er der ét træk der er éns for alle voldspersoner: en narcissistisk personlighed. Med undtagelse af de virkeligt sindssyge er al kriminel og anti-social adfærd viljestyret. Folk gør de anti-sociale ting, de gør, fordi de vælger at gøre dem, fordi de ønsker at gøre dem. De gør dette grundet de psykiske og følelsesmæssige belønninger ved en sådan adfærd. Den ene konstant er den af narcissistisk selvforherligelse og selvfokus, og uvilligheden og den manglende evne til at erkende andres menneskelighed.
Ingen andre steder end i Islam er en sådan narcissisme blevet et nødvendigt element i et spirituelt udtryk.
Mens man proklamerer en direkte profetisk linie rækkende fra Abraham, inklusive mange bibelske profeter, inklusive Moses og Jesus, prædikede Mohammed en religiøs doktrin i hvilken alle er tvunget til at tro på Gud eller lide døden; eliminerende det princip at man tro eller ikke tro, eller vælge eller ikke vælge Gud´s velsignelse, med Gud nu krævende den absolutte underkastelse og overgivelse af menneskets frie vilje.
Indenfor Islam skulle tro i mindre grad blive en mekanisme for en tro på Gud end for demonstrationen af, at man har underkastet sig Gud.
Centralt for den islamiske tro er princippet om forudbestemmelse, med Mohammed prædikende troen at alt hvad der nogensinde er sket, og alt der vil ske, på forhånd fra begyndelsen til evigheden er forudsagt af Allah, med ideen om menneskets frie handling og vilje som værende ikke blot uden relevans men i direkte modsætning til Allah´s vilje.
Meget belejligt undskylder forudbestemmelse muslimers morderiske vold, således at vold klart var Allah´s vilje, og man fordømmer jo indlysende ikke Allah´s vilje.
Meget belejligt fjerne Allah´s vilje ethvert personligt ansvar fra muslimske mænd og deres voldelige, rovdyrsagtige adfærd.
Den islamiske tro er perfekt, på samme måde som de troende mænd der praktiserer den er. Derfor, selvom et menneske udfører en syndefuld handling, så er det handlingen, der er uperfekt, ikke manden.
Den paradoksale natur af synd indenfor Islam er, at mens Koranen adresserer menneskets menneskets synd, så påfører den specifikt alt ondt i verden på handlinger af ikke-muslimer.
Hvis der findes synd i Islam, så er det helt klart andres skyld.
Endvidere, ingen steder inden for hans ”perfekte” spirituelle doktrin var der en større og mere radikal redefinition af det spirituelle koncept og princip, end med den samfundsmæssige rolle og behandling af kvinder, signalerende at måske Gud pludseligt har udviklet opmærksomhed omkring ”kvindeemner”.
Mohammed retfærdiggjorte sin radikale redefinition af spirituelle principper på det grundlag af den islamiske doktrin ”naskh” eller doktrinen om annullering, under hvilket veletablerede religiøse principper kan ændres ved Allah´s vilje, hvis en sådan ændring belejligt kan gavne Islam, og i praktik gennem Islam´s ord, stort set alle muslimske mænd.
Der fandtes, og forbliver indenfor dette princip, et stort afgørende logisk problem, idet det antyder at en ufejlbarlig, omnipotent og altvidende guddom enten tager fejl, eller har ændret sin mening vedrørende de velsignelsens spirituelle principper.
Også, i forhold til det islamiske princip om forudbestemmelse, antager annulleringsdoktrinen antageligt, at Allah var forudbestemt til at tage fejl eller skifte mening, mens et element af moralsk relativisme belejligt introduceres, retfærdiggørende enhver handling der gavner Islam, og igen, stort set muslimske mænd.
Dette princip redefinerede naturen af ”godt” og ”ondt”; gørende ”godt” enhver handling der gavner muslimer, og ”ondt” enhver handling eller situation der ikke gavner muslimer. Hvis en handling eller situation, uanset hvor destruktiv eller modbydelig, gavner Islam, så er den i selve sin natur moralsk retfærdiggjort, og under dette princip helt igennem acceptabel.
Belejligt, som et redskab til ansvarsfornægtelse af det forfærdelige eller ubelejlige indenfor Islam, peger muslimske apologeter ofte på Koranen som bevis på, at et særligt forfærdende eller ubelejligt aspekt af deres kultur faktisk slet ikke er en del af deres kultur overhovedet, da det ikke specifikt refereres til i Koranen.
Argumenterende at noget der ikke specifikt adresseres til i Koranen, ikke er islamisk, er en belejlig mekanisme til afmonteringen af sandheden, da der findes mange aspekter af Islam, der utvivlsomt er islamiske, der ikke specifikt nævnes i Koranen.
Der findes faktisk indenfor Islam ikke én, men tre kilder til religiøs autoritet. Koranen, de faktiske ord fra Gud transmitteret gennem Muhammed; Sunna, Muhammed´s handlinger eller livsførsel; og afhængig af den enkelte sekt, Hadith, de ting Muhammed sagde, godkendte og ikke godkendte.Sharia lov anses for at være Gud´s hellige ord, der styrer og dikterer ethvert aspekt af menneskelig interaktion; udløbende primært fra to autoritetskilder, Koranen og Sunna, med det meste af Sharia udløbende ikke fra Koranen, men fra Sunna.
Dens lov er absolut, og gælder for alle muslimer og ikke-muslimer, der lever indenfor muslimske samfund, såvel som adfærden for troende muslimer levende udenfor muslimske samfund.
Sharia lov omfatter fem kategorier. Det der er obligatorisk, det der anbefales, det der er neutralt, det der misbilliges, og det der er forbudt.
Ingen ræsonnerende ville nogensinde fornægte sharia som værende fundamental for Islam, og det er sharia mere end Koranen selv, Vesten skulle henlede sin opmærksomhed mod, da det er sharia der direkte og ubestrideligt sanktionerer det horrible og ubelejlige indenfor Islam.
Som specifikt erklæret indenfor sharia lov er det kættersk og strafbart med døden at kritisere eller nogensinde blot betvivle Islam´s læresætninger, hvilket er blevet en ikke usædvanlig spændetrøje der ofte påtvinges de der betvivler eller kritiserer muslimske mænd.
Eftersom Islam er perfekt, så kan enhver kritik af en troende muslim som udvidelse ses som kritik af Islam, og kan derfor ikke tolereres, især hvis en sådan kritik fremføres af en kvinde.
For at sætte dette i perspektiv er det indenfor Islam den overbevisning, at der findes tre ting der ugyldiggør en troende muslims bøn; nærværet af en hund, et æsel eller en kvinde. Hvis én af disse forstyrrer en muslimsk mands bøn, så vil Gud nægte at acceptere denne bøn, hvilket antyder, at Gud anser disse skabninger som afskyelige, rejsende det indlysende spørgsmål: ”Hvilken slags Gud kan ikke lide hunde?”.
Måske sætter Gud større pris på katte.
Uanset Gud´s præferencer var Muhammed tydeligt en profet, der i det mindste mente, at kvinder, hvis de i øvrigt var gjort stuerene, udgjorde gode kæledyr, og mens han ofte fremlagde det synspunkt, at det er mere end acceptabelt lejlighedsvist at slå en hund, et æsel eller en kvinde, så er Koranen overraskende tavs om, hvis en kvinde sviner på tæppet, om det så er acceptabelt at gnide hendes næse i det, og på den måde raser debatten indenfor Islam videre.
Ordet Islam betyder underkastelse, og intet sted indenfor Islam er denne underkastelse mere rigidt gennemtvunget end mod kvinder, der altid kræves at være i lydig underkastelse.
En muslimsk kvinde der er ulydig, modsættende, kritisk eller afvisende overfor en muslimsk mand, kan som afledning anses som frafalden og afvisende Islam, der er en kættersk handling, for hvilken straffen kan være døden ved halshugning, afhængig af den umiddelbare disposition fra mændene i hendes familie.
Det er princippet om islamisk perfektion, der gør de mest barbariske og umenneskelige handlinger mod kvinder mulige, uden fordømmende kommentarer indenfor muslimske samfund.
Når sådanne udførte handlinger lejlighedsvist er blevet kendte for den ikke-muslimske verden, forekommer vage undskyldende erklæringer, almindeligvis på linie med ”Islam fordømmer mord på uskyldige folk”.
Hvad ikke-muslimer må forstå om sådanne erklæringer er, at de kun gælder troende muslimer, og kun fremføres for at mildne vestlige følelser.
Konceptet om uskyldighed gælder ikke ikke-troende eller frafaldne, da uskyldighed er en tilstand der kun troende muslimer kan påberåbe sig. Med sådanne erklæringer taler muslimske apologeter kun om dem selv.
Indenfor Islam gælder konceptet om mord eller blodsudgydelse kun den troende muslim, da blodet fra en ikke-troende eller frafalden er blodet fra én der ikke er uskyldig.
Mens det er muligt at dræbe en troende eller muslim, er det ikke muligt at dræbe en ikke-troende eller frafalden muslim.
Mens mord på en troende kan fordømmes indenfor Islam, så er drab på en ikke-troende eller frafalden fuldstændigt irrelevant, og endog ikke seriøst emne for diskussion.
Hvad der ikke er helt forstået af ikke-muslimer, er, at indenfor kategorien af frafaldne, kan udmærket findes, kvinder der kritiserer, eller på nogen måde er i opposition eller afvisende overfor en muslimsk mand, og vis efterfølgende nedslagtning anses ikke blot for ikke-mord, men en medlidenhedshandling og retfærdig forløsning.
Intetsteds indenfor nogen anden religion har nedslagtning af mennesker nogensinde været en handling af spirituel forløsning og passende handling, og mens det er fuldstændigt fremmed for vestlig teologi, så kan halshugningen af en kvinde indenfor Islam faktisk ses som en handling af næstekærlighed og medfølelse mod hende, da dette fritager hende fra muligvis at udføre yderligere dødbringende handlinger mod Gud.
I en ekstremt pervers forstand kan æresdrab på en kvinde faktisk religiøst ses som en næstekærlig velsignelse mod hende, af dem der indgår i den retfærdige nedslagtning af hende. Indenfor en sådan religions kultur er en sådan handling mindre emne for fordømmelse, end den er anbefalelsesværdig, derfor fraværet af protester og den larmende tavshed indenfor de muslimske samfund.
Islam er en mandeorienteret religion, der tjener de spirituelle behov af mænd, med kvinderne tjenende deres umiddelbare behov og ønsker, og det er givet, at når man refererer til islam, så refererer man udelukkende til mænd.
Det er blevet sagt, at blive født som kvinde i Islam er en forbandelse og en potentiel dødsdom, hvori det at være kvinde er at lide livet igennem under en form for Stockholm Syndrom, i hvilket overlevelse fuldstændigt afhænger af identificeringen af éns plage.
Islam´s syn på kvinder er direkte i ord og handling ordineret og støttet af Muhammed, proklamerende at kvinder på alle måder er mænd underlegne, fysisk, følelsesmæssigt, moralsk, spirituelt og intellektuelt.
Som specifikt afgjort og godkendt af Muhammed var, og forbliver, seksuel underkastelse af kvinder udtrykkeligt ordineret i Islamisk lov og spirituelle princip.
Muhammed anså ikke blot kvinder som underlegne, men som potentielle agenter for Satan, sendt for at teste og friste de retfærdige, og blandt hans profetiske åbenbaringer var der en formaning til de troende, at Helvede var overvældende befolket af utaknemmelige og ulydige kvinder.
Grundet kvindernes mangelfuldhed blev deres arv af Muhammed fastsat til halvdelen af mandens arv.
En kvindes vidnesbyrd vurderes også til halvdelen af mandens, med den konsekvens at ingen kvinde nogensinde på eget vidnesbyrd kan fremsætte juridiske anklager mod nogen mand.
Lydighed og absolut seksuel tjenstvillighed kræves af kvinder, med enhver kvinde der er ulydig mod sin ægtemand eller herres seksuelle ønsker, værende emne for forbandelse og retfærdig fysisk afstraffelse (Koranen 4:34).
Koranen lærer, at en mand kan trænge ind i en kvinde, når som helst han ønsker det, og nyde hende på præcis den måde han ønsker, med fordømmelse, forbandelse og slag som løn for synden at nægte sin ægtemand eller herre brugen af hendes krop, i det omfang at kvinder der mere ønsker at bede end have samleje, begår en alvorlig synd.
Ud fra Muhammed´s afgørelse er der indenfor islamisk doktrin overbevisningen, at mænd er rene, og kvinder er urene, med verden delt mellem de to halvdele, én halvdel Dar-al-Harb, (en verden af krig) bestående af ikke-troende vantro og ulydige kvinder, og en muslimsk halvdel, Dar-al-Islam (en verden af Islam, eller en verden af fred) bestående af troende, der som et udtryk for tro forfølger førstnævnte; demonstrerende deres spirituelle lydighed mod Gud ved først at underlægge sig de urene indenfor deres egne grænser, og indenfor deres egne samfund.
Islam´s tekstmæssige autoriteter kræver at troende muslimer ”ydmyger” ikke-troende, og bringer dem til forståelse af deres fornedrelse. Ydmygelsen og fornedrelsen af kvinder er blevet, til trods for Islam´s benægtelse, en udvidelse af deres spirituelle direktiv, med seksualitet værende udtryksredskabet for islamisk dominans, såvel som et våben med hvilket ulydige og vantro straffes.
Muslimsk mandligt overherredømme kræver, at alle kvinder underkaster sig, inklusive kvinder i ikke-troende samfund, og som specifikt noteret i Koranen og sharia lov, findes der ikke sådan noget som voldtægt af en ikke-troende kvinde, da et sådan samvær, tvunget eller andet, blev at Muhammed godkendt som en absolut rettighed for muslimske mænd, som specifikt adresseret i Koranen 4:24.
Yderligere, for en kvinde at opretholde en voldtægtsanklage mod en mand, skal denne handling være overværet af fire mænd, der derudover skal være villige til at vidne mod den muslimske mand (Koranen 24:13).
Der findes endog i Islam et opfattet behov for at skitsere under hvilke omstændigheder voldtægt godkendes eller ikke godkendes, eller at sanktioneret voldtægt endog var emne for Muhammed´s spirituelle overvejelse, er for det vestlige sind både instruktivt og forfærdende.
I hele den muslimske verden er voldtægt begået af muslimer en religiøst sanktioneret og indlysende, forsætlig underlæggelseshandling, og mens voldtægtsepidemien begået af muslimske immigranter verden over kan synes som tilfældige kriminelle handlinger, så er de faktisk specifikt sanktionerede i både Koranen og Sunna.
At ikke-muslimske kvinder er specifikt udsøgte mål er indikation på, at dette afvigende seksuelle udtryk er en slags krig, som en handling hvor man tager, hvad der tilhører en vantro, som en retfærdig retmæssighed for den troende, og som et moralsk handlingsudtryk for det rebelske og åbent offensive af sådanne kvinder i deres fejlslag at underkaste sig Gud, og med termen Gud, menes muslimske mænd.
Men det er ikke kun ikke-troende kvinder, der straffrit misbruges.
I muslimske samfund voldtages kvinder og piger, der ikke har mandlige familiemedlemmer, der kan beskytte dem rutinemæssigt, sodomiseres og misbruges af muslimske mænd, der ved, at der stort set ikke findes nogen mulighed for social fordømmelse og ingen trussel med gengældelse. Unge kvinder og piger der beklager sig, bliver udstødte eller værre, muligvis lidende døden for deres anklage, eller for at have vanæret deres familier.
I Danmark eksempelvis udgør muslimske mænd mindre end 4% af landets befolkning, men begår anslået 80% af alle seksuelle angreb.
I Paris, en anden europæisk by med en anseelig muslimsk minoritet, er voldtægt af muslimske og ikke-muslimske kvinder af epidemiske proportioner, med omstrejfende bander af muslimske mænd absolut straffrit gruppevoldtagende kvinder og piger, sikre på at hverken deres eget eller det franske retsvæsen, vil holde dem juridisk ansvarlige.
Dog, i 2002 gjorde adskillige muslimske piger fra det parisisk muslimske samfund det utænkelige, og beklagede sig til politiet over, at de var blevet gruppevoldtaget af muslimske mænd.
I forbindelse med deres anholdelse blev det lokale politi belejret af koner, mødre og søstre af de anklagede, ophidsede over at deres mænd var blevet anholdt for noget der klart ikke var deres skyld. I disse kvinders øjne var de unge piger selv skyld i at være blevet misbrugt, og så deres egne mandlige familiemedlemmer som værende offergjorte af dem.
Det er en selvfølge indenfor en religiøst sanktioneret islamisk voldtægtskultur, at muslimske mænd ikke alene ikke er juridisk ansvarlige for deres egen seksuelle adfærd, eller for nogen adfærd eller omstændighed der reflekterer dårligt på dem.
Perverst nok er det i islamiske samfund ikke ualmindeligt, at unge kvindelige familiemedlemmer frit tilbydes mænd fra andre familier til gruppevoldtægt som en måde at ende en uoverensstemmelse mellem familier.
Men det er ikke kun kvinder og piger indenfor Islam, der er ofre for seksuel rovdrift, men også unge mænd.
I forlængelse af sin voldtægtskultur findes den ofte og omfattende seksuelle udnyttelse af unge mænd, og dette er ofte indenfor Islam elefanten i rummet, om hvilken ingen ønsker at tale.
Til trods for at Koranen udtrykkeligt forbyder denne aktivitet mellem to voksne mænd, så er det en ekstremt almindelig og vedholdende aktivitet mellem voksne mænd og børn.
Som en aktivitet mellem voksne mænd fordømmes dette, og er ofte emne for ekstreme sanktioner, henrettelse inklusive. Dog, som en aktivitet mellem voksne mænd og pubertære, og endog præpubertære drenge, er det en tusindårig islamisk institution, støttet af tekstreferencer og løfter til troende muslimer, at der ikke alene for deres seksuelle glæde i Paradis, vil være udødelige kvinder af ufattelig skønhed og renhed; fri for alle dødelige kvinders ”ubelejligheder”, men sensuelle unge drenge ”så skønne som perler”.
Der findes indenfor denne negative seksuelle dynamisk en nedsivningseffekt fra voksne til yngre.
Ældre drenge der er blevet feminiserede, feminiserer videre på yngre drenge, der igen feminiserer på yngre drenge. Oral stimulering af penis og anal samleje bliver ofte individuelle aktiviteter og endog gruppeaktiviteter, i hvilke drenge i alderen seks til syv år med voksne jævnligt deltager og med hinanden. Den kulturelle effekt af en sådan endemisk feminisering indenfor en hypermaskulin kultur der afskyr og nedgør feminitet som uren, er at generationer af drenge vokser til voksenhed benægtende, dog samtidigt fuldstændig bevidst om deres udnyttelse, skam, seksuelle forvirring, raseri og skrøbelige opfattelse af maskulinitet.
Islamiske samfund er samfund hvor raseri, skam og offergørelse er omfattende, dominerende kulturelle karakteristika, hvor, i modsætning til repræsentationerne i vestlige venstreorienterede medier, kilden til det meste af raseriet, ydmygelsen og offermentaliteten, skal findes indenfor en kultur af samfuld og ofte voldelig seksuel udnyttelse ikke alene af kvinder og piger men også af unge drenge, handlinger der specifikt refereres til i Koranen, Sunna og Hadith. Det bør endvidere bemærkes, at indenfor Shari´a anbefales penetrering af et barn ikke.
Der findes også indenfor Islam en kulturel dynamik ikke fundet i noget andet samfund, og det er graden af sammenhæng mellem uddannelse og brutal umenneskelighed; hvor man med lige så stor sandsynlighed finder en universitetsuddannet muslim slå sig løs i orgier af seksuel blodtørst og brutalitet mod andre, som hos den illitterære.
Mens der overalt i verden findes en mærkbar sammenhæng mellem uddannelse, civiliserethed, menneskelighed og respekt mod andre, er dette i islamiske samfund mere undtagelsen end reglen.
Der findes indlysende en komponent indenfor islam, der driver denne adfærd, der er fraværende i andre kulturer, en komponent der uden tvivl for Islam er intern mere end ekstern.
Muslimske mænds hypermaskulinitet med deres besættelse af deres egen perfektion og kvinders mangel på perfektion, har muteret til en udbredt accepteret islamisk tradition af æresdrab, som en pervers form for perfektionsbenægtelse. En kvinde hvis adfærd, reel eller forestillet, kan bringe vanære på sin familie, dræbes for at fjerne enhver mangel på perfektion, der kan reflektere på perfektionen og opfattede maskulititet af mænd i hendes familie.
Sammenlægningen af rædsel og perversitet af sådanne handlinger er, at det tilsyneladende ikke er blot ikke er tilstrækkeligt at dræbe en stødende kvinde, men at gøre det på en så ondskabsfuld måde som muligt, næsten som om graden af den genoprettede og bekræftede maskulinitet på en måde står i direkte forhold til graden af den involverede nedslagtning.
Ofte er sådanne handlinger lig dynamikken af muslimske gruppevoldtægter, hvor adskillige familiemedlemmer deltager i nedslagtningen, hver især agerende i bekræftelsen af deres egen maskulinitet, såvel som godkendelse fra mænd indenfor egen familie og samfund.
Perverst nok bliver sådanne brutale rædselshandlinger ofte en kilde til familiestolthed, når de bliver offentligt kendt indenfor samfundet, hvor det at have fungeret som nedslagter af kvinder indenfor sin familie bliver ærbødigt belønnet af ligemænd, og måske endog fungerer som en løftestang til højere social status.
Mens sådanne handlinger rationaliseres som handlinger til genoprettelse af familiens ære, så er familiens ære i realiteten udtryk for impotent raseri over muligheden for at andre i den stødende kvindes grænseoverskridelse, kan se svagheden og den maskuline impotens af mændene indenfor familierne, ude af stand til at styre handlingerne af nogen så ubetydelig, uren og underlegen som en kvinde.
Indenfor Islam er opmærksomheden omkring ære altid rettet mod manden, og hans opfattede maskulinitet i samfundet.
For en muslimsk mand er livet et teater, i hvilket hans maskulinitet altid er står til skue, altid er i søgelyset, altid emne for skarp undersøgelse, og hvor muligheden for urene kvinders forræderi altid udgør en fare for almenets opfattelse.
Der findes i Islam en ekstrem dysfunktionel, psykoseksuel dynamik, der sammen med dens voldtægtskultur og seksuelle udnyttelse af unge mænd fremkalder et desperat raseri, som muslimske mænd har med livet, og det livet bærer, nærer og giver liv. Graden af frygt, afsky og endog had for alle hunkøn, udtrykker sig i det raseri og den brutale vold muslimer udviser ikke blot mod kvinder og mod hinanden, men mod hele verden.
Der findes blandt sådanne mænd en endeløs forsyning af jihadister og potentielle martyrer, der let kan manipuleres til at tro, at deres frelse og værdier er løgne i den voldelige opofrelse af deres egne liv, såvel som den brutale nedslagtning af andre.
Det er indenfor denne kulturelle dynamik, man skal finde kilden til denne overmåde destruktion og seksuelle tortur, der er blevet den almindelige og vedholdende karakteristiske signatur af muslimsk vold mod ikke-muslimske og frafaldne tilfangetagne.
Den 1. september 2004 i den russiske føderations by Beslan tilfangetog muslimske terrorister en skole, tagende mere end 1.100 mennesker til fange, inklusive næsten 800 skolebørn.
Gennem de næste adskillige dage forsøgte russiske sikkerhedsstyrker at forhandle en fredelig løsning, men fejlende med resultatet af en massakre af 334 gidsler, af hvilke 186 var børn. Næsten alle overlevende blev på den ene eller anden måde såret, hvis ikke for livet med følelsesmæssige ar. Den 26. november 2008 i Mumbai i Indien, foretog muslimske terrorister koordinerede angreb på så mange som otte forskellige mål, og over de næste to dage foretog kampe med politi og sikkerhedsstyrker, i sidste instans resulterende i døden for mindst 173 og mere end 300 sårede.
I hvert tilfælde, øjeblikkeligt efter at have tilfangetaget et mål og etableret et sikkert område, blev en del af bygningen etableret med det ene formål at udføre en storstilet samlebåndsproces af voldtægter, sodomi, seksuel tortur og lemlæstelser, og tilsyneladende som en efterhandling, den rituelle halshugning af fangerne.
Omgående efter besættelsen, og mens forhandlingsprocessen med russiske sikkerhedsstyrker, udvalgte besætterne blandt de tilfangetagne de der skulle seksuelt misbruges og skændes: de var i deres funktion af tilfangetagere forbrydere mod de lige muligheder, med mænd, kvinder, drenge og piger, hver én efter én rædselsfuldt skændet, seksuelt lemlæstede, og som en afsluttende handling, dræbt.
Mere end 100 af dem var børn.
Igen og igen, time efter time, mens terrorister var engagerede i falske forhandlinger, tog hver især deres skånselsløse tur med deres udvalgte tilfangetagne offer, af hvilke meget blev optaget på videobånd til senere fornøjelig underholdning og seksuelle tilfredsstillelse for de involverede, og til fornøjelse og underholdning for deres associerede.
Der findes faktisk i den muslimske verden en kolossal efterspørgsel på sådanne videoer, og de findes ofte i pågrebede terroristers besiddelse, ofte sammen med en anseelig samling af børneporno.
Til vestlige mediers og akademikeres store miskredit er disse stort set tavse omkring sådanne fremherskende former for islamisk spirituelle udtryksformer.
Mumbai var i relation til de tilfangetagne en genafspilning af de seksuelle rædsler i Beslan, hvor seksuel psykopatologi var centralt for det spirituelle udtryk af religiøst sanktioneret vold.
Fra det objektive perspektiv af en profilering af en kriminel, indikerer et område, der beviseligt har været emne for forlænget tortur og dybe lidelser hos offeret, indikerer, at døden i sig selv kun var tilfældig eller sekundær i forhold til den primære handling af forlængede lidelser, et karaktertræk der sammenfalder med seksuelle psykopater for hvilke deres sande tilfredsstillelse findes i den vedholdende torturhandling og ikke i den uundgåelige slutning. For sådanne mordere er deres ofres bortgang et antiklimaks.
Det er tydeligt at mens terroristernes ultimative mål, var at påføre så mange af deres fanger som muligt døden, så var deres hovedfokus utvivlsomt at svælge og tilfredsstille deres egen horribelt perverse seksuelle behov.
Der er skrevet utallige bøger og artikler om seksuel dysfunktion indenfor Islam, homoseksualitet, pædofili, psykopatologi, seksuel psykopatologi og en næsten endeløs liste om utilpasset adfærd karakteristisk for Islam; en recitation af deres observationer omkring hvad der utvivlsomt, eksklusivt og universelt er en form for islamisk vold og spirituel udtryksform.
Men mens Vesten´s medier, akademier og politisk korrekte ledere endeløst debatterer, om hypervoldelige muslimer er repræsentative for Islam´s centrale karakter, så findes der ingen debat eller forvirring i den islamiske verden, der præcist ved, hvem disse folk er, og hvad de ærligt repræsenterer.
At den islamiske verden i det store hele forbliver tavs i mødet med hvert tiltagende overgreb, afslører præcist hvordan den muslimske verden føler omkring denne adfærd af dybt destruktive brødre, og hvor acceptabel deres adfærd i virkeligheden er i islamiske samfund, inklusive de i Vesten.
Den grad med hvilken vestlig succes eller fejlslag i forståelsen af problemet med den blodtørstige islamiske vold vil helt sikkert afhænge af hvor objektiv Vesten definerer problemet.
Problemet, til den grad det i øjeblikket er defineret, er helt igennem defineret af den islamiske verden selv.
Apologeter indenfor den muslimske verden har belejligt defineret det horrible, seksuelt voldelige problem som udøvet af radikale, marginale elementer indenfor hvad de ellers beskriver som fredens religion.
Deres karakteristik er vidt accepteret og favnet i Vesten, og er en afledning væk fra den virkelige sag.
Mere end at muslimsk hypervold bliver karakteriseret som karakteristisk for Radikal Islam, så kan problemet mere akkurat karakteriseres og defineres som et problem i det aktive Islam.
Det politisk korrekte Vesten fortsætter til sin miskredit med at karakterisere Islam som værende delt i sfærer af Radikal versus Moderat Islam, hvor den mere akkurate karakteristik er Aktiv versus Passiv Islam.
De der engagerer sig i ekstreme voldshandlinger af spirituelt udtryk, handler faktisk aktivt, støttet af og tro mod Koranen, shari´a og årtusindes historie af islamisk kultur, og støttes, endog tilskyndes, af de der passivt favner, og tavst accepterer, deres brutale umenneskelige handlinger.
At påstå at problemet i det store hele er et minoritetsproblem, er at afskrive det faktum, at flertallet støtter og favner de samme religiøse doktriner, de samme shari´a love og de samme kulturelle normer.
Seksuel adfærd antages bredt at omhandle personlig adfærd, undtagen blandt dem på den politisk korrekte venstrefløj, der anser al adfærd for politisk; da al adfærd er politisk, fastholder de venstreorienterede institutioner karakteriseringen af den umådeholdne vold i Islam, uanset dens åbenlyse seksuelle indhold, som udgående fra det politiske mere end det personlige, derigennem helt igennem miste pointen og rodårsagen til en sådan vold.
Den manglende evne til at fastslå den islamiske volds karakter vil fortsætte, og så længe den forbliver karakteriseret som et politisk udtryk, vil sådan vold fortsætte som forstået af venstrefløjen, om ikke til at acceptere, så til at tolerere.
Vesten´s venstreorienterede verden fortsætter med at relatere til den islamiske verden, som om den eksisterede mellem konkurrerende og modsat rettede kulturelle pg religiøse ideologier af ageren og tvang, et punkt for et fælles skæringspunkt.
Misopfattelsen der blinder Vesten i deres tro, at den muslimske verden kan tilpasses, og at Islam og Vesten i almindelighed deler interesser, er misopfattelsen af, at ønsket fra utallige individer indenfor Islam kan favne demokrati, er en mulighed for at institutionalisere demokratiske idealer, hvis ikke vestlig kultur.
Hvad de ikke evner at forstå, er at de der indenfor Islam ønsker at være fri for Islam´s religiøst sanktionerede vold, er islam´s kættere, Islam´s sande radikalt marginaliserede, og Islam´s omvandrende døde, der har afvist Islam´s narcissistiske, ondskabsfulde, voldelige ideologi, og gennem denne afvisning er blevet frafaldne.
Der vil aldrig komme en tid indenfor Islam, hvor blasfemiske kættere vil dominere eller komme til magten, en virkelighed Vesten´s venstreorienterede demokratier ikke er villig til at se i øjnene. Når det kommer til sagen, vil muslimer voldsomt jage og krige hinanden, og de der passivt ser til, vil altid vælge at alliere sig selv mod de vantro og frafaldne.
Der findes indenfor dette trossystem en forfærdende ignorance og arrogant nedladenhed mod den muslimske verden, der mener, at Islam´s kulturelle normer er moralsk ligestillede med dem i Vesten.
Ved ikke at holde Islam ansvarlig for minimumsstandarder for menneskelig anstændighed, og ved at engagere Islam og Islam´s skandaløse vold mod et ikke-fordømmende, moralsk ligeværdigt plan, vil vore bestræbelser blot tjene til styrkelsen af Islam´s skandaløse opfattelse af berettigelse. Vor overbærenhed og tavshed og vor tolerance mod Islam´s destruktive adfærd vil blot avle mere end mindre af sådan adfærd, og tjener tilskyndelsen af aktiv Islam´s moralske vished.
Vesten fortsatte forfølgelse af passiv strategi som den eneste sikre, politisk acceptable løsning mod Islam´s ultravold og desperate håb om, at Islams moderate (passiv Islam) på én eller anden måde vil influere Islam´s radikale (aktiv Islam) til at ændre deres levemåder, er håbløst misforstået.
Ideen om at placere Vesten´s skæbne i hænderne på de der hverken har aktiv eller passiv interesse i Vesten´s kultur og værdier, er en interessant ide, og udgår fra en politisk kultur, der i Islam tiltagende ses som overvældende feminin og derfor overvældende afskyvækkende.
Som enhver god kvinde, der står til rådighed for misbrug, håber vi i den liberale vestlige kultur passivt på, og venter på, at misbrugeren skal ændre adfærd, mens vi indtager en afhængig positur af underkastelse og svaghed, og beder til Gud, at næste gang han raser, så udøver han ikke seksuel tortur, halshugger, og bringer os døden på den måde Allah i sidste ende har lovet os.
I mellemtiden, uanset hvad vi gør for at formilde, vil vore næser fortsat blive smurt rundt i det.
