Engang i tidernes morgen gik menneskene fra at være
jæger/samlere til at dyrke jorden som landbrugere. Dette energisystem udviklede
sig efterhånden og gav mere og mere af sig. Til at begynde med gav deres
anstrengelser ganske vist ikke mere af sig, end de selv kunne forbruge.
Men som tiden gik, blev de bedre til at dyrke jorden, og nu var der plads til at
specialisere sig. Man ansatte fx en mand til at passe overrislingssystemet, som
man møjsommeligt havde opbygget. De havde ikke penge, men for hans ydelse fik
han produkter fra energisystemet 'landbrug', så han kunne spise sig mæt og klæde sig anstændigt
på.
Der blev flere og flere serviceydere, og på et tidspunkt fordelte man ikke
energioverskuddet fra energisystem 'landbrug' i formm af varer, Man opfandt penge. For så og
så mange penge kunne du købe en sæk korn og en balle hør. Men landbruget var
stadigvæk det energisystem, der gjorde det hele muligt, men man glemte, at
pengene i bund og grund egentlig var et mål for en bestemt portion energi, som energisystem 'landbrug' havde stillet til rådighed.
Efterhånden lærte man at udsmelte og forarbejde metaller. Og
mange steder fandt man på at grave kul op af jorden til at frembringe den
energi, man havde brug for ved den begyndende metallurgi. Men anvendelsen af
fossile brændstoffer ændrede ikke ved den grundlæggende kendsgerning, at den i
bund og grund blot repræsenterer en bestemt portion af den energi, der
frembringer ting – ganske som tilfældet ved den første mand, der blev ansat til
at passe overrislingssystemet i oldtidssamfundet. Heri skete der ingen ændring.
Men efterhånden trængte anvendelsen af fossile brændstoffer ind i det oldgamle
landbrug, at det energystem 'landbrug', der engang drev hele verden, nu forbrugte mere
fossil energi end det selv kunne fremstille af egne produkter.
Men stadig var det penge, der målte en tings energiværdi.
Et Rolex-ur til 300.000 kr., og som vejer sølle 150 gram, repræsenterer derfor en
energimængde, der svarer nøjagtigt til 300.000 kroner.
Der er selvfølgelig kun råvarer i uret – medregnet guldet –
for måske 10.000 kroner. Alt det andet er indirekte energiudgifter. For lige
som i oldtiden skal serviceydere – ingeniører, designere, medarbejdere og forhandlere gennem flere led - have penge for deres tjeneste. Og penge er blot en måler for den mængde
energi, man lægger beslag på – nøjagtigt som ham, der passede
overrislingssystemet.
Men selvfølgelig skal de indirekte udgifter også regnes
med, ellers var der slet ikke noget Rolex-ur!
Det samme kan siges om de svinedyre vindmøller, der
undervejs har lagt beslag på så mange penge, dvs. direkte og indirekte energi,
at de aldrig nogen sinde vil kunne betale sig selv tilbage.
Svært at modbevise.
