Syreeta Wright udgiver i 1974 et album på Motown med sangen "Spinning and spinning around" af Stewie Wonder: Oliekrisen er lige brudt ud og verden går ind i et orgie af offentlig gæld og fejlslagne økonomiske politikker, som efterfølges af en langvarig lavkonjunktur med tårnhøje renter, stor arbejdsløshed og en meget lav vækst - omend nogen overhoved. Herefter lagde man dengang Keynes i sin æske.
Men man låste dengang ikke de keynesianistiske ideer ned samtidigt og smed nøglen væk. I dag florerer de ideer i bedste velgående på højeste plan, som om man intet har lært af historien, og hele den amerikanske Top of Economics synger med på omkvædet: "Spinning and spinning and spinning around".
Der er så meget her i verden man kan være bange for. I den økonomiske krise er der især 2 hovedproblemer man har valgt at være bange for: Det ene er krisen i vore hoveder. Den anden er krisen i betalingsmidlerne.
Den faktiske trussel er imidlertid at vi står på tærsklen til verdenshistoriens største krak når boblen brister i den Kinesiske økonomi.
Nr. 1 og 2 på hitlisten over økonomiske trusler er at:
1. Man bange for at forbrugere/investorer sidder lidt for stille på tegnedrengen, på grund af den måde som deflationen drives på, og psykologien er ganske enkel: Hvorfor købe ét hus/én ko/én aktie idag , når man får 2 om et år/1 mdr. /1 uge for de samme penge?
2. Man bange for at inflationen bliver mere end bare let, når renterne flyver i vejret ved afslutningen på den ekspansive pengepolitik og den rigtigt høje likviditetsgrad matches med vareudbuddet (som deflationen i øvrigt reducerer yderligere, så resultatet bliver en dobbelt økonomisk fransk manchét: Der er alt for mange penge til stadigt mindre varer (BNP falder) - og det er egentlig inflationen i en nøddeskal (når den drives ud af den fase, hvor den gavner økonomien.)
/ad 2.
Inflationstakten er herefter ophørt op med at afspejle vareudvekslingsøkonomiens vækst, men drives i vejret i konkurrencen om de færre varer med de mange flere penge. Resultatet er at købekraften falder og arbejdsløsheden stiger - og den offentlige gæld stiger - og dermed er også skatten stigende. Når al dette sker umiddelbart i sammenhæng med at investeringerne har været udskudt på grund af deflationen bliver investeringerne endnu ældre på grund af udeblivende afsætning.
Det mest skræmmende er nok, at de store drenge inden for den økonomiske videnskab ikke foretager en egentlig afvejning af de faktiske ricisi, der ligger i at vælge uprøvet medicin når den økonomiske krise skal imødegås. Som et ganske almindeligt menneske, der følger de samme konjunkturcykler - med stor interesse - som Paul Krugman, og jeg vil bare bare sige, at det kan altså ikke blive til en pris fra mig. Tværtimod, vil jeg hævde at Krugman's kredit på Nobelprisen efterhånden er ved at være brugt op.
Har man mon hyret Paul Krugman som spindoktor for G-20 landenes politikker?
Én ting er at den etablerede dagspresse er ukritisk megafon for tidens strømninger (I dag er vi alle keyenesianister/Japanere/Kinesere/Spekulanter). Når landets største dagblade så også synger med på spinning-devisen og blot er megafon for de dominerende penge- og magtforhold skal de have en verbal kindhest. (Fy, til Børsen.dk, do. til Business.dk - hvornår får vi mon ægte journalistik at se der, og ikke bare spin?)
Når Europa ikke formår at samles om at bringe det politiske grundlag i orden og skabe rammerne for en fælles finanspolitik på et asymmetrisk grundlag, kan enhver se enden på ØMU-samarbejdet og dermed læse varslet om at den finansielle stabilitet i Europa står ved sin afslutning.
I USA går det helt galt. Det umådeholdne amerikanske forbrug, er helt forlængst ude af proportion med værdiskabelsen i USA, og bygger stadig på den helt urealistiske værdistigningskarussel, der sættes i gang når de kvantitative pengepolitikker driver realrenten under nul, som Obama-administrationen har arvet fra FED. Men var Timothy Geithner ikke tidligere direktør i FED? - nåh, jo...
Jeg vil hævde at krisen i det amerikanske pengesystem truer med at bringe den samlede verdensøkonomi til et “tippingpoint”, hvorfra værdierne vil styrtdykke, når dollaren brister når dens rolle som verdens reservevaluta bryder sammen og verden "går" fra dollaren.
Når det sker samtidig med at vi trasker ufortrødent videre på dødsruten og iværksætter den ene nytteløse kvantitative lempelse i pengepolitikken efter den anden i den øvrige verden (og holder renten alt for lav) er der grund til at råbe vagt i gevalt!
De toneangivende økonomer vil meget gerne advare os mod at det kan ende op i en stagflation (stagnerende vækst og inflation) eller langvarig recession som i Japan hvis ikke vi lader dem bringe både pengemængde og økonomiske politikker på kogepunktet.
Men tilfældet Japan illustrerer ganske præcist at en ekspansiv finanspolitik langt fra er tilstrækkeligt, når forventningerne til økonomien svigter.
Enhver kan iøvrigt se at staterne aldrig nogensinde kan betale gælden tilbage, så statsgælden i verden de facto er uindløselig. Når verdens ledere derfor mødes gentagne gange på topmøder og enes om at slå bunden ud af vore opsparinger og forgælde vore børn og børnebørn, er det tydeligt se at er det ikke befolkningernes tarv, der vægter højest i beslutningsproceserne.
De seneste års krisetiltag har forstærket de kapacitetsbegrænsninger der gælder for produktionen. Tiltag som har tvunget den kinesiske ”mirakeløkonomi” op i et helt urealistisk niveau og skabt en overinvesteringsbølge – som er uden sidestykke i kapitalismens historie – i både realværdi og produktion. Den globale afmatning i dag gør at Kinas forudsætninger for at skabe økonomisk vækst ikke ser specielt gode ud. Kina kan nemlig ikke leve af indenlandsk efterspørgsel og forbrug alene, og vækst i den private sektor er derfor bydende nødvendig især nu, hvor den den udenlandske efterspørgsel og eksporten falder.
Størsteparten af markedsdeltagerne i den kinesiske økonomi har ingen særlig - eller ganske forsvindene - økonomisk kraft i sig selv. Men tilsammen kan kineserne - blot ved at skyde en del af deres opsparing ind i aktiemarkedet - ryste kloden og drive tidernes største boblemarked i deflationens dødspiral.
Når væksten fejler i Kina - som ellers har holdt det finansielle kredsløb frostfrit - er den store fare at depressionen indfinder sig som en økonomisk isvinter. Verdensøkonomien er på vej ind i det selvforstærkende indvendigt loop man kalder en depression.
Og det er selvskabt.
Men man låste dengang ikke de keynesianistiske ideer ned samtidigt og smed nøglen væk. I dag florerer de ideer i bedste velgående på højeste plan, som om man intet har lært af historien, og hele den amerikanske Top of Economics synger med på omkvædet: "Spinning and spinning and spinning around".
Der er så meget her i verden man kan være bange for. I den økonomiske krise er der især 2 hovedproblemer man har valgt at være bange for: Det ene er krisen i vore hoveder. Den anden er krisen i betalingsmidlerne.
Den faktiske trussel er imidlertid at vi står på tærsklen til verdenshistoriens største krak når boblen brister i den Kinesiske økonomi.
Nr. 1 og 2 på hitlisten over økonomiske trusler er at:
1. Man bange for at forbrugere/investorer sidder lidt for stille på tegnedrengen, på grund af den måde som deflationen drives på, og psykologien er ganske enkel: Hvorfor købe ét hus/én ko/én aktie idag , når man får 2 om et år/1 mdr. /1 uge for de samme penge?
2. Man bange for at inflationen bliver mere end bare let, når renterne flyver i vejret ved afslutningen på den ekspansive pengepolitik og den rigtigt høje likviditetsgrad matches med vareudbuddet (som deflationen i øvrigt reducerer yderligere, så resultatet bliver en dobbelt økonomisk fransk manchét: Der er alt for mange penge til stadigt mindre varer (BNP falder) - og det er egentlig inflationen i en nøddeskal (når den drives ud af den fase, hvor den gavner økonomien.)
/ad 2.
Inflationstakten er herefter ophørt op med at afspejle vareudvekslingsøkonomiens vækst, men drives i vejret i konkurrencen om de færre varer med de mange flere penge. Resultatet er at købekraften falder og arbejdsløsheden stiger - og den offentlige gæld stiger - og dermed er også skatten stigende. Når al dette sker umiddelbart i sammenhæng med at investeringerne har været udskudt på grund af deflationen bliver investeringerne endnu ældre på grund af udeblivende afsætning.
Det mest skræmmende er nok, at de store drenge inden for den økonomiske videnskab ikke foretager en egentlig afvejning af de faktiske ricisi, der ligger i at vælge uprøvet medicin når den økonomiske krise skal imødegås. Som et ganske almindeligt menneske, der følger de samme konjunkturcykler - med stor interesse - som Paul Krugman, og jeg vil bare bare sige, at det kan altså ikke blive til en pris fra mig. Tværtimod, vil jeg hævde at Krugman's kredit på Nobelprisen efterhånden er ved at være brugt op.
Har man mon hyret Paul Krugman som spindoktor for G-20 landenes politikker?
Én ting er at den etablerede dagspresse er ukritisk megafon for tidens strømninger (I dag er vi alle keyenesianister/Japanere/Kinesere/Spekulanter). Når landets største dagblade så også synger med på spinning-devisen og blot er megafon for de dominerende penge- og magtforhold skal de have en verbal kindhest. (Fy, til Børsen.dk, do. til Business.dk - hvornår får vi mon ægte journalistik at se der, og ikke bare spin?)
Når Europa ikke formår at samles om at bringe det politiske grundlag i orden og skabe rammerne for en fælles finanspolitik på et asymmetrisk grundlag, kan enhver se enden på ØMU-samarbejdet og dermed læse varslet om at den finansielle stabilitet i Europa står ved sin afslutning.
I USA går det helt galt. Det umådeholdne amerikanske forbrug, er helt forlængst ude af proportion med værdiskabelsen i USA, og bygger stadig på den helt urealistiske værdistigningskarussel, der sættes i gang når de kvantitative pengepolitikker driver realrenten under nul, som Obama-administrationen har arvet fra FED. Men var Timothy Geithner ikke tidligere direktør i FED? - nåh, jo...
Jeg vil hævde at krisen i det amerikanske pengesystem truer med at bringe den samlede verdensøkonomi til et “tippingpoint”, hvorfra værdierne vil styrtdykke, når dollaren brister når dens rolle som verdens reservevaluta bryder sammen og verden "går" fra dollaren.
Når det sker samtidig med at vi trasker ufortrødent videre på dødsruten og iværksætter den ene nytteløse kvantitative lempelse i pengepolitikken efter den anden i den øvrige verden (og holder renten alt for lav) er der grund til at råbe vagt i gevalt!
De toneangivende økonomer vil meget gerne advare os mod at det kan ende op i en stagflation (stagnerende vækst og inflation) eller langvarig recession som i Japan hvis ikke vi lader dem bringe både pengemængde og økonomiske politikker på kogepunktet.
Men tilfældet Japan illustrerer ganske præcist at en ekspansiv finanspolitik langt fra er tilstrækkeligt, når forventningerne til økonomien svigter.
Enhver kan iøvrigt se at staterne aldrig nogensinde kan betale gælden tilbage, så statsgælden i verden de facto er uindløselig. Når verdens ledere derfor mødes gentagne gange på topmøder og enes om at slå bunden ud af vore opsparinger og forgælde vore børn og børnebørn, er det tydeligt se at er det ikke befolkningernes tarv, der vægter højest i beslutningsproceserne.
De seneste års krisetiltag har forstærket de kapacitetsbegrænsninger der gælder for produktionen. Tiltag som har tvunget den kinesiske ”mirakeløkonomi” op i et helt urealistisk niveau og skabt en overinvesteringsbølge – som er uden sidestykke i kapitalismens historie – i både realværdi og produktion. Den globale afmatning i dag gør at Kinas forudsætninger for at skabe økonomisk vækst ikke ser specielt gode ud. Kina kan nemlig ikke leve af indenlandsk efterspørgsel og forbrug alene, og vækst i den private sektor er derfor bydende nødvendig især nu, hvor den den udenlandske efterspørgsel og eksporten falder.
Størsteparten af markedsdeltagerne i den kinesiske økonomi har ingen særlig - eller ganske forsvindene - økonomisk kraft i sig selv. Men tilsammen kan kineserne - blot ved at skyde en del af deres opsparing ind i aktiemarkedet - ryste kloden og drive tidernes største boblemarked i deflationens dødspiral.
Når væksten fejler i Kina - som ellers har holdt det finansielle kredsløb frostfrit - er den store fare at depressionen indfinder sig som en økonomisk isvinter. Verdensøkonomien er på vej ind i det selvforstærkende indvendigt loop man kalder en depression.
Og det er selvskabt.
