Ole Hasselbalch, professor, jur. dr., kommer i et indlæg i JP i dag ind på et prekært emne: jura og det eksploderende omfang af lovgivning. Han tager fat i den forestående konflikt mellem minkavlerne og 3F. Sagen handler nemlig ikke om løn, men om det administrative:
Mere overordnet ligger det imidlertid således, at overenskomsterne gennem de seneste årtier faktisk er blevet stadig mere indviklede at have med at gøre.
I det følgende får man en fornemmelse for, hvor slemt det står til:
Overenskomsterne er blevet udvidet med regler om et utal af nye anliggender. På mange fagområder har overenskomststoffet endvidere antaget karakter af et indviklet spind af kernebestemmelser, tilknyttede særaftaler, sideordnede arrangementer, bilag, protokollater, lokalaftaler mv.
Det er heller ikke ualmindeligt, at de enkelte dele i disse regelværker overlapper hinanden indbyrdes. Samtidig har lovgivningen bredt sig og er nu filtret ind i overenskomsterne hist og pist og alle vegne.
Det er følgelig uhyre vanskeligt at ændre ret meget i en overenskomst uden at risikere, at der bliver problemer et eller andet sted. Derfor kan det også være svært at smidiggøre en overenskomst og vanskeligt at sikre, at reglerne hænger sammen i begge ender.
Ansættelseslovgivningen er endvidere særdeles kompliceret. Den er bygget op hen ad vejen efter de forhåndenværende søms princip uden nogen samlende rød tråd. I dag griber ikke mindre end 71 forskellige love derfor ind alle mulige steder i det, der førhen var underkastet overenskomstparternes suveræne bestemmelsesret.
Selvsamme problemstilling kan endog være reguleret af flere love. Om forskelsbehandling i forskellige varianter findes f.eks. ikke mindre end syv af slagsen – ligebehandlingsloven, ligelønsloven, forskelsbehandlingsloven, foreningsfrihedsloven, deltidsloven og lov om tidsbegrænset ansættelse (samt i øvrigt en lov om Ligebehandlingsnævnet). Selv om de alle handler om diskrimination, er de forskelligt udformet, f.eks. med hensyn til følgerne af en lovovertrædelse. Nogle af reglerne er også affattet på en sådan måde, at de efter deres ordrette indhold nærmest står som monumenter over lovkoncipisternes afmagt over for stoffet.
Og sådan bliver det ved...
Alt dette har affødt et omfattende juridisk roderi i og omkring den danske ansættelseslovgivning og i det danske kollektive overenskomstsystem. Stoffet kan derfor kun håndteres af få, eftersom kun få har mulighed for at sætte hele deres tilværelse ind på at finde ud af og holde rede på den eksploderende jura.
Og med den eksploderende lovgivning, hvordan sikrer man sig så, at kvaliteten holder. Adspurgt vil man selvfølgelig nok altid hævde, at den højeste ekspertise har taget stilling. Men...
Samtidig kan nutidens arbejdsretsjurister hygge sig med mere end 13.000 principielle afgørelser om alt muligt. Dem ser det endvidere ud til, at juristerne har vanskeligt ved at finde rundt i. Dette er et faktum, ikke en påstand. Der findes således en samlet dataregistrant til alt det nævnte kildemateriale.
...
Det ser altså ud til, at de mennesker, der skulle være forankringen for orden, overskuelighed og konsekvens på det arbejdsretlige område, også er ved at fare vild i stoffet, eller at de i al fald er kørt trætte.
En bekræftelse på denne konklusions rigtighed ligger i øvrigt deri, at der i stadig raskere takt indløber nye retsafgørelser, som er ude af trit med tidligere sådanne, og at der igen og igen skrives tykke bøger, som overser væsentlige kilder.
Der er mere end nogensinde et behov for et back to basics. Et lad os prøve forfra... Men det er et fromt ønske, der kan arkiveres under utopier. I Danmark er man forelsket i tanken om, at man kan ordne alt med lovgivning.
De regelsæt, der skulle fungere som en velsmurt aksel for en moderne arbejdsplads, stor eller lille, har udviklet sig til noget af et mareridt. Et juristernes paradis, men for en lille pelsavler, der blot skal have hverdagen til at fungere, givetvis nok en jungle.
