”De gode gamle dage”, dengang Danmark byggede skib efter skib efter skib, med tilskud på op til 50% pr. skib. På et år kunne sådanne tilskud løbe op i 2 milliarder. Det var der ikke råd til lød det fra den daværende regering, der gik til EU og sammen med EU afviklede man statstilskuddet.
Så langt så godt, man havde bare lige glemt at tage resten af verden i ed. Så i Sydkorea og Japan udvidede man produktionen med 50% tilskud pr. skib og inden vi kunne nå at sige bøh var skibsproduktionen flyttet til Sydkorea og Japan.
Selvfølgelig er det moralsk forkert at bygge skibe (eller noget andet) med statstilskud, men tænker man i stedet praktisk, hvilket jeg har en tendens til, så har Danmark fået det ud af at holde på principperne at vi i dag har 50.000 færre arbejdspladser og 50.000 flere på overførselsindkomst.
50.000 gange 10.500 (hvilket er meget lavt sat) giver 6,3 milliarder, fratrukket de sparet 2 milliarder, gav vores ”besparelse” altså minus 4,3 milliard. Og så forhøjede vi skatterne for at dække underskuddet og så forsvandt det sidste værft.
De svinede jo også
Et rigtigt ofte brugt argument er at værfterne jo også svinede og da et af værfterne – med statstilskud – ville omlægge produktionen fra skibsbyggeri til skrotning af skibe, var argumentet det at det svinede for meget.
Så i dag sejler vi skibene til Indien, her løber fattige ubeskyttet rundt og river det i stykker, det der ikke kan sælges lader man bare ligge på stranden eller smider i vandet. Kviksølv, kobber og andet hygsomt affald. Men det sker da heldigvis ikke i Danmark og Indien er jo langt væk.
Summa summarum
Danmark blev hellig: Vi fastholdt at vi arbejder ikke med værfter med statstilskud (men gerne i alle andre brancher), vi fik 50.000 flere på passiv forsørgelse, vi fik sikret jobs i Sydkorea (der ikke har en miljølovgivning), vi fik sikret at skrotskibe ligger på en øde strand i Indien eller Afrika (laaaaaangt væk).
Vi pudser glorien og skynder os videre. Vi har vores principper.....
