Krise i europa, kæmpe offentlige underskud og truende lavvækst i mange år.
Bankerne og grådige finansfolk har i overmål, fået skyld for den finanskrise som startede i efteråret 2008. Sådan er det altid når noget går galt, så er det andres skyld - og få, om nogen stiller spørgsmålet, om krisen kunne skyldes, at såvel individer som stater, i alt for mange år har levet for lånte penge, og dermed taget forskud på, og forbrugt fremtidens goder og indtægter.
Huspriser stigende til rekordhøjde og overforbrug på kreditkort, er altsammen blevet applauderet af politikere i hele den vestlige verden, for at dække over den totale mangel på ansvarlighed, som et større og større offentligt forbrug har medført.
Det er selvfølgelig sådan at et højt forbrug, medfører større afgifts- og momsindtægter til staten, inklusiv den effekt som sker på skat på arbejde, når der også medfølger et pres på stigende lønninger.
At gældssætningen har været rekordhøjt, har dermed været godt for staten, og som en af de sidste krampetrækninger, har man kunnet fordele endnu flere goder til de krævende masser.
Siden krisens start i september 2008, har man med den ene hjælpepakke efter den anden - alt sammen for lånte penge - forsøgt at bekæmpe flammerne, men ikke gjort det nødvendige, nemlig at undlade at bære véd til bålet, i form af fuldstændig uholdbare velfærdsstater, som idag fremstår som selve årsagen til hele misseren.
Derfor er enhver ny hjælpepakke, obligationsudstedelse og kick-start et godt tegn, hvis man som jeg er tilhænger af en minimalstat. For det uundgåelige er at store dele af det økonomiske system vil bryde sammen, og der vil blive behov for at sammensætte vores samfund på en ny måde, hvor vi kun bruger penge/ressourcer når vi har tjent/fortjent dem, og det bliver et grundvilkår at man skal yde før man kan nyde.
Krisen kommer til at markere et endeligt opgør med den humanistiske socialstat, som fratager mennesket ethvert ansvar, og som bliver et altopslugende monster, der hele tiden breder sig over nye områder, nye diagnoser, opfinder begreber som relativ fattigdom og derved fratager mennesket selvrespekten og ansvaret for sig og sine.
Det gamle europa kæmper sin dødskamp, og den grundlæggende præmis omkring velfærdsstaten som samfundsmodel, lever på lånt tid. Jeg glæder mig til en lys fremtid.
