Venstres EU-politik bliver dyr for skatteyderne

I gårsdagens kronik i Berlingske argumenterede Venstres Lykke Friis, Jakob Ellemann-Jensen og Eva Kjer-Hansen for, at Danmark skal følge kernelande...

Torben Mark Pedersen,

13. december 2012

I gårsdagens kronik i Berlingske argumenterede Venstres Lykke Friis, Jakob Ellemann-Jensen og Eva Kjer-Hansen for, at Danmark skal følge kernelandene og gå med i et intensiveret og udvidet samarbejde, og de argumenterer i fulde alvor for, at ”når” byggestøvet har lagt sig, og ”vi står med en styrket euro” (hvor er garantien for det?), så skal Danmark tage fornyet stilling til euroforbeholdet.

Venstre har stemt for europluspagten og finanspagten, og vil tilsyneladende også stemme for etableringen af en egentlig finansunion med ikke alene fælles ”budgetregler” for finanspolitik, men at landenes finanspolitik skal være et egentligt EU-anliggende, hvor EU skal godkende de nationale budgetter og med indkomstoverførsler mellem lande.

Det vil få vidtrækkende konsekvenser. Her skal nævnes to:

Fælles finanspolitik og regnskabsfusk

Når man tænker på, hvor mange lande, der fuskede med og lavede regnskabsmæssige fiksfakserier, før deltagelse i euroen (ja, det var ikke kun Grækenland), så vil en fælles finanspolitik med stor sikkerhed føre til en fuldstændig korrumpering af de nationale statslige regnskabsstandarder, der i forvejen lader meget tilbage at ønske.

Kravene til regnskabet for de offentlige finanser kommer overhovedet ikke i nærheden af reglerne for virksomheder, bl.a. er der kun et driftsregnskab for den offentlige sektor, ingen status, og ingen bogføring af garantier og forpligtelser i dag og ud i fremtiden (eksempelvis pensionsforpligtelser).

Med en fælles EU finanspolitik vil alle landene manipulere endnu mere med deres offentlige budgetter for at omgå EU’s kontrol og resultatet vil blive mere misvisende offentlige regnskaber.

Vi har brug for det modsatte: Skrappere regnskabsstandarder for den offentlige sektor.

Og her er slet ikke nævnt problemet med, at EU aldrig har kunnet få revisorgodkendt sine egne regnskaber – vil Venstre virkelig overlade kontrollen med de offentlige finanser til et sådant system?

Selv med en finansunion vil euroen ikke være et optimalt valutaområde

Selv med en politisk union med en fuldstændig fælles finanspolitik vil euroens strukturelle problemer ikke være løst.

Politisk integration og fælles finanspolitik er kun to af fire punkter på hvilke euroen i dag ikke lever op til kravene om at udgøre et optimalt valutaområde.

Og så længe euroen ikke lever op til alle kravene, vil der opstå kriser, der vil true med at sprænge euroen.

To andre punkter på hvilke euroen er langt fra at leve op til kravene til et udgøre et optimalt valutaområde er:

  • Manglende mobilitet af arbejdskraft mellem lande.
  • Manglende lønfleksibilitet.

Selv om eurolandene nu har haft knap 20 år (fra de første planer om euroen) til at gennemføre reformer af deres arbejdsmarkeder, der kunne gøre dem mere fleksible, er der intet sket i de fleste lande, og det er stadig et stort problem.

Lissabonstrategiens fiasko vidner om, at der ikke er nogen reformvilje blandt eurolandene.

Pointen er, at så længe landenes arbejdsmarkeder ikke er fleksible, så vil der fra tid til anden opstå kriser, som vil true med at sprænge euroen.

Venstres EU-politik vil koste skatteborgerne dyrt

 Venstre vil følge EU’s kernelande i etableringen af en finanspolitisk union, selv om eurolandene endnu ikke har gennemført de nødvendige reformer af deres arbejdsmarkeder.

Rækkefølgen burde være den modsatte: Først skulle landene vise, at de er forpligtet over for euroen ved at gennemføre de nødvendige reformer af deres arbejdsmarkeder, der vil hindre fremtidige kriser i at opstå.

Venstre går derimod ind for at tage tingene i den forkerte rækkefølge – som de andre EU-lande: Først den finanspolitiske integration, og dernæst… Ingen krav om arbejdsmarkedsreformer.

Resultatet er forudsigeligt: Fremtidige kriser, der vil koste danske skatteydere dyrt.