Historisk har danskerne været tilfredse med vores velfærdsmodel. En tilfredshed, der byggede på, at staten stillede et uddannelse og sundhedssystem til rådighed for alle borgere, og igennem et socialt sikkerhedsnet tog hånd om de mennesker, der ikke kunne klare sig selv. Denne model fungerede efter hensigten for 30-40 år siden, fordi det enkelte individ betragtede det som en ære at klare sig selv, og var tilbageholdende med at kræve hjælp fra det offentlige. Tidligere generationers kamp imod fattigdom og evne til at stå på egne ben stod stadig i frisk erindring i den kollektive hukommelse. Det sikrede et solidt fundament under en sund selvstændighedskultur, der på daværende tidspunkt gennemsyrede samfundet.
Vi er i dag lysår fra den tid. I løbet af nogle få årtier har skiftende politikere stået på nakken af hinanden for at tilbyde os forskellige former for offentlige ydelser og gaver. Efterhånden som flere og flere er faldet for fristelsen og ladet sig inkludere i den konstant voksende pulje af støtteberettigede danskere, har det sideløbende skabt et hastigt stigende skattetryk. Denne vekselvirkning imellem flere støtteordninger og stigende skatter stiller de mennesker, der endnu ikke har sugerøret solidt placeret i de offentlige kasser, overfor et simpelt valg: Stil dig op i køen til politikernes gavebod, som bugner af valgflæsk og lokketoner, eller se din levestandard blive udhulet af skatter og afgifter.
Der er selvfølgelig ikke tale om et reelt valg. Politikerne har skabt en uheldig incitamentsstruktur, der motiverer alle grupper i samfundet, herunder også dem, der kan klare sig selv, til at kræve flest mulige offentlige ydelser. Guderne skal vide, at dette ikke er særligt hensigtsmæssigt set ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt. Når vi alle står på Christiansborgs slotsplads og råber på flere penge, medfører det et bureaukratisk omfordelingscirkus, der kun kan finansieres igennem et konstant stigende skattetryk. Fra 2001 – 2010 steg skattetrykket (inkl. gæld) fra 57,7 % af BNI til 61,1 % af BNI. Det har derfor aldrig været mindre attraktivt at starte egen virksomhed, tage en lang udannelse, eller yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet. Alligevel forestiller de fleste politikere sig, at vi kan fortsætte med at finansiere vores umættelige sult efter statsstøtte, ved bevidstløst at sætte skatten op.
Sandheden er dog at vi allerede nu kan se, at det rekordhøje skattetryk virker som en tung dyne over Danmarks konkurrenceevne. På den konto har vi alene i løbet af de sidste par år mistet ca. 200.000 private arbejdspladser, fordi vi simpelthen ikke er produktive, flittige og innovative nok i forhold til den høje levestandard, vi efterspørger. Konsekvensen af at vores arbejdspladser går op i røg, og virksomhederne trækker en ”one way ticket” til BRIK- landene er at de, der bliver tilbage, skal betale en endnu højere skat for at holde liv i politikernes uigennemskuelige tilskudsjungle.
Da vi i forvejen har verdens højeste skattetryk, er der næppe mange i det her land, der ønsker at se en endnu større del af sin indkomst blive beslaglagt af staten. Man kan derfor forestille sig, at den højtuddannede arbejdskraft sammen med virksomhederne vil starte et regulært stormløb imod udgangene/ løbe endnu hurtigere imod udgangene. Velfærdsstaten er dermed havnet i en selvdestruktiv cirkel, hvor en stadig tungere byrde af offentlige udgifter skal bæres af færre og færre skuldre.
I bedste fald vil det undergrave den fremtidige velstands og værdiskabelse, hvilket stemmer overens med det scenarium som OECD forudser. I værste fald kan den selvdestruktive udvikling ende i en krise, a'la den vi har set i Grækenland og Irland, hvor velfærdsstaten kollapser under dens egen vægt af offentlig gæld, bureaukrati og et uholdbart skattetryk. Danmark kommer ikke til at bevæge sig væk fra den økonomiske dødsrute, landet pt. befinder sig på, med mindre vi gør noget aktivt for at reformere vores samfund. I den forbindelse er det helt afgørende, at vi gør op med det bureaukratiske omfordelingscirkus, der undergraver almindelige mennesker selvstændighed og lyst til at yde.
Desværre har landets magthavere med stort held formået afsporet en hver form for saglig debat om velfærdsstatens udfordringer, ved at diskutere personsager, politisk fnidder, og symbolpolitik. Det kan hverken vi, eller fremtidige generationer være tjent med, og vi må derfor insistere på, at politik ikke bliver reduceret til ligegyldigheder. Det er kun ved at holde fast i den spirende reformdagsorden, at vi kan gøre os håb om, at Danmark også i fremtiden vil være en velstående og uafhængig nation.
