Den danske velfærdsstat rummer nogle indre dynamikker, som vil udarte totalitært. Vi er allerede godt i gang. En velfærdsstat, der vil tage hånd om de svageste og skabe et samfund hvor få har for meget og færre for lidt, vil i begyndelsen stå over for det problem, at det er skamfuldt at tage
imod hjælpen.
Hvis velfærdsstaten så tildeler en lang række ydelser til mennesker, der på ingen måde har behov for det, så ændres mentaliteten i løbet af en generation eller to. Det er ikke nogen skam at modtage børnepenge og folkepension, for det gør de rigeste også. Derefter ændrer mentaliteten sig til en rettighedstænkning, hvor det gælder om at få nogle af de mange penge tilbage,
som betales i skat. Da hele befolkningen deltager i dette spil, er der kun en gradsforskel mellem dem, der modtager det hele fra velfærdsstaten og dem, der kun modtager visse tvungne ydelser.
Efterhånden bliver velfærdsstaten så stor og dyr, at der kommer krisetegn. Der er alligevel ikke råd til det hele og der må prioriteres.Her begynder tyranniet.
For hvor det for enhver stat, der ikke er en velfærdsstat,kunne lade det være op til befolkningen selv, hvorvidt de røg, åd sig tykke og fede, motionerede for lidt, drak for meget osv. så er en velfærdsstat ikke tolerant. Det koster jo staten penge, når folk bliver for fede og ryger for
meget.
Hvis fællesskabet skal betale for dig, så vil fællesskabet naturligt interessere sig for, hvorfor de skal betale til dig. Er det fordi du er doven? Er du en potentiel snylter? Er du kommet til skade fordi du har kørt for hurtigt, uden styrthjelm, uden sele eller glemte du at række hånden ud? Kunne
du ikke flytte til en billigere lejlighed, hvis du mener du er så fattig? Og hvad med at holde op med at ryge og holde hund? Hvorfor gider du ikke søge job i et gartneri og er du virkelig arbejdsløs, når du ikke gider flytte efter et job?
Mængden af regler og reguleringer stiger og stemningen i befolkningen ændrer sig. Hvorfor skal jeg betale 60% af min indtægt for at hjælpe folk, der selv er skyld i deres problemer?
Velfærdsstaten står ved dette punkt over for flere valgmuligheder. Man kan fortsætte med at skærpe nidkærheden, reglerne og kontrollen langt ind i personernes privat-sfære. Eller man kan reservere velfærdsydelserne alene til dem, der har behov, hvorved det naturligvis bliver
mere iøjnefaldende, hvem det er. Endelig kan man erstatte velfærdsydelserne med lovpligtige forsikringer.
Foreløbig ser det ud som om nidkærheden sejrer. Den totalitære velfærdsstat ved, hvad der er bedst for dig.Derfor er det alene et kulturspørgsmål, hvorvidt en sådan velfærdsstat ville tvinge kvinderne til at gå indhyllet i et telt fordi unge mænds voldtægtstrang er så ubændig og kun kan tøjles ved at skjule kvinderne. Så langt er vi endnu ikke kommet. Vi er foreløbig kommet dertil at vi vil skjule cigaretterne, så rygernes voldsomme trang ikke hele tiden fristes. Frihed er godt, men kontrol er bedre som en kendt russer sagde.
