"Velfærdsstatens fremtid i den løbende globaliseringsproces er," fortæller lederen i det seneste nummer af Kritik, "temmelig uforudsigelig. Men det er værd at fastholde, at grunden til dens karriere som utopi midt i det 20. århundrede ikke var ønsket om statsregulering af hver afkrog af samfundet – men derimod en socialliberal dobbelthed af frihedsrettigheder og social beskyttelse, af marked og stat, af både sikkerhed og frihed".
Spørgsmålet er derfor, om vi - eller rettere politikerne - ikke efterhånden har bortkastet denne grundlæggende ambition for i stedet at lade staten gribe længere og længere ind i vores tilværelse? Velfærdsstaten må nu ses som "en anomali, snarere end som alternativ" midt i mellem ureguleret kapitalisme og kommunistisk planøkonomi, for eftersom store dele af verden i dag accepterer den "neoliberalistiske dagsorden", har konkurrencen også i Danmark fået fat i næsten alle dele af samfundet, som Henrik Dahl og Ole Thyssen konkluderer.
Hvad er en velfærdsstats berettigelse i en globaliseret verden? Hvor omfattende kan den være uden at erodere grundlaget for sin egen eksistens? Og hvem skal være omfattet af velfærdsydelserne? Der er mange spørgsmål, der presser sig på, og mange af dem gemmes desværre af vejen i ren vælgerfrygt.
