Vi er midt i en finanskrise, der har sat sig dybe spor i arbejdsmarkedet og vores forbrug. Blandt borgerne er der et behov for at finde skyldnere og her er spekulanterne en naturlig syndebuk. Det kan for den gennemsnitlige dansker let virke, som om spekulanter kun skaber tom værdi. De skaber jo ikke noget, der er til at mærke og føle på, og derfor må deres profit komme af udbytte af andre og mere produktive mennesker.
Det er nærliggende at stille spørgsmålet: Er det politikerne der er skyld i denne tankegang eller er der en naturlig mistro til mennesker der erhverver sig ved handel?
Hvis man skuer blikket tilbage til antikken, var der samfundstænkere der gjorde sig overvejelser omkring handlens rolle for individet. For Aristoteles var den, der tjente penge, en, der levede under tvang. Den gode borger er en der kan handle moralsk, fordi han har nok og derfor ikke tvunget til at søge økonomisk gevinst. Den gode borger handlede sig kun til livsfornødenheder, men ikke for at søge profit. Filosoffen M. Tullius Cicero så det at drive handel og låne penge ud, som "smudsige erhverv", mens frie (liberale) erhverv bl.a. var landbrug, hvor man plejede gården og levede af dens afkast, men dog ikke at dyrke den.
For oldtidens elite var fysisk arbejde en ydmygende nødvendighed. Der var dengang status i ikke at arbejde, hvormiod man levede under tvang, hvis man blev nødt til at arbejde. En stor del af de rige i det antikke Grækenland, var i øvrigt fremmede handelsmænd, som ikke måtte eje jord og så derfor i stedet brugte deres formue på offentlig underholdning. Den græske tænker, Xenofon, foreslog derfor at man burde få flere fremmede handelsmænd til landet. Ikke for at de skulle skabe vækst ved handel, men for "at enhver athener kan underholdes for offentlige midler" ved at de handlende kunne bidrage til statskassen.
De antikke tænkere begik samme logiske fejlslutning, som Montaigne senere formluerede som "den enes fortjeneste er den andens skade". Desværre lever tanken om, at sælger og køber har modstridende interesser stadig den dag i dag. Ludwig Von Mises har også senere kaldt Montaignes dogme for misvisende, da sælgeren, som han formulerer det, "borttager det, der giver hans medborger følelsen af ubehag". De der er bedre til at forvente et fremtidigt behov, er derfor også bedre til at fjerne medborgerens ubehag, som f.eks. sult og sygdom.
Man fristes til at tænke, at det ikke kun er tanken det skadelige ved profitsøgende, der lever endnu. Også tanken om at man lever under tvang, hvis man bliver nødt til at arbejde, lader til at leve blandt mange arbejdsløse i velfærdsstaten Danmark. For 3F er det en selvfølge at arbejdsløse danskere siger nej til "skod-jobs", da der jo ikke er tale om regulære jobs.
Vi har også før hørt ideen om at det er umoralsk at man i et velfærdssamfund er tvunget til at levere fysisk arbejde, når man nu har en lang videregående uddannelse.
Romerriget gik under til sidst og det vil den danske velfærdsstat før eller siden også. Det er ikke pga. af truslen fra germaner eller hunnere, men nærmere vores egen dekadence.
P.S. Jeg vil i øvrigt anbefale bogen "Velstandens kilder" af David Gress, der undersøger de historiske årsager til økonomisk vækst.
