Velfærdsstatsfilosofien er ligesom mange andre lignende tiltag, der harhaft til formål at hjælpe den ofte vagt definerede gruppe, som omtalessom »de svage«, og gør brug af staten til formålet, bygget påmarxistoide eller marxistiske fejlslutninger, og derfor er det intetunder, at den ikke fungerer.
Idéen om, at man kan hæve de fattige ud af fattigdom ved at hæve dereslevestandard, er egentlig decideret fornuftstridig af forskelligegrunde. Der findes et gammelt ordsprog med ordlyden »sulten ulv jagerbedst«, men det er kun en af forklaringerne på, hvorfor det ikke vilskulle kunne fungere. Det kan også forklares med et andet gammeltordsprog, nemlig at »æblet ikke falder langt fra stammen«, eller måskerettere i denne sociale sammenhæng: begge ordsprog på een gang.
Og selve velfærdsstaten er skadelig for både samfundet og demokratiet.
Æblet falder ikke langt fra stammen
Indenfor de samfundsvidenskabelige fag og i særdeleshed økonomi, sociologi og økonometri findes der teorier om Risk Aversion eller »risikoaversion« på dansk.
Mennesker er generelt set risikoaverse, dvs. med andre ordrisikosky (selvom det nok er mere korrekt at sige: frastødte afrisici), og vil statistisk set f.eks. hellere indgå i en »sikker«handel eller foretage en mindre risikabel investering med lavereforventeligt afkast end en risikabel investering med væsentligt højeremuligt afkast.
Teorien om relativ risikoaversion (Relative Risk Aversion)kom i brug i sociologisk øjemed for at analysere social mobilitet somfølge af, at man i lande med store velfærdsstater og universal tilgangtil videregående uddannelser ikke så den samme grad af socialmobilitet, som man måske skulle forvente, og naturligvis i sidste endeforklare tendensen.
Man mener, at man som menneske primært tilsigter at forblive i densamme sociale klasse som ens forældre (eller det miljø, man kommer fra)og undgå nedadgående social mobilitet, og at nytten, subjektivt set,ved yderligere social mobilitet synes at være mindre end besværet(dette alt fra midlertidigt sænket levestandard, håndgribeligt tabtabejdsfortjeneste, osv) ved positiv social mobilitet og ikke mindstrisikoen for at fejle.
Altså er driften til, forudsat at man matcher sine forældreklassemæssigt, at forblive i samme sociale klasse stærkere end driftentil at bevæge sig opad.
At give muligheder i sig selv er ikke tilstrækkeligt incitament.
Sulten ulv jæger bedst
Så længe at et liv på offentlig forsørgelse er holdbart, er deringen nødvendighed for at komme ud af det, og derfor vil en blanding afmanglende incitament og risikoaversion formentlig gennem velfærdsstateni dens nuværende form kun føre til dårlige ting.
For at modvirke disse kræfter må der være en klar nødvendighed til.
I tilfældet med langtidsledige, særligt hvor ledigheden er spredtover generationer og børn er indblandede, er det rimeligt at antage, atbørnene vil fødes ind i en underklasse, der kan ses som lige så gyldigen klasse i sig selv, der dog til forskel fra andre samfundslag, selvde, der befinder sig lavest, ikke har nogen form for indgangsbarrierer,så som fast arbejde, uddannelse, osv.
Derfor opstår der andre succeskriterier inde i selve samfundslaget. Ogdet er sådan set ligegyldigt, om der er tale om langtidsledige autonomepå førtidspension, der gør alt for at adskille sig fra samfundet ogbegår forskellige former for kriminalitet for at styrke deres positioni det subkulturelle miljø, de befinder sig i, rodløse indvandrerunge,der gør meget af det samme, eller visse andre langtidsledige for hvemsucceskriteriet er at få sig den voldsommeste brandert.
Den hjælp, som samfundet tilbyder, fungerer for disse menneskerikke som hjælp til selvhjælp, hvilket egentlig er formålet medvelfærdsstaten, men blot som et middel til at holde dem i live, så dekan fortsætte med deres uhensigtsmæssige livsførsel, hvilket kan ses påbl.a. den udnyttelse af og svindel med sociale ydelser, der findersted.
Det er ikke et symptom på utilstrækkelig understøttelse af »desvage«, men det er derimod et udtryk for, at man ikke ønsker at kommeud af sin situation men blot ønsker at have et større rådighedsbeløb.
Der er nok ikke mange, der ønsker at føre et uproduktivt liv,hvilket kan være en forklaring på det temmelig omfattende misbrug, manser hos visse, og dannelsen af kulturelt, etnisk eller subkultureltfunderede parallelsamfund, men incitamentet til at forlade sumpen er –både på basis af risikoaversionen og fraværet af et reelt behov for at få sig et arbejde – helt og aldeles fraværende.
Government: If you think that its problems are bad, just wait till you see the solutions
Mange mener, at det er humant at have en stor velfærdsstat. Jeg eruenig. Det er inhumant, at vi har en velfærdsstat, der fastholder deleaf befolkningen i en fuldkommen amoralsk og afskyelig livsførsel, derikke blot skader samfundet og lægger beslag på dets ressourcer, menogså skader selve ydelsesmodtagerne og og som det mest grufuld af alt:deres børn.
En socialistisk tilgang til at hjælpe de svageste er tydeligtfejlsslagen og en »direkte«, kortsigtet og ureflekteret tilgang. Detsocialdemokratiske klassemobilitetsprojekt er også fejslagent, hvilketbl.a. eksemplificeres ved, at det ikke har ført til samme væsentligegrad af klassemobilitet, som visse socialister vil bilde sig ind, atdet gør eller ville gøre.
Det er ikke folk fra de lavere samfundslag, der på nogen måde gørsig gældende på de videregående uddannelser, men det er derimod middel-og overklassens afkom.
Klassesamfundet er ikke blevet afskaffet, og man har blot skabtnye underklasser af bistandsklienter og gennem uansvarlig og fuldkommenuigennemtænkt udlændingepolitik desuden også uintegrerede ellerefterhånden reelt set ikke længere intergrerbare indvandrere, som mankan antage lider under de samme mekanismer som deres indfødtebistandskollegaer.
Velfærdsstaten er selvforstærkende – både for sociale problemer og sig selv
Nu at vi har fastslået, at velfærdsstatens rundthåndethed ikkefører til noget godt, kan vi spørge os selv, hvordan man kan bekæmpeproblemet.
For at imødekomme disse problemer har vi ikke brug for merefejlslagen socialistisk sødsuppe, der kun skader dem, den tilsigter athjælpe.
Måske er der ikke brug for en total afskaffelse af velfærdsstaten,da den på visse områder har en berettigelse i det, at den faktisk givermuligheder, som man realistisk set ellers ikke ville have, hvis man komfra en mindre velstående baggrund; det er jeg og f.eks. Karina Pedersenlysende eksempler på, så det er måske ikke uddannelsesområdet, der erbrug for nedskæringer på, men der skal helt klart ikke være mulighedfor under nogen omstændigheder at malke systemet på den måde, som man idag har mulighed for.
Man må nedsætte perioden, man kan modtage offentlige ydelser i,skærpe kravene for førtidspension og tage førtidspensionisters sager optil jævnlig revision eller gøre et eller andet andet i den retning. Jegser en løsning i f.eks. højere kontanthjælps- og dagpengesatser ikortere perioder for at hjælpe dem, der faktisk kommer galt afsted, istedet for at i godhedens navn at give autonome voldskriminelle ogmisbrugere, der vanrøgter deres børn, muligheden at være på bistand iårrækker.
Selvom tiltag i den retning ville være i alles overordnedeinteresse, er der ingen, der gider miste en indtægt, som de slet ikkegør noget for at få. På samme måde hører det nok heller ikke til noget,der er kan siges at være særlig ønskværdigt set med øjenene af detusinder af offentlige ansatte, hvis primære opgave er at uddeleoffentlige midler til langtidsledige og helt alment at passe dem.
Dansk Folkeparti og rød stue vil af sådanne grunde aldrig gå medtil så vidtrækkende ændringer i velfærdsstatens indretning, og denirrationelle humanistiske hjernevask vil formentlig resultere i tab afstemmer for selv de partier, som ikke fungerer sominteresseorganisation for de grupper, der til bred udstrækning udnyttermuligheden for at modtage de ydelser, og helt teoretisk set måske kunnefinde på at støtte et sådant forslag.
Hayek havde ret
Da F.A. Hayek med stor bekymring så på den blandingsøkonomiskeudvikling, som fandt sted i Europa, hvilket bl.a. kommer til udtryk i»Vejen til trældom«, havde han ikke ret i alt, men selve bekymringen erslet ikke blevet gjort til skamme. Det er Danmark et lysende eksempelpå.
Der vil pga. den omfattende omfordeling formentlig ikke være nogetparlamentarisk grundlag for tiltag, der ændrer væsentligt påvelfærdsstaten, indenfor nogen overskuelig fremtid, og ligesom på andreområder, hvor reformer faktisk ikke ville være nær så kontroversielle,men til endnu højere grad åbenlyst nødvendige, vil man formentlig ikkegøre noget, før det på alle måder er for sent.
Jeg vil afslutte mit indlæg med en betragtning omkring et citat, kildentil hvilket er uklar, men som har været brug af alle mulige fra P.J.O’Rourke til Ronald Reagan og blevet tilskrevet næsten lige så mange:
“A democracy cannot exist as a permanent form ofgovernment. It can only exist until the voters discover that they canvote themselves largesse from the public treasury. From that moment on,the majority always votes for the candidates promising the mostbenefits from the public treasury with the result that a democracyalways collapses over loose fiscal policy, always followed by adictatorship. The average age of the world´s greatest civilizations hasbeen 200 years.”
Det er for lang tid siden sket i Danmark, at man stemmer for atsikre sig offentlige midler eller på anden vis en højere indtægt, mensdet politiske billede er præget af magtbegærlig populisme. Det erligegyldigt, om det er SU-modtageren, der stemmer på Enhedslisten,fordi de lover denne højere SU-ydelser, den offentligt ansatte, derføler sig truet på pengepungen af mulige nedskæringer, denlangtidsledige, som ønsker sig et større rådighedsbeløb, selvom han påingen måde bidrager til samfundet, eller for den sags skyld dentopskattebetalende lønmodtager, som bare har ondt i topskatten.
Når det kommer til penge og magt, er hele samfundet gennemsyret af grådighed og moralsk forfald.
Og det er ikke kapitalisternes skyld. Det er velfærdsstaten, derpå denne måde har først samfundet ud på afveje. Hvis vi levede i etliberalistisk samfund uden samme grad af omfordeling, ville vi givetvisikke leve i nogen utopi. Men mange af de problemer, vi står med nu, kanføres direkte tilbage til velfærdsstaten.
Selv Dansk Folkepartis indflydelse kan på alle måder føres tilbage til den.
Ligesom at det i tilfældet med Nazityskland var protektionismen,der var en bidragende faktor til den udvikling, der førte tiltotalitarisme og efterfølgende elendighed, er det formentligvelfærdsstaten, der vil føre til vores undergang, hvis der ikke skernoget drastisk.
Allerede nu er den ved at blive uholdbar som samfundsmodel, mendet synes hverken socialisterne eller det altovervældende flertal afbefolkningen at fatte.
Idéen om, at man kan hæve de fattige ud af fattigdom ved at hæve dereslevestandard, er egentlig decideret fornuftstridig af forskelligegrunde. Der findes et gammelt ordsprog med ordlyden »sulten ulv jagerbedst«, men det er kun en af forklaringerne på, hvorfor det ikke vilskulle kunne fungere. Det kan også forklares med et andet gammeltordsprog, nemlig at »æblet ikke falder langt fra stammen«, eller måskerettere i denne sociale sammenhæng: begge ordsprog på een gang.
Og selve velfærdsstaten er skadelig for både samfundet og demokratiet.
Æblet falder ikke langt fra stammen
Indenfor de samfundsvidenskabelige fag og i særdeleshed økonomi, sociologi og økonometri findes der teorier om Risk Aversion eller »risikoaversion« på dansk.
Mennesker er generelt set risikoaverse, dvs. med andre ordrisikosky (selvom det nok er mere korrekt at sige: frastødte afrisici), og vil statistisk set f.eks. hellere indgå i en »sikker«handel eller foretage en mindre risikabel investering med lavereforventeligt afkast end en risikabel investering med væsentligt højeremuligt afkast.
Teorien om relativ risikoaversion (Relative Risk Aversion)kom i brug i sociologisk øjemed for at analysere social mobilitet somfølge af, at man i lande med store velfærdsstater og universal tilgangtil videregående uddannelser ikke så den samme grad af socialmobilitet, som man måske skulle forvente, og naturligvis i sidste endeforklare tendensen.
Man mener, at man som menneske primært tilsigter at forblive i densamme sociale klasse som ens forældre (eller det miljø, man kommer fra)og undgå nedadgående social mobilitet, og at nytten, subjektivt set,ved yderligere social mobilitet synes at være mindre end besværet(dette alt fra midlertidigt sænket levestandard, håndgribeligt tabtabejdsfortjeneste, osv) ved positiv social mobilitet og ikke mindstrisikoen for at fejle.
Altså er driften til, forudsat at man matcher sine forældreklassemæssigt, at forblive i samme sociale klasse stærkere end driftentil at bevæge sig opad.
At give muligheder i sig selv er ikke tilstrækkeligt incitament.
Sulten ulv jæger bedst
Så længe at et liv på offentlig forsørgelse er holdbart, er deringen nødvendighed for at komme ud af det, og derfor vil en blanding afmanglende incitament og risikoaversion formentlig gennem velfærdsstateni dens nuværende form kun føre til dårlige ting.
For at modvirke disse kræfter må der være en klar nødvendighed til.
I tilfældet med langtidsledige, særligt hvor ledigheden er spredtover generationer og børn er indblandede, er det rimeligt at antage, atbørnene vil fødes ind i en underklasse, der kan ses som lige så gyldigen klasse i sig selv, der dog til forskel fra andre samfundslag, selvde, der befinder sig lavest, ikke har nogen form for indgangsbarrierer,så som fast arbejde, uddannelse, osv.
Derfor opstår der andre succeskriterier inde i selve samfundslaget. Ogdet er sådan set ligegyldigt, om der er tale om langtidsledige autonomepå førtidspension, der gør alt for at adskille sig fra samfundet ogbegår forskellige former for kriminalitet for at styrke deres positioni det subkulturelle miljø, de befinder sig i, rodløse indvandrerunge,der gør meget af det samme, eller visse andre langtidsledige for hvemsucceskriteriet er at få sig den voldsommeste brandert.
Den hjælp, som samfundet tilbyder, fungerer for disse menneskerikke som hjælp til selvhjælp, hvilket egentlig er formålet medvelfærdsstaten, men blot som et middel til at holde dem i live, så dekan fortsætte med deres uhensigtsmæssige livsførsel, hvilket kan ses påbl.a. den udnyttelse af og svindel med sociale ydelser, der findersted.
Det er ikke et symptom på utilstrækkelig understøttelse af »desvage«, men det er derimod et udtryk for, at man ikke ønsker at kommeud af sin situation men blot ønsker at have et større rådighedsbeløb.
Der er nok ikke mange, der ønsker at føre et uproduktivt liv,hvilket kan være en forklaring på det temmelig omfattende misbrug, manser hos visse, og dannelsen af kulturelt, etnisk eller subkultureltfunderede parallelsamfund, men incitamentet til at forlade sumpen er –både på basis af risikoaversionen og fraværet af et reelt behov for at få sig et arbejde – helt og aldeles fraværende.
Government: If you think that its problems are bad, just wait till you see the solutions
Mange mener, at det er humant at have en stor velfærdsstat. Jeg eruenig. Det er inhumant, at vi har en velfærdsstat, der fastholder deleaf befolkningen i en fuldkommen amoralsk og afskyelig livsførsel, derikke blot skader samfundet og lægger beslag på dets ressourcer, menogså skader selve ydelsesmodtagerne og og som det mest grufuld af alt:deres børn.
En socialistisk tilgang til at hjælpe de svageste er tydeligtfejlsslagen og en »direkte«, kortsigtet og ureflekteret tilgang. Detsocialdemokratiske klassemobilitetsprojekt er også fejslagent, hvilketbl.a. eksemplificeres ved, at det ikke har ført til samme væsentligegrad af klassemobilitet, som visse socialister vil bilde sig ind, atdet gør eller ville gøre.
Det er ikke folk fra de lavere samfundslag, der på nogen måde gørsig gældende på de videregående uddannelser, men det er derimod middel-og overklassens afkom.
Klassesamfundet er ikke blevet afskaffet, og man har blot skabtnye underklasser af bistandsklienter og gennem uansvarlig og fuldkommenuigennemtænkt udlændingepolitik desuden også uintegrerede ellerefterhånden reelt set ikke længere intergrerbare indvandrere, som mankan antage lider under de samme mekanismer som deres indfødtebistandskollegaer.
Velfærdsstaten er selvforstærkende – både for sociale problemer og sig selv
Nu at vi har fastslået, at velfærdsstatens rundthåndethed ikkefører til noget godt, kan vi spørge os selv, hvordan man kan bekæmpeproblemet.
For at imødekomme disse problemer har vi ikke brug for merefejlslagen socialistisk sødsuppe, der kun skader dem, den tilsigter athjælpe.
Måske er der ikke brug for en total afskaffelse af velfærdsstaten,da den på visse områder har en berettigelse i det, at den faktisk givermuligheder, som man realistisk set ellers ikke ville have, hvis man komfra en mindre velstående baggrund; det er jeg og f.eks. Karina Pedersenlysende eksempler på, så det er måske ikke uddannelsesområdet, der erbrug for nedskæringer på, men der skal helt klart ikke være mulighedfor under nogen omstændigheder at malke systemet på den måde, som man idag har mulighed for.
Man må nedsætte perioden, man kan modtage offentlige ydelser i,skærpe kravene for førtidspension og tage førtidspensionisters sager optil jævnlig revision eller gøre et eller andet andet i den retning. Jegser en løsning i f.eks. højere kontanthjælps- og dagpengesatser ikortere perioder for at hjælpe dem, der faktisk kommer galt afsted, istedet for at i godhedens navn at give autonome voldskriminelle ogmisbrugere, der vanrøgter deres børn, muligheden at være på bistand iårrækker.
Selvom tiltag i den retning ville være i alles overordnedeinteresse, er der ingen, der gider miste en indtægt, som de slet ikkegør noget for at få. På samme måde hører det nok heller ikke til noget,der er kan siges at være særlig ønskværdigt set med øjenene af detusinder af offentlige ansatte, hvis primære opgave er at uddeleoffentlige midler til langtidsledige og helt alment at passe dem.
Dansk Folkeparti og rød stue vil af sådanne grunde aldrig gå medtil så vidtrækkende ændringer i velfærdsstatens indretning, og denirrationelle humanistiske hjernevask vil formentlig resultere i tab afstemmer for selv de partier, som ikke fungerer sominteresseorganisation for de grupper, der til bred udstrækning udnyttermuligheden for at modtage de ydelser, og helt teoretisk set måske kunnefinde på at støtte et sådant forslag.
Hayek havde ret
Da F.A. Hayek med stor bekymring så på den blandingsøkonomiskeudvikling, som fandt sted i Europa, hvilket bl.a. kommer til udtryk i»Vejen til trældom«, havde han ikke ret i alt, men selve bekymringen erslet ikke blevet gjort til skamme. Det er Danmark et lysende eksempelpå.
Der vil pga. den omfattende omfordeling formentlig ikke være nogetparlamentarisk grundlag for tiltag, der ændrer væsentligt påvelfærdsstaten, indenfor nogen overskuelig fremtid, og ligesom på andreområder, hvor reformer faktisk ikke ville være nær så kontroversielle,men til endnu højere grad åbenlyst nødvendige, vil man formentlig ikkegøre noget, før det på alle måder er for sent.
Jeg vil afslutte mit indlæg med en betragtning omkring et citat, kildentil hvilket er uklar, men som har været brug af alle mulige fra P.J.O’Rourke til Ronald Reagan og blevet tilskrevet næsten lige så mange:
“A democracy cannot exist as a permanent form ofgovernment. It can only exist until the voters discover that they canvote themselves largesse from the public treasury. From that moment on,the majority always votes for the candidates promising the mostbenefits from the public treasury with the result that a democracyalways collapses over loose fiscal policy, always followed by adictatorship. The average age of the world´s greatest civilizations hasbeen 200 years.”
Det er for lang tid siden sket i Danmark, at man stemmer for atsikre sig offentlige midler eller på anden vis en højere indtægt, mensdet politiske billede er præget af magtbegærlig populisme. Det erligegyldigt, om det er SU-modtageren, der stemmer på Enhedslisten,fordi de lover denne højere SU-ydelser, den offentligt ansatte, derføler sig truet på pengepungen af mulige nedskæringer, denlangtidsledige, som ønsker sig et større rådighedsbeløb, selvom han påingen måde bidrager til samfundet, eller for den sags skyld dentopskattebetalende lønmodtager, som bare har ondt i topskatten.
Når det kommer til penge og magt, er hele samfundet gennemsyret af grådighed og moralsk forfald.
Og det er ikke kapitalisternes skyld. Det er velfærdsstaten, derpå denne måde har først samfundet ud på afveje. Hvis vi levede i etliberalistisk samfund uden samme grad af omfordeling, ville vi givetvisikke leve i nogen utopi. Men mange af de problemer, vi står med nu, kanføres direkte tilbage til velfærdsstaten.
Selv Dansk Folkepartis indflydelse kan på alle måder føres tilbage til den.
Ligesom at det i tilfældet med Nazityskland var protektionismen,der var en bidragende faktor til den udvikling, der førte tiltotalitarisme og efterfølgende elendighed, er det formentligvelfærdsstaten, der vil føre til vores undergang, hvis der ikke skernoget drastisk.
Allerede nu er den ved at blive uholdbar som samfundsmodel, mendet synes hverken socialisterne eller det altovervældende flertal afbefolkningen at fatte.
