Juraprofessor Eva Smith, hvis synspunkter jeg sædvanligvis har stor respekt for, har begået en artikel i Politiken med overskriften "Velfærdsstaten er ved at fordampe".
http://politiken.dk/debat/ECE1359041/velfaerdsstaten-er-ved-at-fordampe/
Argumentationen i artiklen bygger på udsagn som f.eks. "for 20 år siden ville mine studerende være forsvarsadvokater. I dag vil de tjene kassen" og i forbindelse med en diskussion om indførelse af skolemad ville "Alle velbjærgede forældre hellere sikre sig, at deres børn fik ordentlig mad" til forskel fra at alle fik ordentlig mad.
Bortset fra en lidt overdrevet generalisering, så har de fleste nok oplevevet tilsvarende situationer, og som sådan er der ikke noget i vejen med eksemplerne. De illustrerer en generel og ubehagelig tendens, som vi i aller højeste grad bør bekæmpe. Mit problem er bare, at eksemplerne ikke i sig selv er et symptomer på at velfædsstaten er ved af fordampe, og derfor repræsenterer artiklen de rigtige argumenter i en forkert debat.
Den om sig gribende egoisme og rage-til-sig mentalitet er sandsynligvis en sygdom, som i sidste ende kan være med til at afmontere velfærdsstaten, men der er vi langt fra endnu - tvært imod.
Vores problem - ikke mindst i den nuværende økonomiske situation - er paradoksalt nok, at på trods af den om sig gribende egoisme, så er velfærdsstaten ikke ved at fordampe, den er tvært imod ved at koge over.
I en situation, hvor riget i den grad fattes penge, og specielt penge til at finansiere de tiltag, der skal få væksten tilbage på sporet, så er der et meget stort antal politikere, som energisk kaster sig ud i kampen for at bevare efterlønnen, børneydelser, ældrecheck og andre generelle støtteordninger - eller rettere bestikkelsesordninger - som kritikløst hældes ud over store befolkningsgrupper uden smålig skelen til behov. Se det er årsagen til at velfærdsstaten er ved at koge over, og det vil i sidste ende lede til samme resultat som det Eva Smith frygter, nemlig at velfærdsstaten forsvinder, men den nedbrydningskraft der ligger i overforbruget er langt stærkere end den kraft der ligger i egoismen.
Faktisk er det et "spændende" adfærdspsykologisk eller sociologisk projekt at få kortlagt hvorfor de samme mennesker, som til daglig udfolder store bestræbelser på et suge mest muligt ud af fællesskabet, samtidig accepterer en fortsat vækst i den gigantiske og ugennemskuelig omfordelingsmaskine, som betinger opkrævning af stadigt stigende summer af skatter og afgifter, uden at det har synlig effekt på kvaliteten af de velfærdsydelser vi gerne vil have i form af uddannelse, forskning, sundhedssektor o.s.v.
Det virker som om et flertal lever i en illusion om at de får mere ud end de putter ind i omfordelingsmaskinen, og derfor anfægter de den ikke. Men når man tager højde for den betydelige andel af de opkrævede skatter og afgifter, der går til meningsløs administration, så bryder det regnestykke sammen alene på det grundlag.
Lad os få skatten ned og lad os få effektiviseret det offentlige forbrug; Så vil der være rigeligt råd til både madpakker til børnene og VIP-pas i Legoland - og den offentlige sektor vil være i stand til at hjælpe dem der har hjælp behov, mens vi andre - som udgør et flertal - må klare os selv i lidt højere grad.
