Velfærdsnarkomani forudsætter slavementalitet

Der var engang, hvor venstrefløjen forstillede sig en fagre ny verden

Simon Espersen,

03/07/2010

Der var engang, hvor venstrefløjen forstillede sig en fagre ny verden.

I denne verden skulle der være udbredt frihed til at gøre præcis hvad man ville. Samtidig skulle denne verden være uden de bekymringer, der er en del af den realitet, vi som mennesker i praksis står overfor. Dette var den marxistiske utopi.

Måske skulle man have troet, at den velstand, som voksede i takt med industrisamfundets konkrete udvikling - og i kraft af markedsøkonomiens udbredelse - så var noget, der for venstrefløjen var værd at beskytte, og også forstå årsagerne til.

For som bekendt vokser velstanden mere og hurtigere i økonomisk frie lande med lavere skatter, end i lande med høje. - Og så var man jo på rette vej.

Årsagerne til velstandsskabelse var i vid udstrækning blot så simple og enkle, at det for socialistiske utopister nærmest var ubehageligt at tænke på:

Mennesker var blevet friere stillet end nogen sinde til at producere, og profitere af det. Og så blev velstanden skabt.

Med produktionsfriheden som det centrale, var der derfor intet behov for et akademisk projekt med akademikere i rollen som planlæggere hævet over profitincitamentet og andre verdslige fænomener.

I de økonomisk friere samfund var der naturligvis masser af intellektuel aktivitet. Som hovedregel var den blot ikke løsrevet fra det jordnære og konkrete gøremål, der handler om at forbedre en given virksomheds situation.

Den intellektuelle aktivitet, der blomstrede i kraft af friheden var netop konkret og praktisk og ikke platonisk verdensfjern:

Landmanden i USA kunne godt selv forstå, at hans frihed og ejendomsret var en forudsætning for, at det kunne betale sig for ham, at investere i nye og bedre maskiner, eller orientere sig om mere optimale produktionsmetoder. Tilsvarende kunne opfindere og producenter af bedre maskiner - herunder mere overlegne former for transport eller kommunikation - forstå det samme.

For utopister bestod udfordringen i stedet i, at drømme om en verden, hvor man fik noget, uden at man skulle gøre noget, som andre så i frivillighed kunne anslå nytten af. Det sidste havde i årtusinder været anset for at være den akademiske udfordring: det vil sige én gang for alle at få den gode ide, som betød at man ikke mere behøvede at anstrenge sig.

At nå dette mål om noget for ingenting, indså man derfor hurtigt, at man ikke kunne bruge markedsøkonomien til. For på markedet skal man netop levere noget, som nogen skal være villig til at betale for. Og der er altid permanent konkurrence om de gode og nyttige ideer.

Vil man monopolisere, og have patent på det gode og hvad, der skal værdsættes, kræves derimod netop at man tager magt og konfiskation i brug. Derfor opfatter venstrefløjen netop staten som den helt store og gode ide, der afskaffer de kontante krav, der stilles på markedspladsen.

Netop i kraft af staten kan man endelig forfølge sine utopiske drømme i fred.

I en virkelig fri markedsøkonomi vil man derfor i praksis kun finde socialisme realiseret på hylderne for Fantasy-genren og Science Fiction. Det er det eneste sted, hvor omfattende tvang og kontrol, som er den socialistiske forudsætning, kan eksistere side om side med utopisk velstand.

Retten til at tjene penge sikrede velstanden i den vestlige verden

Takket være utopisters og kollektivisters politiske svækkelse, og en voksende respekt for den private ejendomsret i 1800 tallet kunne de mest innovative og forudseende realister derfor, ikke mindst fra og med USA's løsrivelse fra Storbritannien i 1700tallet, tjene store summer på, at føre deres jordnære ideer ud i livet.

Fra og med 1800tallet kunne man specialisere sig indenfor et område; sætte sig ind i hvordan man gjorde tingene bedre end tidligere; derefter masseproducere - og i kraft af intellektuel og målrettet dygtighed skabe sig en formue.

Flere af de mennesker, der i industrialderens begyndelse skabte sig kolossale formuer på at organisere produktionen, ikke mindst til fordel for dem med lavere indkomster, er kendte den dag i dag – eksempelvis navne som Carnegie, Vanderbilt eller Rockefeller.

På markedet blev man derfor rig på at frembringe varer og standardiserede service-ydelser til den almindelige befolkning. Kort sagt profiterede man ved at høste en personlig fortjeneste ved at levere noget, som andre (og jo flere jo bedre!) havde gavn og nytte af.

I takt med at disse rigdomme blev skabt, blev købekraften for såvel middelklasse som de fattigste derfor samtidig også skridt for skridt forbedret. Et af de mest simple mål for disse forbedringer er, hvor stor en andel man som borger bruger af sin indkomst, når det gælder basale ting såsom fødevarer, transport og bolig. Den andel af indkomsten falder netop konsekvent i lande med vedvarende og stabil økonomisk frihed.

I kapitalistiske samfund, det vil sige samfund med markedsøkonomi, er der således ikke længere hungersnød. Den afskaffede man netop i kraft af økonomisk frihed.

Friheden og den velstandsskabelse der følger, spreder sig således også den dag i dag til nye egne af verden, og fjerner så også sult og elendighed dér.

En meget central årsag til at den frihed, der gør nogle meget rige også stiller befolkningen i almindelighed bedre, er netop at de dygtigste belønnes, og at entreprenører - som også Carnegie eller Rockefeller gjorde det - altovervejende geninvesterer deres ”belønning”, det vil sige overskuddet fra deres virksomhed i selv samme – eller nye virksomheder. (Og gør de også dette godt, belønner forbrugerne dem så yderligere).

Den socialistiske drøm om årsagsløs velfærd og samlende projekter

Ovenstående velstands- og produktivitets-revolution, som den, der er set i løbet af de sidste to hundrede år, er imidlertid bare ikke venstrefløjens projekt.

Den kapitalistiske velstandsrevolution er ikke udtryk for den drøm om det årsagsløse og nydelsesrige paradis, som de akademiske utopister forstillede sig.

Det er samtidig ikke et projekt, hvor den almindelige borger behøver at tage ret meget hensyn til drømmere og intellektuelle i det daglige.

Tværtimod betyder den materielle velstand, der forbedrer livskvaliteten og sikrer flere uddannelse, bedre sundhed, forbedret transport, smidigere kommunikation og som øger værdien af ens fritid, at man ikke behøver at lytte til dem, der gerne vil præsentere sig som moralske autoriteter. Rigdom sikrer grundlaget for åndlig frihed.

Den generelle velstandsskabelse, der følger i kraft af markedsøkonomien udfordrede dermed også de traditionelle autoriteters rolle såsom de kirkelige; men den svækkede også de, der gerne ville føre sig frem som verdslige autoriteter.

Mere kommunikation i kraft af den øgede velstand, og mere velstand i det hele taget, betød og at man selv med mindre uddannelse turde sige de angivelige autoriteter midt imod. Og i praksis må man konstatere, at det aldrig været socialisters intention, at almindelige borgere skulle være frie til at bruge deres egen dømmekraft, og selv at forfølge deres egne mål uanset om disse så mest var materielle, åndelige eller en balance af begge dele.

Den socialistiske og kollektivistiske drøm har altid, i modsætning hertil, været at opstille fælles mål for hele befolkningen; og helst mål, hvor man kunne sige at der var ”konsensus” om dem. (Det vil i praksis sige, at alle ”intellektuelle” er enige om at forfølge målet).

Dette viser sig også i kraft af den økonomiske omfordeling, man finder i såvel USA i dag som i Europa (og som var endnu mere ekstrem i Østeuropa tidligere), at man ikke regner individuelle projekter for noget som helst. Det viser sig også i form af at venstrefløjen nationaliserer dele af medierne (og de tilknyttede uddannelsesinstitutioner) og forsøger at nationalisere kulturlivet generelt.

I kraft af den økonomiske omfordeling viser socialister og kollektivister endvidere, at indkomsten for dem ideelt set skal være den samme - trods det forhold, at nogle mennesker bevidst og målrettet forfølger materiel velstand og på rationel vis leder efter måder, hvorpå de kan tjene penge ved at frembringe noget værdifuldt, mens andre ikke gør det.

Eventuelt taler man som kollektivist og egalitær nedladende om betydningen af penge, mens man lever af overførselsindkomst herunder SU, får løn for at undervise i marxisme på et samfundsfagligt fakultet eller kontanthjælp; eller mens man eventuelt får løn for at omfordele ved at tage noget fra de produktive og give til de uproduktive eller mindre produktive.

Fra national-socialisme til global-socialisme

Engang var de opstillede socialistiske mål nationale. Dermed var venstrefløjen primært at betegne som "national-socialistisk". Det var og er socialdemokraterne via demokratiet, og det var nazisterne tilsvarende og langt værre i kraft af Hitlers rædselsregime.

Man kan derfor altid kende en socialist på dette fællestræk: At man ønsker at opstille et stort fælles mål eller flere fælles mål, som man så helst ser, at hele verden skal forfølge.

Dette er i bund og grund den eneste forandring, der har været indenfor de akademiske socialisters rækker i løbet af de sidste to hundrede år: I kraft af den økonomiske globalisering drømmer man nu større tanker; altså ikke blot om et fælles stort mål for en nation, men helst et stort mål for hele verden.

I vor tid er man derfor ikke længere nationalt fokuseret som socialist. Man er enten ”regionalist” eller globalt orienteret i sin socialisme og i opstillingen af sine kollektivistiske visioner.

Den vigtigste grund til, at socialister i vor tid bruger så meget akademisk krudt på at skabe et nationalistisk fjendebillede, er derfor også at man blot ikke bryder sig ikke om ”den nationale begrænsning” på kollektivismen.

På venstrefløjen er man ikke desto mindre lige så begejstret for at bruge staten som et redskab for sine store utopiske projekter, som man altid har været det. Nu gælder det blot ikke om at eksperimentere med millioner af mennesker, men i stedet med milliarder af menneskers liv.

De aktuelle socialister er dermed mindst lige så farlige og ofte mere til, end de var tidligere. Man kan frygte at vor tid i fremtiden vil blive beskrevet som blot et mellemstadie præget af delvis frihed fra socialisme, men hvor det nye socialistiske projekt var under udarbejdning. I det omfang det er det, der sker, finder projektudviklingen af den nye utopi ikke mindst sted i de institutioner, som netop domineres af venstrefløjen - herunder FN men i vid udstrækning også EU.

Den europæiske klientskabelse

Et af de mål, som man for tiden har sat sig er så klimaregulering, som netop kan ses som en begyndende konkretisering af det nye socialistiske projekts realisering.

Al Gore mener så, at dette nye kollektivistiske mål er moralsk. Det sagde man imidlertid også om alle de forgange projekter, hvor der blev sat lighedstegn mellem stort anlagte kollektive mål og så en positiv værdi (sådan som man gjorde det med kommunisme, nazismen, teokrati eller velfærdsstat). Det skal også bemærkes, at navnlig de Konservative er interesserede sådan som de også har været det for mange andre af venstrefløjens projekter.

Men hvad har socialisterne i praksis efterladt sig af en eventuel politisk arv, oven på de sidste 50 års socialistiske eksperimenter - altså ud over de kuldsejlede kommunistiske i Østeuropa, massemordene dér, samt de katastrofer, der tilsvarende har været resultatet af socialistisk ideologi og projektmageri i Afrika, Latin Amerika og Asien?

Svaret på det spørgsmål er som det mest konkrete og synlige: Europas klienter; det vil sige alle de mennesker, som man mente havde ret til indkomst i kraft af deres eksistens; og som i kraft af deres blotte tilstedeværelse ifølge socialistisk lighedsideologi hævdedes at havde ret til en større eller mindre del af det, som andre frembragte i kraft af produktiv indsats.

Resultatet af fremvæksten af de "materielle rettigheder", der er en formalisering af lighedsideologien, er blevet den relativt høje arbejdsløshed, passiviseringen, samt også den voksende værdirelativisme, der netop følger, når man straffer produktivitet og individuel kreativitet, og belønner lediggang samt kultur, der hylder staten og flokmentaliteten (og som omvendt er renset for individuelle præstationer).

Her er derfor også den grundlæggende forskel på 1800-tallets velstandsskabende liberalisme og individualisme, og 1900-tallets velstandsdæmpende klientskabelse og kollektivisme.

De afhængige klienter

De klienter, der især er skabt i Europa, opfylder ikke desto mindre den store akademiske drøm om at middelklassen samt økonomisk ringere stillede lyttede til dem, og blev afhængige af de intellektuelle – jævnfør indledningen om hvorfor utopiske akademikere ikke bryder sig om markedsøkonomien.

Prisen for denne afhængighed er ganske vist netop faldende produktivitet og reduceret velstand samt også en manglende evne til at forsvare sig mod nogle religiøse ideologier, der er helt og aldeles fjendtligt stillede over for civilisation og fremskridt (men som altså også hylder flokmentalitet).

For netop når man har fjernet incitamenterne til selv at gøre en forskel, og når man fra politisk side har bekæmpet ideen om at det var moralsk at være sin egen lykkes smed, ja så åbner man samtidig også op for mange af de gamle religiøse ideer om at det at forbedre sin egen materielle situation ligefrem er syndigt; og det er netop også et træk man ser i socialismens sidste stadie i Europa. Økologisme er netop en ny kollektiv vision, hvor respekten for den enkelte og friheden til at forfølge sine egne ideer grundlæggende ikke findes.

At skabe sig afhængige må derfor ses som et fælles og overordnet element i de akademisk socialistiske aspirationer.

Samtidig kan de tvungne overførsler også ses som udtryk for, at man fra venstrefløjens side, har valgt at ignorere virkeligheden. Man forsøger netop nu, at realisere drømmen om den fagre ny verden, hvor velstand er årsagsløs, og ikke kræver en indsats.

Ganske vist kan man ikke sikre den årsagsløse utopi for alle, for nogle skal jo i realiteten frembringe de ”utopiske” goder.

Men i kraft af den velstand, der er skabt – eftersom andre generationer sikrede den økonomiske frihed, er det ikke mindst i Europa men også i USA lykkedes for venstrefløjen at skabe en slags parallel verden, hvor goder næsten virker, som om de er opstået af dem selv; og hvor (nogle) forbrugere derfor er løsrevet fra produktionen, men som naturligvis også er afhængige af de, der uddeler midler (og konfiskerer dem).

Klientstanden (som også er blevet de vælgere der cementerer venstrefløjens magt) er derfor nu også er nødt til at være opmærksomme på de akademiske utopier, som den akademiske klasse interesserer sig for.

Slavementaliteten

Det mest interessante er derfor måske ikke, at en ret stor del af befolkningen i Europa bliver tilvænnet denne permanente børnehave for voksne, hvor man i stigende grad via tilskud kan ”uddanne” sig hele livet, og hvor uddannelse i praksis ofte betyder at man går rundt og dagdrømmer, og analyserer normer, roller og livsmønstre; og hvor man i tilfælde af kriser, så gratis får stillet en hjælper til rådighed, der kan støtte én i troen på den årsagsløse forbrugsverden.

Det mest interessante er nærmere, at de mennesker, der har nogle konkrete ideer og mål med deres egen adfærd, accepterer, at det som deres indkomst i realiteten bruges på, er at denne parallelverden opretholdes og vokser på deres egne personlige drømmes bekostning. Det sidste handler dermed om de produktives offervilje, og om graden af slavementalitet.

Hvad angår den nye økologiske ideologi, burde de produktive ikke desto mindre vide, at hvad man gør som produktiv og velstandsskabende, er at forandre det, der findes i naturen, så det får en værdi det ikke har i forvejen, og i kraft af denne proces bliver til noget, der er nyttigt for mennesker. Alligevel overlader man børn til individer, der underviser ud fra den stik modsatte doktrin, der handler om at det er syndigt at ”forbruge ressourcerne”.

Grunden til at man fra venstrefløjens side netop lægger produktivitet for had er således, at man i kraft af klientskabelsen har distanceret sig fra produktionssamfundet: Man ved ikke rigtigt hvorfor det findes. Det er jo staten, der leverer goderne (”velfærden”) ifølge de doktriner, man udsættes for fra og med de sidste folkeskoleår.

I stigende grad vil man derfor ikke betragte en formindsket privatsektor som en bivirkning – eller en pris for en større offentlig sektor, men i stedet som noget rent positivt. Mere stat må jo ifølge denne mentalitet betyde mere velfærd, mens mere erhvervsliv tilsvarende for de socialiserede blot betyder mere forurening!

Producerer man derfor gladeligt til fordel for dette socialistiske parallel-samfund; lader man sig med stolthed brandbeskatte så ens børn lærer, at de produktive i verden i virkeligheden er klima-syndere; og bakker man på denne måde op omkring denne årsagsløshedens ideologi, må man i samme omfang derfor også betegnes som en slave, der blot venter på slaveriets endelige indførsel, men som allerede har indarbejdet mentaliteten.

Den forrige statsminister skrev således for 17 år siden netop om slavesind. Og slavesindet er jævnfør ovenstående en socialistisk og kollektivistisk "nødvendighed", der sikrer at man kan bevare klientsamfundet og øge velfærdsnarkomanien, sådan at den offentlige sektor kan vokse på den private og velstandsskabende sektors bekostning. For det gratis måltid findes ikke: Jo flere klienter og passive voksne, desto hårdere må den øvrige del af befolkningen arbejde.

GENOPTRYK

Kilde: